x
Rock og metal i streamende strømme

I'll Be Damned, Black Oak County, Justify Rebellion, Freddy And The Phantoms, Streaming for Vengeance - Nordic Noise

Rock og metal i streamende strømme

Anmeldt af Keld Rud | GAFFA

Anden dag på Nordic  Noise lignede for mit vedkommende meget første dag, hvad angår de fysiske rammer, vejret og så videre. Lidt peanuts, et par gode IPA’er, en pc-skærm og nogle studiemonitorer for god ordens skyld. Og festivalstemningen? Ja, når man streamer live derhjemmefra, er der så afgjort en stemning, der bare er radikal anderledes end den, man oplever på en fysisk festival.

Men stemningen er der. Det foregår her og nu. Der kommenteres løbende fra andre, der også følger med derhjemmefra. Jeg ved godt, hvad jeg foretrækker, hvis jeg fik valget, men når det nu ikke kan være anderledes, var vi mange, der fik en stærkt tiltrængt dosis tråd.    

Justify Rebellion ***

Se fotogalleri af Justify Rebellion

Aftenens første band på Karosserifabrikken i Helsingør var Justify Rebellion fra Slagelse, der spiller thrash metal med det karakteristiske Bay Area crunch, som vi kender fra TestamentExodus og ikke mindst Metallica, som må være bandets største inspirationskilde. Visuelt stak de af. Bandets trommeslager, Nikolaj Ersbøll Ross, var flankeret af to gange Dannebrog, og leadguitarist Nikolaj Madsen havde en tanktop på suppleret af en butterfly. En kombination, jeg ikke har set før.

I forhold til deres andet album, The Ends Justify The Means, der udkom tidligere i år fik rytmeguitarist og leadvokalist Lukas Rautenberg behændigt bevæget sig uden om de utilsigtede blå toner. De fire musikere gik til den forestående opgave med stor kampgejst og var enormt fysisk nærværende, hvilket er ret imponerende, når man tager i betragtning, at koncerten foregik foran et tomt gulv. Bandet havde oven i købet situationen så meget under kontrol, at de knap et kvarter ind i sættet gav sig til at svare på spørgsmål fra publikum derhjemme bag skærmene.

Lyden var gennem hele deres sæt klar og tydelig. Jeg kunne godt have tænkt mig, at baggrundsvokalerne havde været mere afbalancerede. De truede med at vælte lydbilledet, når de indfandt sig. I meget af Justify Rebellions sæt var aftrykket fra Metallica meget tydeligt. På “Act the Fool”, der både inkorporerede nærmest Shadows-lignende guitarpassager, fuldemandskor og koklokke, kappede de dog navlestrengen til Hetfield og kompagni. Med den efterfølgende sang “The Summoning”  bevægede vi os mere over i boogieland helt i tråd med Volbeat 

Hvis man ser på de fire musikeres performance og leverance var det i den grad en mere end godkendt indsats, de lagde for dagen. De var på og havde rimeligt styr på deres shit. Justify Rebellion er hverken jordens eller Danmarks mest originale metalband. De steder, hvor de prøver at gå andre veje end thrash metallen, lykkedes det aldrig helt, mens det farer noget bedre, når de tager og holder sig inden for genrekonventionerne som på den velskårne “Prisoner in Time”, hvor riff og vokallinjer sidder i skabet. Det er selvfølgelig noget af et paradoks at stå med som band.

Pointen blev cementeret på den afsluttende “Ancient Pharao”, hvor der indledningsvis var lidt knas med guitarlyden. Justify Rebellion er i højere grad en troværdig kopi end en vellykket original.  

Freddy and the Phantoms  *****

Se fotogalleri af Freddy and the Phantoms

Andet band på denne dags udgave af Nordic Noise og første på festivalens anden scene, Black Box Live i Videbæk, var Freddy and The Phantoms, som lagde ud med “First Blood Universe” fra deres seneste album, det eminente A Universe From Nothing.

Uden at disrespektere Justify Rebellion skete der et markant skift i niveauet, da Freddy and The Phantoms gik på scenen. Bandet har deres egen lyd og virker ikke det mindste famlende. De tror på den mission, de er ude på i en sådan grad, at selv de mest tvivlende må lade sig omvende. Samtidig har de sangene, der skal til at trække stikkene hjem. Deres lyd var mange kilometer bedre, og der var kommet med mere produktion på den visuelle sammenlignet med gårsdagens koncerter fra Videbæk. 

Meget af sættet var taget fra bandets seneste udspil med enkelte afstikkere til det øvrige bagkatalog, og det forstår man godt, hvis man har in mente, hvor stærkt det album er.  

Indledningsvis var det især bandets storsvedende bluesrockere, der fik lov til at trække læsset. Men senere blev mere subtile sager som den flotte “Loners on the Run” også luftet. Anders Haahrs orgel var gennem hele sættet et lydelement, der virkeligt adskiller fra mange andre bands. Orglet er ikke bare med som noget, der er smurt ud i baggrunden for at få det hele til at glide lettere ned. Nej, det er en hjørnesten i bandets lyd, der flere steder får lov til at være lydbilledets midtpunkt.

Et af højdepunkterne fra A Universe From Nothing var også et af højdepunkterne i aftenens sæt. “The 11th Guest” har kvartettens hårdtpumpede bluesrock som base, men tager den i en mere melodisk retning.  

Gennem samtlige 43minutter var det indlysende, hvor stor en aktie bandet har i frontmand, sanger og guitarist Frederik Schnoors sjælfulde croon, der snoede sig om sangenes melodier som smeltet smør om en majskolbe. Hele bandet lagde en energi, en musikalitet og en spilleglæde for dagen, der gav en klar indikation af, at Freddy and The Phantoms nød at spille på trods af det lidt specielle setup, hvor publikum ikke var i samme lokale. Jeg glæder mig til, vi er på den anden side af denne lockdown, så jeg kan tage Freddy and The Phantoms i åsyn til en svedig dansk klubkoncert.  

Black Oak County ***

Se fotogalleri af Black Oak County

Jeg havde snitterne i næste band, Black Oak Countys debutalbum, som var ganske habilt, men desværre også et album med forsvindende få selvstændige idéer. Siden er Esbjerggruppen blevet til en trio og har udgivet deres andet album. Oven på Freddy and The Phantoms' imponerende sæt havde de tre musikere noget af en opgave foran sig. Stilmæssigt er det en tung heavy rock bandet arbejder med, hvor store svingende bluesriff konstant bliver hevet frem og viftet under næsen på lytteren. Rygraden i deres lyd og det, der fungerer bedst er de pentatoniske riff, som bandet lader til at have i overflod.  

Der, hvor det kniber mere for Black Oak Countys er når det kommer til at sætte de bastante riffklodser sammen med nogle omkvæd og ind i nogle arrangementer, der griber lytteren. Det skete ikke på noget tidspunkt i løbet af de 44 minutter, trioen spillede. Bassist og sanger René Hjelm har en vokal, der kan lyde noget fersk i sammenhængen, og baggrundsvokalen leveret af guitarist er for skødesløs arrangeret til, at det rigtig kan løfte numrene. Jack Svendsen havde flere soli, hvor han kæmpede med at spille det, han havde intentioner om at spille.

Muligvis var det den uvante situation, der antændte en eller anden form for lampefeber. Måske noget andet. Ikke desto mindre skal bandet prise sig lykkelige over, at de havde deres riffstykker som et helle, der konstant kunne redde dem, når en solo eller et omkvæd ikke sad helt, hvor det skulle. Og ikke mindst en fast klippe i trommeslager Mike Svendsen, der tilfører bandets musik et ordentlig skud energi.  

På opfordring fra publikum bag tasterne spillede trioen en ballade, “If You Only Knew”, der emmede af postgrunge. Sangen bestod blot af sang akkompagneret af guitar og var et meget kærkomment afbræk fra de ret enslydende midtempo-numre, Black Oak County indtil da havde luftet. 

Selv hvis det havde været en vaskeægte fysisk festival, og selv hvis der havde rullet en væsentlig højere promille i mit blod, tror jeg ikke min oplevelse af Black Oak County havde ændret sig betydeligt. Der er nogle ting i deres sangskrivning og i deres lyd, der spænder ben for, at de ting der rent faktisk fungerer, for alvor kan få luft under vingerne.  

I’ll Be Damned *****

Se fotogalleri af I'll Be Damned

Aftenens og sådan set hele festivalens sidste band var aarhusianske I’ll Be Damned. Jeg skal med det samme krybe til korset og bekende at mit kendskab til bandet og de to album, de til dato har udsendt er ret begrænset, og at dømme efter aftenens koncert er det helt klart en fejltagelse, der skal rettes op på.  

I’ll Be Damned kunne præsentere en ny line-up ved aftenens optræden. En ny mand i front, Mark Damgaard, og en ny mand til at styre slaget bag gryderne, Anders Gyldenøhr. Begge erfarne folk, der har slået deres folder i andre sammenhænge.  

Der var usandsynligt lidt slinger i valsen. Allerede fra første tone blev slået an, til sidste forstummede, indtog alle fem mand deres pladser og optrådte, som havde de spillet sammen i en menneskealder. Igen var der en tydelig forskel på niveauet fra foregående band. Hvad angår lyd, sangskrivning og stilsikkerhed. You name it. Der var en anden sans og kælen for detaljerne. Skønt det stort primært handlede om at smide nogle svinske og tunge riff i publikums retning. 

I’ll Be Damned spiller en metallisk rock’n’roll, der i den grad samler truck point. Selvom der er en vis variation i de angreb I’ll Be Damned udsætter lytteren for, er der fem toner, der i særdeleshed synes at vække deres begejstring. Trods det at de bruger de samme bluesbyggeklodser som Black Oak County, får I’ll Be Damned meget mere ud af dem. Deres sange virker ganske enormt helstøbte.   

Muligvis skyldes det også, at den maskine I’ll Be Damned styrer har mange flere gear. En sang som “Through the Walls” med sine markante staccato-riff og harmoniserede leadguitarlinjer er blot et eksempel herpå.       

Efter 38 minutter var det slut.  

Skal jeg kort opsummere på to afteners streaming festival, var det et spændende format at overvære. Det stiller nogle helt andre krav til de optrædende. Ikke mindst i forhold til, hvordan de sammensætter et sæt, adresserer publikum og bevæger sig på scenen. Ligesom det stiller nogle andre krav til dem, der skal afvikle lyd og lys.

Selvom streaming-format er en substitut for rigtige fysiske koncerter, har det også en helt unik indbygget evne til at nå ud over landegrænser og kommunikere med publikummer i mange lande på én og samme tid. Mit stille håb er, at det kunne være en af de ting, musikbranchen tager med sig på den anden side af den specielle tid.  

LÆS OGSÅ: Solid underholdning på streaming-metal-festivals første dag

Festivalen i Vibebæk er arrangeret af Michael H. Andersen i samarbejde med:

Anders Buch / AB Sound Productions
Rune Svejstrup, Rasmus Meyer og Danny Petersen / Idle Hands
Rene Brink / Main Hustler Production
Jeff Kwadwo Knudsen / JK Media
Daniel Friis / Lysdesign
Allan Guldborg / United Light & Sound

   


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA