x
Biffy Clyro: A Celebration of Endings

Biffy Clyro
A Celebration of Endings

Stærk stadion-indie – med livrem og seler

GAFFA

Album / Warner
Udgivelse D. 14.08.2020
Anmeldt af
Kristian Bach Petersen

”This is the sound that we make” gjalder det ud hen over en rocket og overraskende synthy ”Instant History” midt på skotske Biffy Clyros niende album, og det må man i den grad sige, at det er. Biffy Clyro har efterhånden destilleret deres sound og styrker ned til kompakt størrelse. En Biffy Maggi-terning. Dette album er den intense fond. Der er så godt som ingenting, der overrasker, men til gengæld spilles der på alle de dyder og tangenter, som de tatoverede stadionrockere mestrer.

Det betyder numre, der lidt groft kan sorteres i to kategorier: følsomme rockballader og bombastisk stadion-indie, hvor frontmand Simon Neils kraftfulde vokal får lov til at folde sig ud, både i primale skrig og mere dæmpede toner.

Den sidstnævnte gruppe er klart den største, og her finder man åbneren ”North of No South”, hvor det storladne vers krydres med lidt finurlig vocoder-lyd på koret. Også ”The Champ” laver små fine krumspring, som når omkvædet lige ad tre gange gentager de sidst-sungne ord i en meget høj falset – og dermed balancerer på en Queen-knivsæg, men lige holder. På ”End Of” hugges der bare tungt igennem, og på klassisk Biffy-facon laves små breaks, hvor de tre bandmedlemmer lige kan få lov til at spille med musklerne. Nummeret starter også på en for bandet signatur-facon, som i denne sammenhæng snildt kan spores mindst tilbage til Puzzles fra 2007, med abrupte staccato-riffs, inden sangen kommer op i tempo.

Numre som singleforløberen ”Tiny Indoor Fireworkers” og den melodiøse ” Worst Type of Best Possible” fungerer 100 procent. Pompøst, velklingende og med de der store omkvæd, som skriger på at blive skrålet med på.

”Space” er kongeeksemplet på en Biffy-ballade, og nummeret får den helt store stryger-tur, for findes der noget, der understøtter patos og linjer som det? Nej vel? Indimellem bliver det dog sat noget på nem formular. ”Weird Leisure” lyder meget som opkog på en godt brugt opskrift, ligesom ”Opaque” i mistænkelig grad læner sig op ad bandets 10 år gamle ”God & Satan”.

Hvis man satte en algoritme til at finde den ideelle Biffy Clyro-sound, kunne det sagtens lyde som A Celebration of Endings, men lige netop det gør, at det ikke er den perfekte Biffy-plade. Man savner overraskelser, og at et så stærkt og sammentømret band tør vige lidt fra det sikre. Når det er sagt, skal der ingen tvivl være om, at Simon Neil og brødrene Johnstone er eminente leverandører af episk rockmusik, og A Celebration of Endings er et potent udspil.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA