x
Soulsanger på vej mod toppen

Michael Kiwanuka, KB Hallen, København

Soulsanger på vej mod toppen

Anmeldt af Ulrich Lauridsen | GAFFA

Godt hjulpet af den nye og fantastiske KB Hallen gav den engelske soulstjerne Michael Kiwanuka en mesterlig lektion i, hvor enkelt det egentlig er at lave en god koncert: Et stærkt musikerhold, en kompetent lydmand og et sangkatalog, der næsten kun kan vække misundelse blandt andre sangskrivere med ambitioner. Når man så dertil kan lægge sin egen suveræne sangstemme og sympatiske udstråling, så kan det næsten ikke gå galt.

Da Kiwanuka i sommer gæstede NorthSide Festival, var det egentlig kun omgivelserne, der var anderledes, men for en kunstner som Kiwanuka bliver publikums mulighed for at lytte intenst og uden distraherende elementer alfa og omega for oplevelsen. Publikum i KB Hallen fik netop dette, og de tog imod det med respekt, taknemmelighed og en applaus, der tydeligt påvirkede Kiwanuka og hans hold på scenen.

Kiwanukas tredje og seneste album – også blot kaldet KIWANUKA – var omdrejningspunktet for koncerten, og selvom albummet ikke umiddelbart er helt let at gå til og næsten symfonisk i sin opbygning, så er sangskrivningen på et niveau, der bringer ham op i den øverste del af superligaen for sangskrivere. Omsat til koncert holder hvert et sekund af Kiwanukas følelsesmættede og smukke sange. Ikke mindst fordi hans klippefaste band konstant leverer den baggrund, hvorpå Kiwanuka maler sine sange med sin sprøde, hæse stemme.

Kvaliteten af hans sange gør, at længere instrumentale passager ikke trækker energien ud af koncertoplevelsen, og en del af æren for dette kan tilskrives bandets keyboardspiller, der konstant udfylder de potentielle tomrum og på fornemmeste vis binder hele bandet sammen. I et nummer som "Black Man In A White World" står dette allerklarest. I stedet for at forfalde til dræbende guitar- eller trommesoli, så udfylder den elektroniske dimension i Kiwanukas arrangementer denne funktion.

Fra det nye album stod især numre som "Finals Days", "You Ain’t The Problem" og "Solid Ground" ud, hvor Kiwanukas talent som sanger foldes helt ud. Selvom hans største hit "Cold Little Heart" trak det største bifald i begyndelsen af nummeret, var det "Rule the World", der trak det største efterfølgende. Dette selvfølgelig fordi nummeret blev afsluttet af den ene af Kiwanukas fabelagtigt gode korsangere, der var tæt på at overgå hovedpersonen.

Med tre album fra allerøverste hylde, en stribe numre i forskellige tv-serier og udsolgte koncerter over hele verden er Michael Kiwanuka godt på vej til at konsolidere sig som en verdensstjerne, der både omdefinerer og viderefører en soul-scene, der ellers har tendens til at forfalde til ren nostalgi eller kommercialisme. Kan han holde kurven i fremtiden, bliver KB Hallen snart for lille til ham – også selvom den ydmyge og meget taknemmelige sanger i går var benovet over, at så mange havde valgt at gå til koncert med ham.

Sætliste:
Piano Joint (This Kind of Love)
One More Night
You Ain't the Problem
Rolling
Black Man in a White World
Rule the World
Hero
Tell Me a Tale
Rest
Light
Home Again
Final Days
Solid Ground
Ekstra:
Living in Denial
Hard to Say Goodbye
Cold Little Heart
Love & Hate


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA