x
Airbourne er blevet velfortjent kult

Airbourne, Amager Bio, København

Airbourne er blevet velfortjent kult

Anmeldt af Keld Broksø | GAFFA

Det hører til sjældenhederne, at jeg som en programmeret robot må gå i merchandise-boden og købe en T-shirt af dårlig kvalitet til 200 kr. Men når det handler om australske Airbourne i den form, de (endnu en gang) viste i aftes, så var der ingen vej udenom.

Airbourne er blevet velfortjent kult i Danmark og et totalt udsolgt Amager Bio i aftes vil med sindsro kunne levere stafetten videre til VoxHall i Aarhus C den 12. oktober.

Fra åbningsnummeret "Raise the Flag" til den sidste, uimodståelige "Running Wild" blev der tale om lykkelig tilstand gennem en hel koncert (og vi taler ikke om graviditet, hvilket kønsmæssigt desværre også ville have været lidt vanskeligt i aftes med en række behagelige undtagelser). Airbourne har ingen mellemregninger. Det er næsen i sporet og så kun den lige vej frem til endnu en fest. Helt i Motörheads Lemmy Kilmisters salige ånd (han døde i 2015), da bandet til et par udvalgte og heldige publikummer serverede Lemmys yndlingsdrik, cola og Jack Daniel's (her half & half!), under den hjemmestrikkede Lemmy-hyldest "It's All for Rock & Roll". Oh yeah!

Lemmys død gav som hos mange andre i den branche et vakuum hos Airbourne, but I tell you! Ånden levede i aftes!

Vi kom også gennem både luftalarm og halve glas øl gennem luften, og kaskader af skumsprøjt til dem, som var klar på skuldrene af kammerater op til og under "Live It Up" og sidste nummer i sættet "Stand Up for Rock & Roll" rammede godt ind, hvad vi så gjorde.

Ekstranumrene "Ready To Rock" og "Running Wild" hamrede endnu et syvtommersøm tværs gennem de finere følelser for dannet kultur og slog fast, at så simpelt og effektivt kan det gøres.

Airbourne bliver aldrig til noget, som skal analyseres på et højere, intellektuelt plan. Og forsøger nogen på den slags slige sager, stiller man den bagerste region i klaskehøjde.

Hvad er der så tilbage?

Ja, bandet fra Warrnambool har hver eneste gang under talrige besøg i Danmark fra Roskilde til Vega og ikke mindst Copenhell vist sig som inkarnationen af det der andet australske og hedengangne band, I ved nok, hvor guitaristen var i skoleuniform. Samme simple skabelon, men bare ridende på et krydsermissil og med yngre mænds mod og vilje til – midt i deres 30'ere – at spille med noget nær en flammekaster i den ene hånd – og en lækket gasbeholder i den anden.

Det bliver det ikke ringere af!

Den dynamiske frontmand og indpisker, Joel O'Keeffe, har jeg aldrig set optræde i andet end bar mave og gigantiske knæhuller i sine sorte jeans.

Til gengæld har jeg før set ham i Amager Bio vandre på skuldrene af en roadie ud blandt publikum og smadre øldåser mod hovedet på scenen, så øllet flyder som ved en oktoberfest i München. En gang endte han helt oppe på balkonen for at spille solo. Ingen af de stunts kom i aftes. Og da hverken publikum eller Airbourne synes specielt forandringsparate, så det er hårde sager!

Omvendt proklamerede han, at bandet kunne lide at bryde regler – og vi fik "Breaking Outta Hell" (seneste af fire album fra 2016) i turboversion. Tilsyneladende kom vi bare ikke helt ud over den forbudte kant denne gang.

Men jubii, der nyt på vej: 23. august annoncerede bandet, at albummet Boneshaker bliver frigivet 25. oktober. Det er lige om lidt! – Og singlen er ude. Vi fik da også titelnummeret, som en velfungerende rystepudser helt i samme stil med tunge riffs på dobbelt hastighed.

Og så er det HØJT!

En mur af Marshall-højttalere – seks tårne på hver side af trommerne – varslede en forbilledlig tinnitus til alle uden ørepropper. Jeg prøvede med og uden. Det gik fint med helt oppe foran scenen, hvor dynamikken og spilleglæden ikke kan laves som fake news. Det er den ægte vare – uden backtracks – som kun kan langes over disken med sved og godt håndværk.

På et eller andet tidspunkt er Airbourne nok nødt til at tænke lidt nyere end bare det. Vi fik faktisk også indimellem mere lyriske passager end hørt før fra den kant, men den særdeles opløftede stemning og hundredevis af smilende ansigter kan ikke tage fejl. Airbourne er i en klasse for sig, når det gælder partyrock med masser af karisma.

Brormand Ryan O'Keeffe på skridsikre trommer, Justin Street på ditto bas – og den forholdsvis nytilkomne guitarist (i 2017), Harri Harrison, er sammentømrede som grundlag for Joel O'Keeffes heftige udladninger, der i et medley af variationer runder af med "Runnin' Wild", så der ikke er hverken et øje eller T-shirt tør i Amager Bios kogekedel.

Det hele er så livsbekræftende leveret fra de seje bulderhoveder, at der ingen vej er uden om de fem stjerner. Vi får en form for rock’n’roll, som skærer helt ind til benet, men den sjette stjerne havde nok krævet lidt mere originalitet efter godt 16 år på banen. Var det blevet sagt højt i aftes – i fald man kunne få ørenlyd under den højstemte balladefest – havde jeg nok fået en velfortjent fuckfinger dinglende foran næsen for upassende bemærkninger. Airbourne og publikum bekymrer sig næppe om den slags krav – og hvorfor skulle de også det, når musikken spiller ud fra kærlighed og overbevisning og går lige i blodet til alles udelte begejstring. Tak for festen!

 

Sætliste:

Raise the Flag

Too Much, Too Young, Too Fast

Burnout the Nitro

Back in the Game

Girls in Black

Bottom of the Well

Breakin' Outta Hell

It's All for Rock 'n' Roll

Boneshaker

Live It Up

Stand Up for Rock 'n' Roll

 

Ekstra:

Ready to Rock

Runnin' Wild


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA