x
Katy Perry: Smile

Katy Perry
Smile

Opløftende album fra Katy Perry er også fyldt med … fyld

GAFFA

Album / Capitol Records
Udgivelse D. 28.08.2020
Anmeldt af
Sara Elisabeth Nedergaard

Katy Perry forsøger med sit femte album, Smile, at genopstå efter det helt forfærdelige Witness-album, som jeg havde den misfornøjelse at uddele en enkelt stjerne til tilbage i 2017. Jeg har det – med undtagelse af førnævnte album – egentlig helt fint med Katy Perry. Hun kan ikke synge to save her life, men herregud, det er der så mange store popsensationer, som ikke kan.

Singlen og albumåbneren “Never Really Over” cementerer egentlig nok, hvordan jeg har det med Katy Perry. På grund af sine manglende vokale talenter har hun en tendens til at skrige frem for at synge (”Daisies”, ”Resilient” m.fl.). Men det er der fandeme også noget over. Hun er en dygtig popsnedker med insisterende hooks og tekster, som man kan synge med på ved allerførste lyt. Og når pophooket sidder lige i skabet, gør hun mig sgu lidt glad i låget.

Der er en del fyld-numre på Smile: ”Tucked”,  ”Not the End of the World” og ”Teary Eyes”, for bare at nævne nogle stykker. Det rejser lidt spørgsmålet: skulle flere store kunstnere ikke åbne øjnene for andre formater end de her skide fuldlængdealbum, som ofte falder på for meget fyld? Bare en tanke. Men der er også nogle skønne popnumre på Smile.

De hæderlige

”Champagne Problems” har en Charlie Puth-esque basgang, som altid er lækker på en popproduktion som denne. I selskab med strygere og en overproduceret falset virker dette nummer helt efter hensigten. Så er det egentlig ligegyldigt, at både bas og strygere sikkert er synthbaserede, og at Perrys vokal igen-igen er AutoTunet til ugenkendelighed. Det er pop, og det fungerer.

Og minsandten, om ikke Charlie Puth står krediteret som både co-sangskriver og co-producer på den mere r&b-baserede ”Harleys In Hawaii”. Om det er en god idé at sætte Perrys vokal ind i et r&b-univers, kan jeg blive lidt i tvivl om. Men nummeret er laid back og lækkert. Og igen: det er det, vi har Katy Perry til: at forkæle vores øregang med ligegyldig pop. Mission accomplished på ”Harleys In Hawaii”. ”Only Love” opnår det samme og giver os behagelig og ufarlig pop, om end Perry sikkert forsøger at være oprigtig og følsom på dette nummer.

På ”Cry About It Later” afviger Perry faktisk bare en my (og vi taler virkelig en nano-my) fra sin lyd ved at have en smule frasering (ja, sgu) og en nærmest Blondie-esque diskolyd gemt. Og så kom der søreme også en elguitar på. Om det fungerer, er jeg faktisk lidt i tvivl om, men det er da lidt interessant med noget bare en smule nytænkende fra Katy Perry.

De værre

Titelsangen “Smile” kunne, i tråd med albummets cover, som viser Perry som en klovn, lede tankerne hen på Charlie Chaplin (både grundet filmen Modern Times og Chaplins klovnede tilstedeværelse). Hvor jeg havde håbet på en inderlig ballade, får jeg i stedet albummets absolut mindst interessante skæring, som lyder som noget, man kan høre som opløftende og ligegyldigt nummer ved rulleteksterne til Sex & The City 8.

Albumlukker ”What Makes A Woman” er som snydt ud af næsen på Billy Joels “She’s Always a Woman”, hvilket forhåbentlig er hensigten. ”I need tissues for my issues” er klassisk Perry, om end teksten ikke når op på ”Do you ever feel like a plastic bag”-højder.

Igen: Katy Perry er lidt en karikatur af en popstjerne med håbløse tekster, en vokal flere mil under standard og bombastiske produktioner. Men når hun rammer popguldåren, rammer hun den head on. Der er en håndfuld gode popnumre på Smile. Men der er også noget værre makværk. Så vi lander på en middelkarakter, som må siges at være en fremgang for den kære Katy Perry.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA