x
Køligt eller koldt

Chromatics + Desire, Store Vega, København

Køligt eller koldt

Anmeldt af Hansen Hansen | GAFFA

En pop, der vil udstille det overfladiske, ender nogle gange selv med at være det

Fredag aften står Chromatics på plakaten, men i virkeligheden er det snarere en Italians Do It Better-labelaften. Et label centreret omkring Johnny Jewel, der grundlagde selskabet, spiller med hos en del af bands’ene og står for det grafiske udtryk. Et udtryk, der er så stærkt og sammensmeltet med selskabets lyd, at deres sange helt oplagt bliver brugt meget i film og serier.

Som konsekvens af det er denne turne også sat op som en sammensmeltning af billeder og lyd, hvor storskærmens film bliver en del af koncerten. Det lyder jo meget spændende på papiret, men i praksis fungerede det slet ikke sådan. På tværs af de tre koncerter bar visuals mere præg af små loops, som man husker det fra gamle technodage. Gentaget igen og igen, så vi på VU-metre, spolebåndoptagere, Tron-agtig grafik, rygende kvinder og 50’er-agtige illustreringer. Det fungerede bedst til Chromatics, hvor der blev skruet op for tegneserie-tegningerne og pastelfarverne, men det var stadig langt fra den filmiske enhed af billede og lyd, som vi var sat i udsigt.

Kraków Loves Adana

Aftenens første act er det tyske Kraków Loves Adana. På plade er de så meget lyden af genren uden at tilføje noget overhovedet, og sådan er det egentlig også på scenen. Jeg er stadig lidt en sucker for de store synths og den fuldfede melankoli, der bliver rullet frem. Der skal dog mere til at redde den ubehjælpelige vokal. En ting er, at toner ikke har den store prioritet hos aftenens bands, men selve stemmen er heller ikke stærk nok til så stor en scene.  Lyden er fed, og sangene er glemt lige bagefter. De spillede cirka 20 minutter, og det var nok meget fint, at det stoppede der.

Det her er den første aften på en større turne, den første i mange år for Chromatics, og Johnny Jewel står diskret blandt publikum og tjekker koncerten ud. Den opgave bliver overtaget bagefter af Adam Miller fra Chromatics, når Johnny skal på scenen med Desire.

Desire

Og så kommer der ellers andre boller på suppen! Hvis Kraków Loves Adana viste os, hvordan genren kunne lyde, hvis man ikke har noget på hjerte, så tager Desire den helt ind under huden. Johnny er i topform med en række maskiner og kæresten ved sin side. Megan synger dejligt og lyder præcis som på pladen. Det er 10 år siden, deres eneste plade udkom, så det er ikke det store katalog, de kan trække fra. Det vælger de at supplere med et cover af New Orders "Bizarre Love Triangle", og det havde de ikke behøvet. Det har nok på papiret virket som en god idé at covere en, der synger endnu mere falsk end sig selv, men i praksis landede det helt skævt.

Og resten af koncerten var perfekt! Kølig og længselsfuld synthpop med alt det drama og den tomhed, som de er så gode til. Numrene var let omarrangerede fra udgivelserne, og det fungerede. Specielt det gudesmukke hit "Under Your Spell" stod som lyden af sødmefuld længsel. På scenen var det visuelt boostet af den smukke Nona Francine fra Heaven på keyboard. Så Megan havde mørke Johnny på den ene side og lyse Nona på den anden. Der er ikke noget, der er tilfældigt i den visuelle del af Italians Do it Better.

Hele koncerten igennem stod Adam Miller fra Chromatics og filmede og tog billeder, sikkert til team-evalueringen. Jeg spurgte ham, om de kunne overgå Desire her bagefter, og han sagde, at det måtte jeg jo fortælle ham. Så det gør jeg: Det kunne de ikke.

Chromatics

Der er et par gengangere i besætningen på de to bands, men de lyder ret forskelligt, og er begge i høj grad båret af sangerinden. Og her er det fra starten af tydeligt, at det ikke kun er stemmen, men også personligheden, der er afgørende for oplevelsen. Chromatics er en lukket fest, og vi er som publikum ikke inviteret med. På plade er det køligt, live er det koldt. På plade er der en sugende tomhed, med plads til drømme, følelser og kærlighed. På scenen var det bare tomt. Da de gik på scenen, var der en andægtig tavshed, og alle var fokuserede, men efter et par numre begyndte folk at kede sig, småsnakke og kigge på telefoner. Halvvejs inde i koncerten blev der efterhånden ret meget plads oppe foran.

Lyden er smuk, stor og alle fire medlemmer tilføjer noget vigtigt, men der mangler nærvær. På billedsiden er der gjort ekstra meget ud at fremstille Ruth som den platinblonde isdronning. Og den rolle spiller hun også fint, men det er så endimensionelt, at det ikke holder en hel koncert. Det er selvfølgelig en balancegang, når man laver ironisk, kølig pop, men uden det nærvær bliver det bare ligegyldigt. Det er kontrasten, der får det til at virke hos dem. Den får vi, da Adam Miller overtager vokalen i sidste nummer, og bandet folder sig mere ud.

Og SÅ kommer ekstranumrene! Alene på scenen med sin guitar synger Ruth (redigeret) den smukkeste udgave nogensinde af Springsteen-coveret "I’m On Fire". Det er ren gåsehud og tårer i øjenkrogen-tid. Præcis sådan som jeg havde håbet, at hele koncerten var. Selvfølgelig skal man måske have med i sin vurdering, at de ikke spiller live særlig ofte (redigeret), men man kan godt forvente en stærkere live-form af så stort et navn. Det er Desire, der hiver aftenen op på fire stjerner.

En ting der undrede mig – og mange andre – var fraværet af en merch-bod. Når et selskab tager på turne, vel at mærke et selskab, der prioriterer det visuelle udtryk så højt, så er det godt nok sært, at de ikke gad tage deres fede T-shirts, plakater og lignende med. 

En aften, der tydeliggjorde, at Italians Do it Better er mere end bare forskellige navne for den samme lyd. De har bestemt en del til fælles, men det er vidt forskelligt, hvad de kan og vil med den lyd. I denne omgang vandt Desire, men Chromatics har materialet til at vinde en anden dag.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA