x
Wilco: Ode To Joy

Wilco
Ode To Joy

ANMELDELSE: Træthed og sortsyn, Wilco har fået stækket sine vinger

GAFFA

Album / dPbm Records
Udgivelse D. 04.10.2019
Anmeldt af
Finn P. Madsen

Et hårdt taktfast slag, en diskret boblen af nogle keyboardflader og nogle kuldslåede vokalfraseringer sætter Wilcos 11. album Ode to Joy i gang. På ”Bright Eyes” er det, som om gruppen returnerer til de tryllebindende eksperimenter, som kendetegnede deres lyd fra første del af årtusindskiftet. Paradoksalt holder bandleder Jeff Tweedy herfra og resten af albummet sin sekstet i kort snor.

På det meste af Ode to Joy lyder Wilco som et band, der har udspillet sin rolle, og hvor trætheden har sat ind. Sjældent får gruppens guitar-es, den ekvilibristiske og fremsynede lydskulptør Nels Cline lov til at lufte sine færdigheder. Han var om nogen med til at stille skabet, da Wilco præsterede karrierens bedste album Sky Blue Sky for mere end et årti siden, og som liveguitarist er han et unikum.

Bandet opererer på store dele af albummet mellem en blåtonet folk og gammedaws dad-rock, som på ”Before Us”, ”Quiet Amplifier” og ”Citizens”, hvor Tweedy deprimerende beskriver livets op- og nedture. Kun på ”Everyone Hides” og ”We Were Lucky” føles det som om, at bandet har en puls. Ode to Joy lever på ingen måde op til titlen, dertil er Jeff Tweedys rugende tristesse og sortsyn alt for fremtrædende. Wilco er som et band, der har fået stækket sine vinger.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA