Den 56-årige trommeslager fra Meditasi blev kørt på hospitalet efter koncerten, hvor han kort efter blev erklæret død.
En koncert med det malaysiske rockband Meditasi fik en tragisk afslutning, da gruppens trommeslager kollapsede på scenen. Kort efter blev han erklæret død på et hospital. Det skriver People.
Læs også: Legendarisk rocktrommeslager er død
"Jeg skyndte mig hen til ham, men jeg kunne mærke, at han allerede var væk," fortæller forsanger Bakaruddin Daud til det malaysiske medie Berita Harian, der senere tilføjer:
"Jeg kaldte på ham og rørte ved ham, men der var ingen reaktion. Hans krop var allerede kold."
Bandet nåede dog kun lige at gå i gang med deres anden sang, før musikeren Raja Azreen Raja Talib pludselig kollapsede over sit trommesæt.
Trommeslageren blev kort efter båret om bag scenen og efterfølgende kørt til et hospital, hvor han blev erklæret død kort før klokken 23 lokal tid.
Koncerten løb af stablen den 18. juli som en del af den malaysiske festival Teruntum Rock Festival i byen Kuantan.
Læs også: Metalband lægger sag an: Er ikke en animegruppe for børn
"Han fik hjælp til vejrtrækningen, men han kom ikke til bevidsthed eller reagerede efter kollapset," fortæller Raja Azman Raja Taib, der er storebror til den omkomne trommeslager.
Trommeslageren har tidligere været indlagt med hjerteproblemer, og ifølge de malaysiske medier skyldtes dødsfaldet lignende problemer med hjertet.
Meditasi blev dannet i slutningen af 1980'erne, gik senere i opløsning og blev gendannet igen i 2015. I dag har bandet omkring 46.000 månedlige lyttere på Spotify.





