x
Whitney er vilde med Vega – og omvendt

Whitney, Store Vega, København

Whitney er vilde med Vega – og omvendt

Anmeldt af Josefine Buus Jacobsen | GAFFA

Det er søndag aften, og Vega er proppet til randen. Indie-rock-bandet Whitney er tilbage. Hele tre år har vi måttet vente på nyt fra det Chicago-baserede band, som i 2016 udgav debutalbummet Light Upon The Lake. I slutningen af august udkom bandets andet album Forever Turned Around så endelig, og dét til stor begejstring for både anmeldere som fans. 
 
Whitney indtager den store scene i Vega iklædt sorte, formelle jakkesæt, men stemningen blandt bandmedlemmerne er, som den plejer at være: Munter og afslappet. “Polly” sættes an, og arrangementets storslåede trompet-tema lader storsalen mærke, hvad den følgende time i Whitneys selskab har at byde på. Repertoiret indeholder en ligevægt af nye og gamle numre; inderlige, melankolske som opløftende melodier. Den charmerende trommeslager og forsanger Julien Ehrlich lægger ud med problemer i sin falset, men lader hurtigt til at finde vej til en klarere vokal. 
 
En søndag aften holder ikke det københavnske publikum tilbage. Koncerten er udsolgt, og der kvittereres løbende med enorme klapsalver og jubelskrig, selvom skabelonen for Whitneys numre er forudsigelig og forholdsvis let tilgængelig med vers, omkvæd, vers, omkvæd og c-stykke. Forudsigelighed er ikke altid lig kedelig. Whitney kalder på et nostalgitrip og formår særligt på sange som “Golden Days” og “Southern Nights” at udfolde den varme og genkendelighed, mange forbinder bandet med. 
 
Guitaristen Max Kakacek er placeret i front på scenen ved Ehrlichs højre side og øser halvgenerte smil ned til publikum nær scenen, når ikke han koncenterer sig om sine evindelige guitarhooks. 
Ehrlichs ansigt er en åben bog. Det evner ikke at skjule de småfejl, han begår i sin timing undervejs. Men skavankerne lader dog også til at være ubetydelige hans imponerende multitasking af trommer og vokal taget i betragtning. 
 
Med en god portion humor mellem numrene tilgives og glemmes alt på splitsekunder. Ehrlich præsenterer en række sange "om depression" med et glimt i øjet og en tyk sarkasme, som salen responderer lattermildt på. Alligevel, og heldigvis, sænker der sig en seriøs og koncenteret stemning, blandt både band og publikum, når numre af lettere melankolsk kaliber som “Giving Up” og “Used To Be Lonely” intonerer. Her vokser Ehrlichs stemme, ligesom fremragende guitar- og trompetsoloer kommer til deres ret i Whitneys strålende indie-univers. 
 
Det voksne udtryk i jakkesæt klæder de de humoristiske herrer, som stadig er rebelske nok til at afvige fra den klassiske koncertform. Med en kærlig langefinger-mentalitet fremlægger Ehrlich ekstranumre som "et fake format”. Bandet tillader sig i stedet at holde en planlagt et-minuts pause, hvorefter fire afsluttende numre spilles. Heriblandt storhittet “No Woman”, som stadig vinder lige så stort indpas på publikum, som det gjorde, da de spillede på Roskilde Festival tilbage i 2016. Balkonen lader sågar tramp i gulvet og en voldsom hujen runge længe, et par numre før bandet forlader scenen. 
 
Whitney har tidligere udtrykt deres store begejstring for spillestedet Vega. Stod det ifølge Ehrlich til dem, spillede de hellere koncerter flere dage i træk herinde frem for udsigten til at indtage større danske scener fremtidigt. Koncerten afsluttes med “Valleys (My Love)”. 
 
Stod det til mig, er jeg enig med Ehrlich. Whitney gør sig godt i Vegas omgivelser, der stadig favner en følelse af intimitet og nærhed. Whitney i Vega har gjort søndag aften drømmende, lige præcis som en søndag aften bør være. 
 

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA