x
James Blunt: Once Upon a Mind

James Blunt
Once Upon a Mind

James Blunt er musikkens svar på Brexit

GAFFA

Album / Warner Music
Udgivelse D. 25.10.2019
Anmeldt af
Josephine Andersen

Engelske James Blunt er mere end giganthittet ”You’re Beautiful” og en sjov mand på Twitter. Lige nu er han for eksempel aktuel med sit sjette studiealbum Once Upon a Mind, et album han selv har kaldt sit mest ærlige til dato. Og måske også hans mest gennemsnitlige album til dato.

Blunts seneste plade er en blodfattig, kedelig omgang. Numrene er upersonlige og banale, og det virker som om, at singer-songwriteren har skævet kraftigt til tidens store popkanoner som Ed Sheeran og Zara Larsson og forsøgt at efterligne en lyd og et udtryk, der nok er moderne, men som slet ikke er hans egen. Som en voksen, der forsøger at være ung med de unge.

Der, hvor pladen trods alt folder sig ud og demonstrerer James Blunts berettigelse til at fortsætte sit musikalske hverv, er på numrene ”How It Feels to Be Alive” og ”Stop the Clock”, der fremhæver britens evne til at skrive storladne ballader og tekster med tyngde, og som samtidig afslører en flig af den personlighed, resten af pladen higer efter.

Once Upon a Mind er et album, der stikker i flere retninger uden egentlig at ville noget, gøre noget eller komme nogle vegne. Idéerne er der, men udførelsen mangler, og på mange måder kan man faktisk sammenligne Blunts nyeste album med de politiske strabadser i hjemlandet. Once Upon a Mind er musikkens svar på Brexit.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA