x
Tredje gang blev idyllens gang

Greta Van Fleet, KB Hallen, København

Tredje gang blev idyllens gang

Anmeldt af Kristina Grønning | GAFFA

Efter to aflysninger på under et år lykkedes det endelig for de amerikanske knøse i Greta Van Fleet at spille deres danske koncert efter at have udgivet debutalbummet Anthem of the Peaceful Army tilbage i oktober sidste år. Kaster man et blik ned ad orkestrets europæiske turnéplan, ser man også, hvordan gutterne har set sig nødsaget til at aflyse en række koncerter på grund af sygdom, så det er næsten et held, at denne evigt udskudte koncert rent faktisk kunne få lov til at løbe af stablen. Og det er der mange, der her til aften i KB Hallen er glade for. Tredje gang blev lykkens gang, og det blev en idyllisk og fredfuld en af slagsen.

Sættet starter stærkt ud med den eksplosive hitnummer ”Highway Tune”, hvis hårdtslående energi straks spreder sig gennem hele salen, hvilket fortsætter over i det næste nummer, ”Edge of Darkness”. Traditionen tro spiller guitarist Jake Kiszka sin solo med guitaren bag ryggen. Imponerende som det end måtte være, er det efterhånden et gammelt trick, som man har set den unge guitarist gøre adskillige gange før. Men om ikke andet formår det at samle publikum op igen, som ellers synes at være blevet tabt rundt omkring i de uudtømmelige arsenaler af lange soloer, som bandet har hang til at pryde deres kompositioner med live. Men det er uden tvivl også her, deres styrke ligger med deres overlegne leg med harmoniske skaler og knivskarpe rytmer.

I selskab med trommeslager Danny Wagner får de tre Kiszka-brødre i løbet af aftenen skabt nogle kunstneriske pusterum i form af musikalske overgange, hvor musikken får plads til at udtrykke sig frit.

Gruppen har generelt valgt at sætte tempoet markant ned, hvilket virkelig kan mærkes på ellers energiske numre som ”Black Smoke Rising”, ”When The Curtain Falls” og ikke mindst aftenens sidste sang, ”Safari Song”. Her kan man have tendens til at stå tilbage med følelsen af, at numrenes eksplosive potentiale ikke bliver indfriet til fulde. Men selvom musikken synes at traske lidt af sted i et gyngende tempo, flyder hallen i stedet over med gode og fredelige vibes, så det næsten siler ned ad væggene.

Aftenens koncert er et vidnesbyrd på, hvordan Greta Van Fleet er en musikalsk gruppe, der formår at samle et publikum på tværs af generationer. For det er vitterligt folk i alle aldre, der er strømmet til KB Hallen denne novemberaften. Selvom man skal lede længe efter originalitet i repertoiret, og selvom sættet bliver leveret med myriader af lange soloer, formår bandet alligevel at skinne igennem med deres stolpesolide rytmer og slidstærke retro-rock.

Det er umuligt at finde et skriv om Greta Van Fleet, hvor Led Zeppelin ikke indgår som det primære referencepunkt. Og korrekt; skal Greta Van Fleet dømmes ud fra deres originalitet, er der knap så meget at komme efter. Forsanger Josh Kiszkas primalskrigende vokal kan af gode grunde ikke beskrives uden at drage ligheder til Robert Plant (selv får jeg også associationer til Geddy Lee fra Rush og Janis Joplin), og gruppens musikalske udgangspunkt er uomtvisteligt spundet af 70’ernes hardrock-koryfæers stof.

Men hvis aftenens koncert skal bedømmes på sine egne præmisser (og man lige ifører sig de musikhistoriske skyklapper), er det værd at fokusere på den musikalske indsigt og det instrumentale talent, den unge kvartet fra Michigan besidder, og som hver og en, der forlader KB Hallen her til aften så afgjort ikke kan bestride.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA