x
Svagt fremmøde til musikalsk mageløs hjemløserock

Electric Guitars, Rock for Hjemløse, Lille Vega

Svagt fremmøde til musikalsk mageløs hjemløserock

Anmeldt af Rasmus Heide | GAFFA

Rock for Hjemløse 2020 skulle åbenbart været stået tidligere op. Billetsalget rakte kun til Lille Vega. Unægteligt en skuffelse i betragtning af et program, hvor Tim Christensen, Sanne Salomonsen, Michael Falch, Patrick Dorgan og Nicklas Sahl prydede plakaten for en plovmand.

Det altid fænomenale husorkester Electric Guitars med Postmand Vandborg og Søren Læderbuks på guitarer sætter strøm til lokalet og tænder lys i publikums øjne med tre fuldfede fuldtræffere fra bagkataloget.

Hvor dybt får man lov at falde
Med DR’s Clement Kjersgaard som verbal indpisker står luften sjældent stille imellem numrene. Alle optrædende får spørgsmålet: Hvorfor er du her i aften? Det mest originale svar – som gør andet og mere end omtale det gode formål – kommer fra Patrick Dorgan, der (også) bare rigtig gerne vil dele plakat med Tim Christensen og Sanne Salomonsen.

Kjersgaard sætter nogle velvagte ord på aftenens formål. “Det handler om, hvad det er for et samfund, vi gerne vil leve i. Der er samfund, hvor hjemløshed ender med at blive en del af tapetet og en del af normaliteten, og vi er her i aften, fordi sådan skal det ikke være her. Det handler ikke om, hvor højt man må have lov at flyve. Det handler om, hvor dybt man får lov at falde, før der er nogen, der samler én op.”

Patrick Dorgan
En mægtig veloplagt og overdådigt smukt syngende Patrick Dorgan er festens første gæst. Med charme og selvtillid opsummerer han sine tre sange; en der handler om at have det skidt; en helt ny, vi skal synge med på; og den, der har gjort ham rig.

Sidstnævnte er selvfølgelig “Marilyn”, mens den første er “Painkiller”. I midten får vi aftenens første overraskelse, Dorgans spritnye single “I’m the One”, der bedårer og besnærer – inden hovedpersonen forsvinder hjemad til dagens anden babyshower (“Vi boller meget, der, hvor jeg kommer fra!”)

Nicklas Sahl
Nænsomt melodisk, fokuseret og fin er Nicklas Sahl, der vælger at spille sit første nummer “Unsolvable” solo uden Electric Guitars. Hans andre to numre med fuldt band er popperler, der trækker gode vibes. Sahls udtryk rummer ikke mange stærke krydderier, men han synger fabelagtigt og er med til at holde aftenens høje musikalske niveau.

Michael Falch
Så drejer vi pilen over på farrock og får Michael Falch på scenen. Igen forlyder det, at det er bandet – ikke gæsterne – der har valgt aftenens repertoire. Falch leverer to Malurt-klassikere “Mød mig i mørket” og “Superlove” i en sandwich omkring hans egen “Over Vesterbro Torv”. Den har Falch valgt til ære for aftenens tema og for Electric Guitars, fordi der både skal noget heavyrock og noget stenbro ind over. En lille genistreg fra Falch, og husorkesteret griber udfordringen i stiv arm, stritskæg og trommestikker.

Publikum ikke bare suger Malurt-hittene til sig. De skråler med i en grad, så koncerten er ved at ramme kogepunktet her, hvor vi stadig har to solister til gode. Undervurdér aldrig 80’er-hits til en dansk folkefest.

Før og efter Falch møder vi arrangøren af Rock for Hjemløse, Camilla Lindhard, og nogle af modtagerne af festens overskud, Hellebo, der hjælper unge hjemløse. Fortællingen om festens formål kunne med fordel spændes lidt strammere, så den ikke blev til pausesignal for de mest utålmodige bagest i lokalet.

Sanne Salomonsen
I sort læderkedeldragt (læs lige det igen!) med rødt tørklæde i bæltet smyger Sanne Salomonsen sig overlegent ind på scenen og afslører, at til efteråret tager hun Electric Guitars med på turné. Idéen til det projekt startede ved sidste års Rock for Hjemløse, hvor hendes tre numre midt på aftenen blev den største fest.

“Den lille løgn” sender Sanne og publikum i retning af endnu et hattrick, men “Et andet liv” fra hendes seneste album møder ikke publikums genkendelse, og klassikeren “Kød og blod” fra hendes legendariske 1985-album vil sjovt nok ikke trække festen op igen. Sanne selv strutter af rock, og efterårsturnéen skal nok blive en spændende oplevelse med Sneakers-mama og Guitars.

Tim Christensen
Nu er det tid til hovednavnet. Tim Christensen lægger flot ud (næsten) solo med “Love is a Loser’s Game” med Jesper Bo Hansen på smukke keyboardflader i baggrunden. I selskab med Electric Guitars hiver han “Jump the Gun” og “Get the Fuck Out of My Mind” op af mølposen. Sidstnævnte har 20 års jubilæum i år, og det hele lyder superfedt. Men som klimaks på en velgørenhedsfest er følelsen lidt fad.

Heldigvis har Tim et es i ærmet. Inspireret af gæsterne på plakaten og lidt baggrundsviden har han inviteret Michael Falch til at spille et gammelt Neil Young-nummer sammen med sig. Falch fortæller, at han var 13 år, da han første gang hørte “Cinnamon Girl”, og siden da har han haft lyst til at spille sangens guitarsolo, der kun rummer én tone hele vejen.

Således ender Rock For Hjemløse 2020 med Neil Youngs 50 år gamle én-tonede guitarsolo leveret af de fire herrer Vandborg, Falch, Christensen og Andersen på række, og den næsten udsolgte Lille Vega kvitterer med taktfaste klapsalver.

Kuriøse genlyt og vinderveteran
I sit andet år har Rock for Hjemløse formået både at være en hitfest, der løfter taget af sin venue – og en musikalsk udvidelse af horisonten med nye og sjældne kombinationer på scenen. Rocknumrene fra Tim Christensens tidlige solokarriere forblev kuriøse genlyt, mens Michael Falch blev aftenens vinderveteran, som vi stressede struberne til. Stemningen var god, musikken i top, solisterne veloplagte og bandet i topform. Hvor blev du af?


Electric Guitars:
False Flag Operation
Rock’n’Roll Radio
She Wants My Guitar

Patrick Dorgan:
Painkillers
I’m the One
Marilyn

Nicklas Sahl:
Unsolvable
New Eyes
Planets

Eva Riedel, Hellebro - interview

Michael Falch:
Mød Mig i Mørket
Over Vesterbro Torv
Superlove

Camilla Lindhard - interview

Sanne Salomonsen:
Den Lille Løgn
Et Andet Liv
Kød og Blod

Tim Christensen:
Love is a Loser’s Game
Jump the Gun
Get the Fuck Out of My Mind

Tim Christensen + Michael Falch:
Cinnamon Girl (Neil Young)

 

Søren Andersen - guitar, vokal
Mika Vandborg - guitar, vokal
Peter Kjøbsted - bas, vokal
Morten Hellborn - trommer, vokal
Jesper Bo Hansen - keybards, vokal
Clement Kjersgaard - toastmaster


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA