x
Lauv: How I'm Feeling

Lauv
How I'm Feeling

En ny generation af emo-pop?

GAFFA

Album / AWAL Recordings
Udgivelse D. 06.03.2020
Anmeldt af
Nanna Jenner Jensen

25-årige Lauv startede egentlig sin karriere som sangskriver for andre artister, heriblandt Charlie XCX, Celine Dion og Demi Lovato. Men både ambitionerne og skæbnen ville altså, at Lauv også skulle udgive musik i eget navn. Angiveligt kom inspirationen, efter han havde læst et interview med Paul Simon, hvor denne beskrev sin egen sangskrivning som en proces til at bearbejde sine dybeste begravede følelser.

Og netop følelserne er det store tematiske omdrejningspunkt, som titlen på det hele 21 numre lange debutalbum da også afslører. Ifølge Lauv selv trækker teksterne på hans forskellige del-personligheder. Således kommer vi bredt omkring, ikke bare i kærlighed og knuste hjerter, men også mentale problemer i form af ensomhed, depression og livets udfordringer helt generelt, som vi alle sammen støder på som mennesker (“Fuck, I’m Lonely”, “Sad Forever” og “Modern Loneliness”). 

Derfor bliver teksterne også klart én af de største forcer ved Lauvs musik, fordi han skøjter elegant uden om de typiske, klassiske klichéer inden for pop-genren og i stedet leverer en række ægte, reelle budskaber til sit publikum. Hvilket er dejligt forfriskende og i høj grad tiltrængt.  

Desværre opstår der ofte en form for mismatch mellem netop teksternes sårbarhed og inderlighed og musikkens simple, elektroniske pop-produktioner og omkvæd. Det er absolut catchy og velproduceret, men det bliver også hurtigt lidt for pænt og poleret til, at man for alvor bliver ramt, hele vejen ind i hjertet, af Lauvs lyrik og musik. På trods af at der spilles på alle de rigtige tangenter. 

Eller måske skyldes det i virkeligheden, at Lauv er et produkt af en ny generation og æra inden for popmusikken – en art emo-pop – hvor både højtflyvende dur-omkvæd og lalala-melodier sagtens kan gå hånd-i-hånd med nedtrykthed og antidepressiver i ordlydenes rim. I så fald er Lauvs debutalbum et interessant skridt i en ny retning. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA