x
Eminem: Music to be Murdered By

Eminem
Music to be Murdered By

Kryb trygt ned i kisten med Onkel Em

GAFFA

Album / Universal Music
Udgivelse D. 17.01.2020
Anmeldt af
Michael Jose Gonzalez

Halvandet år efter Kamikaze, som på mange måder var en return to form efter Revival, som vi alle vist forsøger at glemme alt om – altså bortset fra Em selv, der på åbningsnummeret ”Premonition (Intro)” brokker sig over, at folk hader ”the awake me” på netop det album – er Eminem tilbage med intet mindre end et 20 tracks langt album med den meget Eminemske titel Music To Be Murdered By. Albummet placerer sig rent stilistisk sig et sted mellem de to tidligere udspil, men kvalitetsmæssigt heldigvis det hælder mere i retning af forgængeren end af Revival-gate.

Hvis man kan lide sin hiphop med masser af mumlen og AutoTune ud over det hele, er der ikke meget at komme efter på Eminems album nummer 11, der har hentet visuel inspiration (og interludes) hos Alfred Hitchcocks plade af same navn fra 1958. Eminem er stadig Eminem på godt og ondt, og det ene øjeblik leverer han en ærlig og oprørt protest mod USAs våbenlovgivning (over et lidt uelegant ”Sound of Silence”-sample, men okay…), for i løbet af de næste par sange at fantasere i yderst eksplicitte termer om at slå sin stedfar ihjel i ”Stepdad” (”Slammed the door and hid behind it with an aluminum bat/He kicked it in/I swung it hard as I could at his head/His noodle went splat, he fell right at the foot of my bed”) og strø om sig med følgende i ”Marsh”: I got your bitch with her butt out/I'm hittin' a lick and she stickin' her tongue out”.

Det rammer ikke alt sammen lige rent, men alt i alt er det en fornøjelse at lægge ører til diverse rytmisk skarptslebne tirader rettet mod kritikere (”Unaccomodating”), rent teknik blær (”Godzilla” med nyligt afdøde Juice WRLD), og hvordan han funkler i gode venners selskab (”Yah Yah”, hvor Black Thought, dEnAun, Q-Tip og Royce da 5’9” slutter sig til selskabet over et effektivt Busta Rhymes-sample).

I den anden ende af spektret var der nogen, der venligt burde opfordre Em til at holde en lille pause med Skylar Grey-samarbejderne, ligesom nogen burde opfinde en kur mod det, de stakkels folk, der synes at insistere på, at Eminem og Ed Sheeran er et genialt match, lider af. Det er grusomt. Heldigvis er der ikke mange bundskrabere, og selvom dele af albummet ikke rækker over det jævne, er det samlede resultat så solidt, at mordmusikken her ikke ryger i graven lige med det samme, og glæden ved at gamle Slim stadig formår at gnide hunden mod hårene og ramme plet fra tid til anden opvejer det ujævne resultat. Jovist er nogle af provokationerne åndssvage, men det har de jo altid været – jeg var heller ikke fan af hans tidligere hovedløse rants mod stakkes Christopher Reeve, men det er åbenbart en del af pakken at skyde med spredehagl på den måde.

Flere af samarbejderne står stærkt, og særligt Royce da 5’9”, Andersson .Paak og Black Thought brillerer på et album, der måske ikke bliver fremhævet som et af karrierens stærkeste, når den samlede fortælling om Marshall Mathers skal gøre op, men som når det er bedst føles som at finde en slush ice midt i ørkenen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA