x
Elvis Presley: Elvis: That's the Way It Is

Elvis Presley
Elvis: That's the Way It Is

Kongen i sit livs form

GAFFA

Film /
Udgivelse D. 13.08.2020
Anmeldt af
Espen Strunk

”Tal om ADHD”, hvisker min ledsager til mig i Megascope Horsens i aften – og taler om manden med den spraglede satinskjorte og de store solbriller oppe på lærredet. Sandt er det da også, at det er en Elvis Presley i hyperenergisk storform, som kan opleves denne aften, hvor en række danske biografer for en enkelt aften blænder op for den 50 år gamle koncertdokumentar Elvis: That's the Way It Is.

Filmen fanger en 35-årig Presley i sit livs form – og på ganske slap line – 14 år efter gennembruddet, og syv år før kongen forlod denne verden med et imponerende udvalg af receptpligtig medicin i sit hårdt prøvede system.

Allerede her ved 70’ernes begyndelse har Presley antagelig været fanget i den onde cirkel mellem uppers and downers – amfetamin-præparater til at komme op i gear og barbiturater til at komme ned igen, gavmildt ordineret af stjernens personlige læger.

Der er dog endnu ingen nedtur at spore her, hvor vi over 1 time og 35 minutter møder Elvis midt i karrierens bedste år. I øvelokalet i Californien, i forberedelsesfasen til et residency i Las Vegas – og endelig i en længere, forrygende koncertoptagelse klippet sammen af seks forskellige shows på International Hotel i Las Vegas.

Det er Elvis, som vi kender ham – med hvid buksedragt, i knæ for at kysse eksalterede kvindelige fans og i front for sit eminente backingband i sange som ”Patch It Up”, ”Heartbreak Hotel”, ”Suspicious Minds”, ”Don’t Be Cruel”, ”Love Me Tender”, ”Pork Salad Annie” og utallige andre.

Fantastisk tidsbillede

Ved gensynet her i 2020 er Elvis: That's the Way It Is imidlertid mere end dét: filmen fremstår som et fantastisk tidsbillede, hvor det kulturelle ikon og klichéen Elvis Presley kommer til live, og man faktisk forstår, hvorfor netop denne drengerøv fra Tupelo, Mississippi steg op til superstjerne-status.

Vi oplever Presley klovne rundt i øvelokalet, hyggesnakke med korpigerne og kaste sig ud i dengang helt nye sange som The Beatles' ”Get Back” og Paul Simons ”Bridge over Troubled Water”. Og vi ser den euforiserende effekt, Elvis har på publikum, da han endelig materialiserer sig på scenen i Vegas og kaster sig ud i knivskarpe leveringer af sine største hits.

De mange uptempo-sange i den sammenklippede koncertoptagelse skaber en noget hektisk kadence, hvor det ene ekstatiske klimaks afløser det foregående. Stærkest virker Elvis – som altid – i de langsommere, ofte mere country-orienterede, indslag.

Fuldstændig formidabel er eksempelvis ”In the Ghetto”, foruden fragmenterne af ”Words” og ”Mary in the Morning”, og man havde gerne lagt øre til flere af de fremragende studieoptagelser, Elvis og bandet indspillede i netop denne periode.

I stedet får vi, forventeligt nok, Elvis som vi kender ham – hvilket i sagens natur også er en kongelig oplevelse.  


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA