x
Morrissey: I Am Not A Dog on a Chain

Morrissey
I Am Not A Dog on a Chain

Moz i en nøddeskal – fra højdepunkter til jammerdal

GAFFA

Album / BMG
Udgivelse D. 20.03.2020
Anmeldt af
Kristian Bach Petersen

”Congratulations. You have survived”. Sådan åbner Morrissey nummeret ”Knockabout World” og kunne dermed have skrevet en bidende og højaktuel sang om verdens tilstand, hvis ikke det hurtigt viste sig mest at handle om, at verden har behandlet den midaldrende indiecrooner dårligt.

Og sådan er det jo med Morrissey, der også igen pryder sit eget cover med et selvtilfredst politikerfjæs.

Albummet starter ellers med en overraskelse. Moz i synth-klæder. ”Jim Jim Falls” er en fabelagtig åbner, hvor et tight trommebeat, catchy keyboard og frontmanden, den notoriske konge af klynk, (måske) gør op med sin egen persona med de ironiske linjer ”If you are gonna kill yourself/then to save face, get on with it”.

”Love Is on Its Way Out” oser af velfungerende drama og patos. Det er dog svært ikke at falde over, at Morrisseys blik på verdens, og kærlighedens, forfald allerede i første vers rykker fra mennesker og over til dyrene. ”Did you see the sad rich/hunting down, shooting down elephants and lions”, lamenterer han om det, der tydeligvis står hans hjerte mest nær.

Motown-sangerinden Thelma Houston leverer vokal sparring på ”Bobby, Don’t You Think they Know?” Og det ender som en skøn og sleazy omgang, med hvinende 70'er-orgel og lummer saxofonsolo, hvor man nemt køber den spøjse tekst. En ren, beskidt perle.

Titelnummeret viser dog, at træerne ikke vokser ind himlen. En letbenet og halvfærdig melodi får lov til at underlægge den vanlige tirade fra Morrissey. ”I do not read newspapers/they are troublemakers”, og det er svært ikke at sidde med hovedet i hænderne, når den efterhånden stærkt højreorienterede stjerne klager over, at folk er efter ham ”Because of my views/because of the truth”.

”What Kind of People Live in these Houses?” giver vibe af klassisk The Smiths med en sprød guitar hen over en lidt klodset rimende tekst. Og så tager albummet et dyk. Der er for lidt bid i mariachi-blæserne på ”Darling, I Hug a Pillow”, og både produktion og instrumentering virker ærgerlig halvfærdig, og ”Once I Saw the River Clean” er mest et klodset opkog på Visage uden megen finesse.

”The Truth About Ruth” fortsætter albummets række af aparte sangtitler og byder med sin pianette-stil ikke ind med meget, og hvad meningen er med ”The Secret About Music” står uvist. Næsten otte minutter spøjs electronica-rodebutik, hvor det mest ophidsende er hovedmandens erkendelse af, at han er ”out of tune”. Eksperimenterende, bestemt. Vellykket i noget mindre grad. Som lytter er det endnu engang svært ikke at skrige på en producer, der tør sige Morrissey imod og give ham noget reel sparring på, hvad der fungerer, og hvad der ikke gør. Både musikalsk og lyrisk, hvor det flere steder virkelig halter.

Første halvdel af albummet indeholder noget af det bedste, Moz har leveret i de sidste 10-15 år. Den anden halvdel, not so much. Hans stemme virker i topform.

Hvis bare Morrissey kunne holde op med at være sådan en tvær og sær (halv)gammel stodder…


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA