x
The Killers: Imploding the Mirage

The Killers
Imploding the Mirage

Ærgerligt letbenet poprock med masser af lir à la Vegas

GAFFA

Album / Island Records
Udgivelse D. 21.08.2020
Anmeldt af
Kristian Bach Petersen

Amerikanske The Killers er tilbage og for første gang helt uden bidrag fra den originale guitarist Dave Keuning. Til gengæld har bandet producer Shawn Everett (Julian Casablancas m.fl.) og Jonathan Rado fra Foxygen bag knapperne.

De åbner ballet med ”My Own Soul’s Warning”, en langsomt startende tonser af en sang, der mere sparker døren ind end banker høfligt på. Alligevel giver den polerede synth på nummeret en mærkelig bismag af Melodi Grand Prix. Med det samme filter på lyder ”Dying Breed” også ret meget som frontmand Brandon Flowers, der tackler Springsteens klassiske ”Born to Run”. Det stemmer fint overens med The Killers' DNA, der består af cirka fifty-fifty bombastisk amerikansk rock og britisk 80'er-synth.

Det amerikanske hjerteblod takles med den storladne schwung, som Brandon Flowers og The Killers er så gode til… når de rammer plet. Det sker desværre ikke hver gang, og uden at nedgøre et hæderligt bagkatalog, så nok også mindre og mindre siden eminente Hot Fuss.

Bedst fungerer det, når The Killers giver deres hjemby Las Vegas et skud med den melankolske linse, som den melodiøse og stærke ”Blowback”. Singleforløberen ”Caution” er også en ren perle. Musikalsk, ikke mindst på guitaren, er der ekko af Tom Petty, og lyrisk er det ren Carpe Diem, men mirakuløst bliver det hverken pinligt eller banalt.

”Her momma was a dancer/And that's all that she knew/'Cause when you live in the desert/It's what pretty girls do” lyder det om livet i hjembyen Las Vegas, imens Flowers smider forsigtighed ud af en cabriolet i høj fart, og legenden Lindsey Buckingham supplerer på strengene. Det er den form for neonklædt americana, som The Killers ind imellem bare rammer lige i solar plexus.

Desværre dykker albummet efter en solid start. ”Lightning Fields” virker underligt søgende og, ligesom ””My God” og ”When The Dreams Run Dry”, sovset unødvendigt ind i mange lag klaver og kor. Samtidig bidrager k.d. langs tilstedeværelse ikke synderligt, og hvis man ikke spidser ører, misser man hende, hvilket er ærgerligt.

”Fire in Bone” er en uelegant funk-sag med alt for markant bas og spøjse filtre på vokalen, imens ”Running Towards a Place” får en weird og noget tung klang af Dire Straits. Sangene er simpelthen ikke stærke nok og drukner frustrerende i produktion.

Kongeeksemplet er titelnummeret, der symptomatisk lukker albummet. Wacky staccato melodi og enormt svulstige effekter giver nok en gang stemning af Eurovision, så man får lyst til højt at råbe ”Play Jaja Ding Dong… eller i det mindste bare Mr Brightside!”. Det er cirka så tæt på et selvmål, man kan komme og sætter en tyk streg i ørkensandet under, at dette det sjette udspil fra The Killers, trods gode takter, ikke bliver mere end en halvgod luftspejling.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA