x
Metallica: S&M2

Metallica
S&M2

Symfonisk overflødighedshorn

GAFFA

Album / Universal
Udgivelse D. 28.08.2020
Anmeldt af
Keld Rud

Den tid, hvor livealbums var markante milepæle i et bands karriere, ligger efterhånden 40 til 50 år bag os. Albums som Alive, Made In Japan og Frampton Comes Alive har for henholdsvis Kiss, Deep Purple og Peter Frampton været lige så store eller større kommercielle succeser som mange af deres studiealbum. Ikke desto mindre lykkedes det for Metallica for 20 år siden at indskrive sig i rækken af kunstnere, der kunne sælge massive mængder liveplader, da de udgav deres optræden sammen med San Fransiscos Symfoniorkester under titlen S&M.

Kunstnerisk var det måske en lidt mere tvivlsom affære. Jeg var ikke den eneste, der ikke var ganske overbevist af resultatet af samarbejdet. Flere anmeldere var noget lunkne over for Metallica tilsat strygere. Ikke desto mindre har Metallica valgt at markere 20 års jubilæet med en ny koncert med symfoniorkestret, der meget kreativt har fået titlen S&M2. Der er naturligvis endnu en gang tale om en maratonkoncert, der truer med aldrig at slutte, for i Metallica-land er alt, der er værd at gøre, også værd at overgøre.

Ikke overraskende er der dømt genvalg til mange af sangene, der endnu en gang bliver udsat for symfonisk overgreb. Og indrømmet i nogle tilfælde fungerer det rent faktisk overraskende godt. Lad os vende opmærksomheden mod disse først. Ligesom for tyve år siden er det ”The Ecstasy of Gold” efterfulgt af ”The Call of Ktulu”, der åbner ballet. Netop denne instrumentale metalklassiker står sig godt i mødet med strygere og pauker. Ligeledes bliver ”For Whom The Bell Tolls”' tyngde ganget med tusinde i kraft af akkompagnementet fra det talstore orkester.

”All Within My Hands” fra meget udskældte St. Anger gennemgår nærmest en genfødsel og er i mødet med en mere nuanceret og fintfølende instrumentering en nærmest splinterny sang, der vokser til noget ret enestående. På St. Anger var der næppe mange, der bed mærke i sangen. Her er det et albumhøjdepunkt. ”The Iron Foundry” er et forsøg med at lade Metallica spille med på en symfonisk komposition. Det lyder ikke ulig noget af det pionerarbejde, det ulykkeligt oversete tyske band Mekong Delta lavede i 80'erne og 90'erne. Såvel orkester som metalband slipper fra denne øvelse med æren i behold.

De tilfælde, hvor mødet mellem metalband og symfoniorkester ikke er nær så vellykket, kan inddeles i to kategorier. I den ene falder de aggressive pågående numre, hvor strygere nærmest bare er klasket oven på det eksisterende nummer med samme fornemmelse for subtile virkemidler, som Phil Spector udviste, da han sølede Beatles-albummet Let It Be til med overdådige orkestrale arrangementer.

Som førnævnte Mekong Delta og norske Dimmu Borgir har vist, kan der skabes noget helt unikt, når man sætter hæsblæsende heavy metal i selskab med et symfoniorkester. Den ellers effektive ”Moth Into the Flame” er tilsat det symfoniske element lidt af en vanskabning, der lyder kaotisk på en måde, der ikke gør noget godt for hverken metalband eller symfoniorkester.

Den anden kategori er sange, der i forvejen er trukket langt ud over deres rimelige længde, noget Metallica ofte har gjort sig skyldige i. Med orkestrering er der ingen af disse, der virker mere dynamiske eller energiske. Tværtimod trækker det pinen ud. Det åbenlyse eksempel er ”The Outlaw Torn”. En sang, der allerede tager en simpel idé og strækker den ud over ti søvndyssende minutter.  

S&M2 er ikke så intimt et set-up som 1’eren. Det bidrager bestemt sine steder med atmosfære, at et stort publikumskor skråler med på de mange kendinge. Som pakke er S&M2 med såvel billed- og lydside og mere end to timers musik valuta for pengene. Men det kommer med den hage, at der er for mange overflødige minutter.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA