x
Steen Jørgensen lod en lys sol skinne

Steen Jørgensen og Rune Kjeldsen, DR Koncerthuset, Koncertsalen, København

Steen Jørgensen lod en lys sol skinne

Anmeldt af Keld Broksø | GAFFA

DR Koncerthuset var glad for – endelig – at kunne byde velkommen til ”forsommerens første store rock-koncertbegivenhed,” men måske tog de munden for fuld: Steen Jørgensen bakket dygtigt op af guitarist Rune Kjeldsen var altså kun en duo, men hvilken en!

Jeg har skrevet det før og gør det gerne igen: Steen Jørgensen har ikke bare en af landets største rockstemmer. Når han begynder at synge, er der tilmed det helt særlige, at man bare er nødt til at lytte efter for ikke at komme til at ærgre sig grusomt over at gå glip af noget. Stemningsfuldt, varieret og pågående i sin indlevelse – uanset om vi er ude i noget fræsende post-punk-som i ”Boy Girl” eller i de stille, lyriske sentenser som i ”Tid er et sted”, ”…Like a Trance Like…” eller det andet uundgåelige Sort Sol-hit, ”Let Your Fingers Do the Walking”.

Min personlige favorit denne aften var den hårdt pumpede version af Velvet Undergrounds gamle ”White Light/White Heat” med samplede boksertrommer. Der var vilje og kræfter bag fremførelsen, men det var også det nummer, hvor jeg savnede et ”rigtigt” svedigt band mest. Et band, der kunne banke al luften ud af rummet, når nu materialet er til det.

Det er også her, balancegangen er sværest i duo-konstellationen, når man både vil det hårde og det bløde – uden at det knækker – og det storladne og det intense.

Uanset, hvad der skete, så blev intensiteten på sin plads. På mange måder passede intensiteten godt med, at Koncertsalen denne aften var nøje indrettet efter myndighedernes anvisninger med fokus på behørig afstand og sikkerhed. Der var derfor kun 500 billetter til salg, og man opdagede det kun, når de sædvanligvis bragende bifald i denne sal kun blev til høflig gestus i sammenligning med, hvad en fuld besat sal kan præstere. Til gengæld hørte slutbifaldene til de stående af slagsen.

Fuldt fortjent – for begge de herrer.

Rune Kjeldsen var sikkerheden selv til at bakke Steen Jørgensen op, og man sansede masser af erfaring, som han blandt andet har samlet op i både soloprojekter og i sammenhæng med navne som The Savage Rose, Hush, Aura, Poul Krebs, Trentemøller – og ja, Sort Sol.

Der er også SÅ meget historie forbundet med frontmanden, 61-årige Steen Jørgensen, selvfølgelig først og fremmest som forsanger hos de levende legender i Sort Sol siden 1977 (de første par år under navnet Sods).

Man fornemmer også den dag i dag en integritet og autencitet i aftenens optræden så mange år efter, hvor adskillige andre i tidens løb har været til fals for de nemmere løsninger, der kunne trække større publikum til.

Ikke Steen Jørgensen.

Han er tydeligt stadig en søgende, kunstnerisk sjæl, hvor det mere jazzede også er afprøvet med Ginman/Jørgensen, men også modige tolkninger af navne som Young, Cohen, Joy Division og Kraftwerk.

Kronen på værket i aftenens slut-ekstranummer, Sort Sols egen ”Holler High,” blev en passende tour de force, der for mig viste, at Steen Jørgensen først og fremmest er en rocksanger, som bare kan så meget andet også. Mens Steen Jørgensen lod en lys sol skinne i aftes for os med koncertunderskud, fik vi vist det hele med – og ”lidt til og meget mere,” for nu at citere Steen Jørgensens gamle ven, C.V. Jørgensen.

 

Sætliste

Marble Station

Midnight Train to Summer

Next Century

Fresh As a Sweet Sunday

A Knife For the Ladies

Yesterday Is Here

Marguerita

Boy Girl

In The Garden

Excaliber

Kiss the Streets

…Like a Trance Like…

Stuck to My Gun

Let Your Fingers

White Light/White Heat

Tid er et sted

Ockhams ragekniv

Holler High


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA