x
Chromatics: Closer To Grey

Chromatics
Closer To Grey

Opslugt i det forbudte mørke

GAFFA

Album / Italians Do It Better
Udgivelse D. 02.10.2019
Anmeldt af
Brett Tootle

En af de mest åbenlyse trends på musikscenen netop nu synes at være en alternativ tilgang til det at udgive musikken. Alt fra nodebøger til et ikke-indspillet album, albums med komplet videomateriale over til at tease et helt andet album end det faktiske.

Sidstnævnte gør sig gældende for de mystikomgivne Chromatics, som gennem flere år har bygget op til udgivelsen af albummet Dear Tommy. Et album, som primus motor, Johnny Jewel, angiveligt skulle have destrueret 25.000 fysiske kopier af i forbindelse med en nærdødsoplevelse i 2017. Sandt eller falsk, så er den filmiske elektrokvartet til al overraskelse nu klar med et helt andet album, i form af Closer to Grey, som følger op på succesen Kill for Love fra 2012.

Selvom det amerikanske foretagende overrasker med sin udgivelsesmetode, er Closer To Grey ganske det, vi kunne forvente af kvalitetsrig, røget club-stemning fra gruppen. Ligesom det fremgik i deres optræden i bl.a. Twin Peaks – The Return. Der lægges ud med gysende intimitet på Simon & Garfunkel-coveret “The Sound of Silence”, hvis “Hello darkness, my old friend”-tekst flot indbyder til den grå undertone, som lurer bag skæret af de farverige spotlys pladen igennem.

Chromatics har en ekstraordinær evne til at dyrke filmiske stemninger, beriget med en opslugende mystik. Den slags, der giver følelsen af at vindueskigge ind til det forbudte mørke, for øjeblikket efter at kravle helt ind. Nysgerrighed præger netop instrumentalsiden af Closer to Grey. Vi indvies i trip hoppens tomme storby-stemninger på “Light as a Feather”, mens titelnummeret gør sig i post-punket, dunkel italo disco. Også skramlet guitar-støjpop betrædes med et nytænkende cover af The Jesus and Mary Chains fængende “On the Wall”. 

Disse små genremæssige kontraster numrene imellem synes blot at styrke hvert enkelte kompositions tilstedeværelse. Til at binde det hele sammen er en perfektionistisk og konceptuel produktion, der stålsætter Ruth Radelets klinisk lyse vokal, omgivet af svulstige synthesizere.

Ligesom på Kill For Love, men dog i mindre grad, excelleres der mod slutningen i to åndedrætsberigende, instrumentale mellemspil, hvor dragende synthesizere særligt slår til. Det giver plads til, at især den fine lukker “Wishing Well” står endnu mere charmerende i sin retrospektive, melankolske lethed. 

Når denne femte albumudgivelse så helt op på Kill for Loves tårnhøje niveau? Til det kan man vel vagt svare: både og. Closer to Grey er med sin forkortede spilletid på 45 minutter, kontra førnævntes 77 minutter, et noget mere skarptskåret bekendtskab – om end mængden af deciderede bangers er færre. Alt i alt viser Chromatics dog over de 12 numre, at deres virkemidler i sangskrivningen efterhånden er mange, uden at der gås på kompromis med det skarpe, dragende og filmiske koncept. Dét kan man ikke andet end beundre.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA