x
Dansk rocks eminence giver lektion i kærlighed og perfekt lyd

Tim Christensen, 5700 Summer, Svendborg

Dansk rocks eminence giver lektion i kærlighed og perfekt lyd

Anmeldt af Adam Bouttai | GAFFA

Trods stille forhåbninger er der inden showstart et mindre tomrum på scenen. Man må denne aften leve med, at Stratocasteren fra Dizzy Mizz Lizzys formiddags-surprisekoncert er erstattet med en Hummingbird. Effekt-pedalarsenalet vidner fra koncertens tidlige minutter dog om, at halv-akustisk ikke behøver være kedeligt, tværtimod. Ikke når bagmanden er dansk rocks eminence numero uno

Christensen præsenteres da også af konferencieren med festivalens vel nok længste introduktion til 5700 Summers hovednavn. Det er historien om den langhårede rock 'n' roller, der debuterede i en tidsalder, hvor grunge-musikken definerede den danske ungdom anno 1993 og overraskede alt og alle som en uudtømmelig skattekiste for vellyd. 

En af sommerens absolut bedste lydoplevelser

Stemmen er umiskendelig og nummeret ligeså på åbneren "Barbedwired Baby's Dream”. Det tegner allerede rigtig lovende med et bagkatalog, de færreste i nationen ikke har skrålet med på igennem hele deres ungdom. Christensen er en mastodont, på hvis skuldre Danmarks ubetingede kærlighed hviler, høj som lav, ung som gammel, borgerlig som royal. 

Perfektionisten Christensen leverer denne alternative festivalsommers måske allerbedste lydoplevelse, omend i et lidt roligere decibelniveau, hvor de medbragte ørepropper må gemmes til en anden god gang. Det er måske ikke meningen, at man skal kunne høre yderst respektfulde sidemænds stille hvisken, når der er dansk rockhistorie på programmet, og lidt susen for ørene i en uge eller to kan sagtens have været det hele værd. I aften er det dog den gode og rene lyd, der er er i fokus.

Det tyve år gamle "Love Is A Matter Of…” bliver eneste nummer fra solodebuten Secrets on Parade. Der leveres fejlfri falset i sangen om en tematik, der er tidløs. Med utallige afstikkere til musikhistorien er det tydeligt, at al musik i artistens univers omhandler denne skøre lille ting kaldet kærlighed. Der ryger da også nogle arme rundt omkring ægtefællerne for de fem hundreder indviede koncertgæster. Der gives ekstra juice på tracket med fin reverb på pedaleffekterne, hvor Christensen på ypperste maner tilsætter tilpas nok bas til, at man føler, at man lever, uden at man dog bliver blæst over af lydmuren.

Kærlighedserklæringerne til musikken står i kø

På "Isolation Here I Come” tilsættes Christensens stemme et analogt filter, der muligvis er den mindst tilfredsstillende brug af effekter denne aften af den grund, at der for første og eneste gang i løbet af aften ikke er fuldstændig krystalklar lyd igennem. Nuvel, det er tilsigtet og tyder på en kunstner, der ikke blot kommer med en sætliste, der lige så godt kunne have ligget lamineret i tourbussen på tyvende år. Dertil er spilleglæden og kreativiten simpelthen for stor.

En heftig omgang western-rundgang får lov at dundre på "In the Blood", der dog excellerer mest på baggrund af en kærlig underspillet hyldest til nyligt afdøde Bent Fabricius-Bjerre med inklusion af "Olsen Banden-temaet". Christensen tager alle stik hjem, og kærlighedserklæringerne til dansk musiks nestor præsenteres så low-key og smukt, at der med sikkerhed er blevet kastet ekstra stjernestøv på koncerten fra himlens "Hall of Fame" af hele Danmarks huskomponist Bent Fabric. 

Christensen er dog slet ikke færdig med at trække sangskatte ind i sin sætliste med anerkendende nik til alt fra Grethe & Jørgen Ingmann over Gary Portnoy til forfædrene i The Beatles på coveret "Getting Better" i en medleyudgave med "With a Little Help from My Friends".

Som koncerten skrider frem, og solen stiger ned af himmelbuen, kan scenens lysopsætning komme til orde på "Jump the Gun". Tracket kan simpelthen ikke andet end få mænd og kvinder i alle aldre til straks at gå ud og investere i et styk luftguitar og støve Honeyburst-albummet af. "Whispering at the Top of My Lungs" gør brug af aftenens stærkeste effekt med ekko på vokalen og lægger et sterilt snit i lydmuren på de helt rigtige tidspunkter. Den efterfølgende solo bevidner blot, at Christensen er en sindssyg guitarist, der ikke kan ramme en tone forkert, selv når skalaerne er skæve. 

Han er en enmandshær, og der er vredet maksimale mængder rock ud af et relativt lille antal artefakter på scenen. Man får næsten lyst til at citere John Lennon: "Jeg er en kunstner. Giv mig en tuba, og jeg skal nok få noget ud af det." På samme vis så kræver Christensen ikke det vilde elektricitetsforbrug for at kunne skabe rock af den uforglemmelige skuffe med overskriften: Giv ham en westernguitar, og han skal nok rocke publikum i deres grundvold.

Tour des chambres i dansk rockmusik
Naturligt ryger et nummer som "Get The Fuck out of My Mind" for spærregrænsen. Det er ikke lige den type rockfest, og fred være med det. Det er ikke fordi, at der de facto skal sættes ild til en Stratocaster, alt imens en guitarist i en lilla tåge ruller rundt på scenegulvet under sin firsindstyvende guitarsolo. Rockkonventionerne bliver da også yderligere brudt med anekdoter om en rocklegende, der bliver akavet over for en royal super-fan og dukker sig ved tanken om, at datterens musiklærer må gribe til de helt voldsomme akkordprogressioner for at imponere ved lejrbålet.

Christensen viser, at han er menneskelig, men samtidig at han kan håndtere den seksstrengede på overmenneskelig facon. Der spilles en vis legemsdel ud af bukserne, uden at der af den grund fældes så meget som en svedperle. Sangeren og guitaristen modtager sin anden ud af tredje totale stående ovation, inden at "Silverflame" lukker og slukker hans tour des chambres i dansk musiks levende rockmuseum. 

75 minutters akustisk rock-seance udvikler sig mod endegyldig sejr. Ja, selvfølgelig er det ikke Dizzy Mizz Lizzy, men med en surprise-koncert tidligere på dagen, så er det mere end accepteret, at det tungere udtryk gemmes til aftenerne med vennerne. Trods frygt for, at denne aften kunne være endt som en omgang leverpostejfarvet gammelmandsrock, der mest af alt er besøgt for nostalgiens skyld, så er resultat ganske anderledes.  

Det er umuligt at sætte en finger på noget teknisk. Lyden er ikke oplevet bedre under denne festival, vel nok hele denne sommer. Pedaleffekterne bruges med stærkeste kraft. Reverb, delay og echo løfter numrene op i høje luftlag. Men musik kan blive for perfekt og rent i udtrykket. Det er dog ikke noget, jeg kan klandre lige netop denne koncert for, da Christensen gør alt, hvad der står i hans magt for at tvinge mest muligt rock ud af de akustiske strenge. Det lykkes i den grad, uden at man som koncertgænger føler, man blot er blevet serveret light-versionen. 

Christensens anekdoter er morsomme, hitparaden er uundgåelig, lyden perfekt, og crowden er i fuldkommen sync med den gode rocksangs poster child. Folkedomstolens jubel er ikke til at tage fejl af, og også jeg må overgive mig. Dansk rockhistorie i akustisk format bliver ikke meget større.

Sætliste:

"Barbedwired Baby's Dream"
"Never Be One Until We're Two"
"Love is a Matter of..."
"Isolation Here I Come"
"Made to Believe"
"Love Is a Loser's Game" 
"In the Blood" v. "Olsen Banden Tema" (Bent Fabricius-Bjerre Cover)
"Getting Better" v. "With a Little Help from My Friends" (The Beatles Cover-medley)
"Superior"
Intermezzo: "Dansevise" (instrumentalt Grethe og Jørgen Ingmann-cover)
"Where Everybody Knows Your Name" (Gary Portnoy-cover)
"Right Next to the Right One"
"Jump the Gun"
"Whispering at the Top of My Lungs"

Encore:
"Silverflame"


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA