x
Caribou: Suddenly

Caribou
Suddenly

20 års elektro i fragmenteret dansefelt

GAFFA

Album / City Slang
Udgivelse D. 28.02.2020
Anmeldt af
Simon Heggum

Det er en ret fin tour de force at blive revet igennem de 43 minutters elektroniske musik, som canadiske Dan Snaith præsenterer på sin nyeste plade Suddenly, der er udgivet under hans mest kendte alias: Caribou. Snaith har siden start-00’erne udgivet rigtig mange plader under en række forskellige aliasser, der har den eksperimenterende elektronik til fælles. Men det gik for alvor hurtigt for ham, da han udgav Swim fra 2010 under førnævnte navn.

En plade, der blandede lige dele organisk popsangskrivning med en korporlig, elektronisk virtuositet og club-endenser. Snaiths særegne brug af cutting, samples og beatproduktion kan høres på både Swim og den glimrende efterfølger Our Love, som forenklede Caribous virkemidler og gjorde dem både mere tilgængelige og mere dansable. For det er, når Snaith pejler musikken mod house og techno, at han bliver mest interessant.

Og på Suddenly fortsætter Snaiths sin opprioritering af at gøre Caribous eksperimenterende lydunivers mere spiseligt. Alle numrene på pladen er sangbaserede og kunne sagtens skæres over en popskabelon, hvis man da selv havde lyst til at producere en plade af den natur. Og selvom Suddenly er det mest poppede fra Snaiths hånd, overhovedet, er det dog langtfra en selvskreven FM-basker. Dertil er Snaith simpelthen stadig for original og eksperimenterende – hvilket kun er et plus.

For der bliver virkelig leget med alt, hvad de sidste 20 års elektroniske musik har bragt på bordet, og det er, som om Snaith tager lidt af det hele, smider det op i luften og ser, hvad der stadig virker, når det rammer jorden igen. Suddenly er muligvis mere umiddelbar og mindre kantet end resten af Caribous diskografi, men den stikker også ud mod alle tendenser i elektronikken, hvor analoge klaverer, sære samples og pumpende technobeats afløser hinanden abrupt – oftest i løbet af samme nummer.

Suddenly kan du finde spøgelsesagtige samples fra fortidens gemmer, der bringer minder om de regnvåde gader på Burials Untrue. Du kan finde en blanding af analog instrumentation og moderne elektronik, som minder om Portisheads Third. Du kan finde en fin, blid sangskrivning og stemme, der minder om mange elektroniske soverværelsesprojekter fra 00’erne, og så minder hele pladens overordnede lyd mig, af en eller anden sær grund, om Mobys mesterværk Play.

Suddenly kunne sagtens være Snaiths egen Play, uden at den nogensinde når samme tårnhøje niveau. Faktisk når den ikke en gang Snaiths eget, tårnhøje niveau fra fortiden, da pladen oftest bliver for fragmentarisk, trods alle de gode byggesten. Mange af numrene er enten for korte eller ender først, når de rigtig får vind i sejlene. Hvilket er ærgerligt, når Snaith endelig lader sin bløde, personlige stemme gjalde ud på pladens samtlige sange. 

Åbneren ”Sister” løfter sig aldrig fra at lyde som en kort intro til resten af albummet, trods sine døsige synth-arpeggioer. ”You and I” besidder nogle decideret overraskende stemningsskift, der aldrig får lov at blive hængende længe nok og ender op med at lyde mere som gimmicks. ”Home” bliver en sær soulet mutant, der heller aldrig rigtig løfter sig fra sin iboende polyrytmik, da det lyder, som om Snaith vil for meget med de mange byggeklodser samtidig, selvom der befinder sig en herlig popsang i hjertet af samples-mysteriet.

Omvendt er førstesinglen ”Never Come Back” et fuldstændig fantastisk housenummer, der kanaliserer tidlig Underworld, selvom den fader i det sekund, den for alvor bliver fed, mens ”New Jade” er fortrinligt forvirrende elektronik, med breakbeat og harpesamples. ”Ravi” er en forvandingskugle af technorytmer og konstant opbyggende crescendoer, der gør, at sangen hele tiden eskalerer mod et nyt højdepunkt.

Suddenly er ikke det mesterværk, som både jeg og andre fans havde håbet på. Dertil bliver pladen simpelthen for fragmentarisk, udefinerbar og tænkt. Men samtidig er det også rart at høre, at legesygen er intakt, og det lykkes, med overvejende succes, endnu engang Snaith at blande sangskrivning med elektronisk musik, uden at miste Caribous personlighed. Og så er det skægt at lytte til en plade, der lyder som en kærlighedserklæring til al den eksperimenterende elektronik, der er blevet spyttet ud i stratosfæren, siden vi skiftede århundrede. Jeg kan kun give fire stjerner, men jeg vil stadig klart anbefale alle at gå på opdagelse i dette album. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA