x
Er det hårdt at elske Aldous Harding?

Aldous Harding, DR Koncerthuset, Studie 2

Er det hårdt at elske Aldous Harding?

Anmeldt af Simon Heggum | GAFFA

(Arkivfoto. Red.)

Der er et eller andet vildt inspirerende ved newzealandske Aldous Hardings univers. For et univers er det sgu! Selvom Harding har lige dele Nick Drake og PJ Harvey i sig, bliver den ensomme kunstner, der går igen i samtlige af hendes sange, et bundærligt og unikt væsen, der ligesom kvinden selv står frem for en. Dette væsen har kun vist sig delvist for denne anmelder i 2019. Først skuffede hendes seneste album Designer – der trods alt er vokset på mig siden og burde have fået fire stjerner. Derefter kunne Harding ikke selv holde distancen på årets Roskilde Festival, hvilket nok skyldtes en fejlplacering fra bookernes side. Jeg skrev i den anmeldelse, at en koncert af den type nok ville have vokset sig fra udmærket til fantastisk, hvis Harding (og band) havde haft anderledes forhold på scenen.

De anderledes forhold skulle, på dansk jord, vise sig at være Studie 2, i Koncerthuset. For her – på en af de danske scener, der har bedst lyd, i mine ører – gik Hardings særegne scenetække op i en højere enhed, komplet med lange kunstpauser, stirrende nærvær, et par enkelte ord til publikum og en samling sange, som tydeligvis er blevet gennemspillet, siden Harding indtog Avalon-scenen tidligere på året. For hold da kæft, det slog hårdt i følelsesregisteret, når det slog.

Et festligt design
Da aftenens koncert er en del af turnéen i kølvandet på Designer, ville jeg blot gentage mig selv, hvis jeg skulle beskrive musikken fra et mere musikalsk analytisk punkt. Det har jeg gjort allerede i anmeldelsen af koncerten fra Roskilde. Mange af numrene – med få enkelte afstikkere – var de samme som på Avalon. Det var dog rart, at en flot version af den strålende ”Fixture Picture” og en rundtosset version af den genialt betitlede ”What If Birds Aren’t Singing They’re Screaming”. En sang, der blev endnu mere cirkusagtig, end den er på pladen. De sange, som vi allerede fik på Avalon, stod dog også klarere frem i Studie 2’s fantastiske akustik. Man kunne virkelig høre alle de særegne detaljer, som findes i arrangementerne.

Den nænsomt vuggende ”Zoo Eyes” blev smurt ind i støvet mellotron-blæs, mens korstemmerne på ”The Barrel” stod klarere frem, end man kunne ønske sig. Faktisk i så høj grad, at man kunne høre de enkelte bandmedlemmers karakteristika i stemmerne, hvilket er en sjældenhed til livekoncerter i den her størrelse. Og det klædte en sang, der for mig står som årets største single.

Harding og de gæve publikummer
Harding var, iført en sær blanding af busserønne og præstekjortel, aftenens naturlige midtpunkt. Hendes måde at agere frontkvinde på er forfriskende i sin totale mangel på verbal kommunikation med publikum. Men faktisk var Harding decideret snakkende i forhold til de koncerter, jeg før har set med hende, og var man med til koncerten i Studie 2, vil man vide, at det er en vild udmelding. Det, der gør Harding til et nærværende menneske er i stedet det faktum, at hun er helt unik på en scene. Det ene sekund nedstirrer hun hele første række, med vrede øjne, for derefter at smile som en bedstemor, indbydende ind i det galehus, jeg er sikker på ligger bag hendes sange.

Hendes særegne onkeldans på den indledende "Designer" bør også nævnes. Mellem numrene fik publikum deciderede kunstpauser af kaliber, hvor man nærmest kunne høre en nål falde til jorden. Men Harding fortalte selv, halvt inde i sættet, at hun foretrækker stilheden for at lade musikken tale for sig selv, men at hun var meget glad for, at vi gad at komme.

Det var et ekstremt koncentreret publikum, som overværede koncerten, og undertegnede har sjældent oplevet et dansk publikum, der rent faktisk tillod bidende stilhed mellem numrene. Vi fik dog også enkelte af de sædvanlge, dumme indslag fra hujende folk og skålende mandspersoner. Sjovest blev det dog, da en mandestemme brød stilheden ved at råbe ”I love you” med påtaget newzealandsk accent mod scenen. Harding blev ved med at stemme sin guitar, indtil hun tørt svarede tilbage: ”Must be hard”. Mesterligt comeback.

Det sublime fravær
Det er bestemt ikke en dansefest, man får til en Aldous Harding-koncert. Aftenens mest uptempo sange var den knugende ”Blend”, fra Party, og den nye sang ”Old Peel”, der afsluttede hele molevitten. En sang, der afslører fremtidens Harding som meget mere udadvendt og løssluppen end de tre kvarters knugende, personlige folkoptrin, vi fik. En sang, der måske ikke besidder den samme rå, vanvittige personlighed, som Hardings andre sange rummer – men alligevel et fandens catchy stykke artpop.

I øvrigt må jeg hylde Harding på denne sang for at slå over i en ny, meget mere rå stemme, mens hun slog løs på en kop med en trommestik. Der bor nu omkring fire forskellige sangerinder inde i den sære skabning, der er Aldous Harding. Og jeg elsker det! Hun skaber simpelthen så meget rå, kunstnerisk skønhed på en scene, uden ret meget andet end at være sig selv. Det er, når det virker bedst, decideret svært at få øjnene fra.

Ildfluer
At spille en sang som ”Damn” – et af Designers mest stille momenter – for et publikum, kræver kippen med hatten. Samtidig bør en sang som singlen ”Elation” også nævnes i sin voksende intimitet fra Bamses Billedbog-akkorder til gotisk folksymfoni. Og så fik vi ”Imagining My Man”, der sikkert efterlod et aftryk i manges hjerter i sit vuggende foredrag om voksen kærlighed. Jeg havde en decideret ud-ad-kroppen oplevelse under sidstnævnte sang, da pærerne i loftet på Studie 2 pludselig stod frem som en åben stjernehimmel eller stilstående ildfluer på en udstrakt stratosfære. Når koncerten var bedst, greb den ind i mig og spillede xylofon på alle mine følelser, og jeg kedede mig aldrig. Uhyggen, som jeg før har nævnt som en væsentlig faktor i Hardings musik, udeblev denne aften. I stedet stod den ultimative skønhed frem foran det danske publikum. 

Men hvorfor hun stadig ikke spiller "Horizon" – en af 2010'ernes bedste sange – må forblive en gåde.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA