x
Grumpynators: Still Alive

Grumpynators
Still Alive

Mere død end levende

GAFFA

Album / Mighty Music
Udgivelse D. 28.08.2020
Anmeldt af
Keld Rud

Københavnske Grumpynators har siden 2011 serveret deres mikstur af rockabilly og punkrock tilsat et subtilt drys metallisk rock i ny og næ. Det er tempofyldt musik, der snarere taler til den indre fåreklapper og blomsterplukker end voldspsykopat. Musikken er simpel og bygget op omkring nogle hooks, der som en parringslystig teenager ivrigt forsøger at trænge sig ind i lytteren.

Deres tredje album består af ti sange, der med titler som ”Yesterday”, ”Still Alive”, ”All I Want” og ”Back on the Road” vidner om, at det ikke er tekstskrivningen og navngivningen af sange, bandet bruger mange timer på. Tematikken er nogenlunde så lige ud ad landevejen, som man overhovedet kan komme.

Hvis der er en pointe, man kan tage med sig fra Still Alive, er det, at den linje, der går mellem enkel og banal, mellem minimalistisk og tarvelig, ikke på nogen måde er hårfin. Grumpynators er i hvert fald mange mil på den forkerte side af den. ”Less is more” fungerer kun som mantra, hvis man bygger sin stilistiske sparsommelighed op på et fundament af virkelig stærkt materiale. I Grumpynators' tilfælde skal man desværre kigge langt efter de gode sange. Idéerne er fraværende. Jeg tror sådan set, at bandet er klar over, hvad basal sangskrivning handler om. De evner det bare ikke selv.

Melodilinjerne er gennem hele albummet komplet forudsigelige og klinisk renset for enhver form for harmonisk, rytmisk eller melodisk spænding, der kunne gøre materialet interessant. Jeg var ved at få kaffen galt i halsen mod albummets slutning, da Grumpynators hiver et metalriff frem halvvejs inde i ”Back on the Road”. Her er der noget af den efterlyste spænding. Her er der noget på spil. En kontrast til den lalleglade pubrock.

”Blood and Bones” er det tætteste, firkløveret kommer på en mindeværdig komposition på Still Alive. Sangen er forsynet med nogle metalmuskler og et omkvæd, der har mere melodisk tyngde, end man finder på de øvrige sange.

Produktionen på Still Alive skal have rosende ord med på vejen, og bortset fra leadvokalen er den musikalske kunnen også godkendt. Forsanger Emil Øelund har en hæs raspende røst, der er hevet ud af tekstbogen for melodisk punket rock. Desværre er hans fraseringer gumpetunge, og hans stemme savner karisma og autoritet.  

Selvom jeg ikke ser mange grunde til at tilbringe tid sammen med Still Alive, er jeg ikke i tvivl om, at der nok skal være et publikum for Grumpynators i det danske land. Præcis ligesom der i mange år frem vil blive sunget børnesange i landets vuggestuer og børnehaver.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA