Eventyr i Egoland

Alex Vargas, Østre Gasværk, København

Eventyr i Egoland

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Det er en ganske særlig koncert, Alex Vargas har sat op på teatret Østre Gasværk. Det er hans både første og sidste show i år, bortset fra ekstrakoncerten tidligere på dagen grundet stor efterspørgsel, og hans første koncert oven på udgivelsen af hans Ego-trilogi, der er udkommet som tre ep’er hen over året og samlet i albummet Ego. En trilogi, som også er blevet lanceret med en kortfilm. Og når man arrangerer en koncert op på et teater, udelukkende med siddepladser, så er der lagt op til noget stort. Også selvom det langtfra er første gang, Vargas spiller for et siddende publikum.

Ego-trilogien er, som titlen antyder, en række ganske personlige sange, og den sidste ep i rækken endda et regulært sorgbearbejdende udspil skrevet oven på Vargas’ søsters pludselige og alt for tidlige død. Der er altså lagt op til en hudløs aften i den udsolgte sal.

Rammerne er på én gang rå og smukke. Koncertrummet er ganske bart, uden scene bortset fra de små podier med instrumenter, og med murstensvæggen, trapperne og løbegangen langs muren i det gamle gasværk som en central del af scenografien. Lyset dæmpes, og Alex Vargas træder ind i det skarpe spotlys og lægger ud med åbningsnummeret fra trilogien, ”What You Wish For”, helt alene med sin nuancerige, sjælfulde stemme, tydelige tekstudtale og sit antydende fingerspil på sin elektriske guitar.

Midtvejs i den ganske fængende sang kommer Vargas’ tre musikere diskret ind på scenen – keyboardspiller Thorval Naur Nørremølle, bassist (og senere guitarist) Nicholas Kincaid og trommeslager Felix Ewert – falder ind med deres instrumenter og gør lydbilledet noget mere fyldigt og lydtrykket mere massivt. Så er vi i gang, og stemningsfulde lysprojektioner på murvæggen understreger råheden, som om vi er til rave i en nedlagt industribygning, selvom musikkens tempo ikke helt er til det.

Vargas har annonceret, at han vil spille hele sit Ego-album ved denne koncert, med de fire sange fra hver del i trilogien som hver deres akt i forestillingen. De første fire sange udgør således første del i trilogien, SuperEgo, hvor sangene lidt firkantet sagt tematiserer problemer i parforhold og mellemmenneskelige relationer. Vargas fremviser en imponerende falset i omkvædet til ”Silent Treatment”, og lyden er glimrende i rummet. Her er lyset på Vargas og hans musikere hvidt og forholdsvis diskret, men meget stemningsfuldt, men det ændrer sig, da vi kommer til sangene fra ep nummer to, EgoTrip.

Lyserødt jakkesæt

En ep, hvor Vargas udforsker nogle mere udadvendte og måske lidt mindre sympatiske personlighedstyper, hvilket bliver illustreret med et klip fra den førnævnte kortfilm på lærredet bag scenen, hvor Vargas giver den som selvfed managertype. Det kommer også udtryk i musikken, hvor sangene er de mest energiske på Ego-albummet, eksempelvis den funky ”Girls on Millionaires”. Mellem Superego og EgoTrip har Vargas skiftet fra forholdsvis diskret T-shirt og busker til lyserødt jakkesæt, og hans band, der er kommet længere frem på scenen, optræder også i pangfarvede suits.

Samtidig er de to velsyngende korsangere Lea Thiim Harder og Jaleeza Johnson kommet på scenen, mens (amatør)dansere har taget opstilling på løbegangen oppe på muren bag scenen, og lyset på scenen nu er blåt – og skifter til en ny farve for hver ny sang. Jeg troede først, at danserne var et kor, der skulle lade deres stemmer gjalde ud over scenerummet, men de skal altså ”bare” give stemning af natteliv og fest, og det gør de – og ikke mindst da de kommer ned på scenen under ”Live Alone”. Forinden har Vargas i øvrigt ladet sin stemme funkle i det dybe leje i ”Smell the Bleach”.

Den afdæmpede ”Karen M” slutter EgoTrip-sektionen af, kulminerende med en lang, crescendoopbyggende outro. Der er atter sceneskift, og den korte pause bliver fyldt ud af Benals Benjamin Hav, der pludselig toner frem midt i salen og fremfører teksten til Benals ”Din duft”, som var det et digt – hvilket det jo også mere eller mindre er. Nu bliver tonen alvorlig, og vi skal have de fire sorgbearbejdende sange fra afslutningen på trilogien, EgoManiac.

Sørgekåbe

Vi begynder dog med ep’en afslutningssang, den forholdsvis optimistiske og opløftende ”Fairytale Skies”. Vargas, Ewert og Kincaid sidder nu forrest på scenen med henholdsvis mikrofon, keyboard og guitar, og de fortsætter i den lavmælte og længselsfulde afdeling, hvor de hele kulminerer med, at Vargas får påhæftet en slags kæmpestor, sort kåbe, der er spændt fast i loftet, og fremsiger et digt på dansk om, hvor altødelæggende sorg og savn kan være.

”Jeg ville stoppe med at synge, hvis det kunne få dig tilbage igen,” siger han blandt andet. Symbolikken med den tyngende sørgekåbe er mildt sagt massiv, men det kan sorg jo desværre også være, så kåben fungerer sådan set fint nok. Det samme kan man sige om den meget smukke afslutningssang ”The Killing Kind” med omkvædslinjerne A heart can tear in many ways / I hope this is not / The killing kind”, hvorefter Vargas og band forlader scenen efter lidt over en times performance.

De kommer tilbage igen til stående ovationer og bukker flere gange, som man gør i et teater – og det er jo netop et teater, vi befinder os i. De bliver dog ikke til nogle ekstranumre, selvom jeg havde regnet med, at Vargas ville plukke lidt fra bagkataloget, som jo blandt andet indeholder adskillige hits som ”Solid Ground”, ”Shackled Up” og ”Higher Love”. Dem får vi ikke i dag, og det må man respektere. Vargas har valgt den mindre sikre vej, men med 12 overvejende stærke sange, fremragende musikere og en imponerende scenografi og lyssætning blev det alligevel en stor aften, som fortjener at blive gentaget i koncertsale rundt om i landet. Medmindre det altså skal være en once in a lifetime-oplevelse. I så fald er jeg meget glad for, at jeg fik muligheden for at deltage, og det tror jeg, at langt hovedparten af publikum også gør.

 

Sætliste:

What You Wish For

Silent Treament

Now That I Think About It

Where Love Won’t Go

Girls on Millionaires

Smell the Bleach

Live Alone

Karen M

Fairytale Skies

A Way to Love Me Still

My Neighbour

The Killing Kind


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA