x
La Roux: Supervision

La Roux
Supervision

Pulterkammer med diskodrømme

GAFFA

Album / Supercolour Records
Udgivelse D. 07.02.2020
Anmeldt af
Simon Heggum

La Roux, som nu kun tæller den altoverskyggende, britiske multimusiker og sangerinde Elly Jackson, kom på mange musikentusiasters radar, da hun brasede igennem lydmuren med den brillante single ”Bulletproof” tilbage i 2009. I kølvandet på den succes har La Roux udgivet de to albums La Roux fra 2009 og Trouble in Paradise fra 2014, og man kan derfor ikke klandre kvinden for at være hyperproduktiv. Hendes nyeste skud fra hoften, som er Supervision, er dermed hendes kun tredjealbum på 11 år.

Og noget af det interessante ved Jacksons karriere, og La Rouxs eftermæle, er at musikken stadig holder den dag i dag. Hun var foregangskvinde for 10’ernes boom af synthpop, som nu er så stor en del af den kollektive fællesbevidsthed, at det næsten er svært at forestille sig, hvor frisk ”Bulletproof”, ”Tigerlilly” og ”In for the Kill” lød, da de udkom i 2009. Men trods genrens udvikling lyder de samme sange stadig lige så godt i dag, hvilket ikke kun skyldes Jacksons karakteriske stemme, men også det faktum, at hun og hendes tidligere samarbejdspartner Ben Langmaid virkelig kunne skrive gode popsange sammen.

Langmaid var, selvom han forlod gruppen kort inden den sidste plade, stadig med til at skrive sangene på Trouble in Paradise. Derfor er Supervision den første La Roux-plade, hvor Jackson står helt på egne ben. Og det er en ambivalent fornemmelse, for samtidig med at der egentlig ikke er sket ret meget i La Roux-land, er der alligevel sket nogle radikale ændringer. Ændringer, der desværre er med til at gøre Supervision den svageste La Roux-plade til dato.

For på Supervision har Jackson valgt at gå sin helt egen vej, og derfor har de ultrakreative synthindslag fra debuten og toerens spraglede instrumentering måttet lide for et lille, stramt hold, hvor Jackson selv spiller en stor del af pladens instrumenter. Det kan desværre høres, da alle pladens sange er utroligt enslydende. De funky Neil Rodgers-guitarer og de staccatoprægede synthindslag går igen på samtlige numre og får desværre størstedelen af pladens soniske landskab til at fremstå alt for enkelt og stramt. Dette sker i så høj grad, at det kan være svært at skelne sangene fra hinanden, når man lytter til det første gang. En mindre fastholdende lytter ville nok mene, at pladen fremstår direkte kedelig.

Og det er en skam, for mange af pladens bedste sange kunne med meget få ændringer fremstå som Jacksons bedste sange. Både ”Otherside” og åbneren ”21st Century” (med overraskende akkordskift) er hæderlige popsange, med en meget velsyngende Jackson, mens ”Everything I Live For” lyder som en soveværelsesproducer, der forsøger at genskabe Primal Screams’ Screamadelica.

Pladens højdepunkter er uden tvivl den lange, dragende afslutter ”Gullible Fool”, der starter som en flydende drøm og slutter i to minutters pågående instrumental bedroom-house samt har en af Jacksons til dato stærkeste vokaler. Et andet højdepunkt er den næsten perfekte ”Automatic Driver”, der trods sine beskedne mængde akkorder er et forrrygende flot stykke retropop, der får mig til at ønske, at hele Supervision holdt dette niveau. Omvendt er "International Woman of Leisure" et fejlskud, trods interessant trommeproduktion, da omkvædets staccato-nonsens og synthesizernes børnehavelyd gør sangen en bjørnetjeneste. Det er forsøgt cool - og nej, det er ikke cool.

Det er en skam, at La Roux fejler, når Jackson endelig skal stå på egne ben, men faktum er, at dette album er alt for enslydende, stramt og kompresset til at nå det høje niveau fra forgængerne. La Roux har altid været en spændende, interessant og underholdende lytteoplevelse. Men når man udsender en diskoplade, der lyder, som om den er lavet i et pulterkammer, så er det svært at indløse disse kvaliteter. Derfor bliver Supervision en frustrenrende og uskøn lytteoplevelse, trods de mange gode ting, der er at sige om den.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA