x
Uffe Lorenzen: Magisk realisme

Uffe Lorenzen
Magisk realisme

Psykonauten samler trådene på tredje soloalbum

GAFFA

Album / Bad Afro
Udgivelse D. 11.09.2020
Anmeldt af
Espen Strunk

”Jeg gør det her for min egen skyld”, bemærkede Lou Reed engang skarpt til undertegnede. ”Hvis du er heldig nok til at være i nærheden, er det godt for dig – hvis ikke, er det bare ærgerligt”, tilføjede han. Uden sammenligning i øvrigt synes den efterhånden 49–årige Uffe Lorenzen at arbejde efter nogenlunde samme devise – hvilket er absolut positivt ment. Ganske uafhængigt af modestrømninger, fikse idéer eller forhåbninger om at ramme bredt udfolder Lorenzen sig i sin egen niche af flippet og stærkt 1960’er-inspireret rockmusik – og gør det godt. Jeg var vild med den sene solodebut Galmandsværk; Triprapport lagde sig i logisk forlængelse – og nu er Lorenzen så klar med tredje soloalbum, hvor den 12-strengede, akustiske guitar er lagt til side til fordel for et mere rocket musikalsk modus.

”Caminoen” er regulær årgangs-Lorenzen i sin kombination af Neil Young-lyd og københavner-kolorit, hvor sangskriveren ramt af længsel tager lytteren med på gåtur gennem sin by: ”Jeg gik ud fra Holmbladsgade og ind mod Christianshavn – fik en øl på Haabet og en mere for mit savn” hedder det, og siden: ”her på Vesterbro kendte jeg en pige / som altid sad i sin vindueskarm og røg sin weed / men jeg gik op ad en bred allé / helt ud til Frederiksberg”. Det er Lorenzens egen hverdagsmytologi – leveret med mandens karakteristiske aura af umiskendelig autenticitet og musikalsk stilsikkerhed.

Det sidste er en ikke uvæsentlig pointe – for i rockmusikken er kunstneren en del af sit eget værk i en grad, som er helt særlig for netop denne kulturelle udtryksform. Og netop derfor virker Lorenzens unægteligt anakronistiske univers også vedkommende og medrivende: Det er ikke en stiløvelse, men noget, manden rent faktisk er – hvilket i sig selv er forfriskende og sympatisk. Det skader selvfølgelig heller ikke, at musikken og sangskrivningen faktisk holder, indenfor den udstukne ramme.

Helt vidunderlig er Lorenzens coverversion af ”Tornerose” fra 1973 – håndplukkede coverversioner er en hel lille tradition i Lorenzen-land, og fortolkningen af Trilles socialrealistiske eventyr fra ’73 er decideret fremragende: ”Tornerose har hentet sit børnetilskud / på kommunekontoret / hun har købt ind og stadset sig ud / for tænk hvis prinsen kom til bordet / fuglen fløj, hækken voksede høj / høj som et højhus ved Bellahøj”.

I Lorenzens egne sange er den psykedeliske rusoplevelse stadig et tilbagevendende tema – gerne i kombination med en dosis samfundskritik. Eksempelvis i den fine ”Stjernestøv” – et blandt flere fornemme eksempler på den erfarne psykonaut Lorenzens særlige evne til både at få øje på og formidle trippets poesi: ”Vi er kosmiske væsener / af kød og blod og ben / overlevende mennesker i et umenneskeligt system / vi er stjernestøv og poesi / mindreværd og melankoli / Vi har navne, CPR og NemID / men vores virkelige længsler kan ingen andre se”.

Fra et lidt mere jordbundent sted kan man kort sagt konstatere, at Lorenzen stadig holder stilen her på tredje soloudspil: Et rigtig fedt album, hvor mindelser om mandens meritter med bandet Baby Woodrose har fundet vej ind i soloartisten Lorenzens univers.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA