x
Palace Winter: … Keep Dreaming, Buddy

Palace Winter
… Keep Dreaming, Buddy

ANMELDELSE: Den dansk-australske duo skruer op for synth-takterne

GAFFA

Album / TAMBOURHINOCEROS
Udgivelse D. 23.10.2020
Anmeldt af
Kristian Bach Petersen

Den dansk/australske duo Palace Winter har med deres to foregående album høstet stor ros og anerkendelse, ikke mindst i udlandet og i dette magasin. Carl Coleman og Caspar Hesselagers sofistikerede poprock har med skarp sangskrivning og poleret produktion været en fornøjelse at lytte til. På dette tredje udspil har de to skruet en tand op for synth-takterne og skubbet guitaren noget i baggrunden. Inspirationen fra franske M83 er tydelig og erklæret af bandet selv, og man fornemmer det i de changerende og sfæriske synthflader, der fylder hvert et tomrum på albummet. Et ikke ulogisk skridt, når man kigger tilbage på bandets to første album, men alligevel har det, for denne anmelder, kostet lidt på stemningen og tyngde.

Et godt eksempel er ”1996”. Et fjerlet, synthbåret nummer, der næsten bliver new age/new wavy i sin milde 80'er-elektroniske melodi og et diskret 70'er-indspark fra blæsere. Singleforløberen ”Won’t Be Long” har samme stemning, men virker samtidig lidt kluntet i sin tekst. ”She wakes up in the morning / Just before the dawning” er bare et af flere uelegante rim, og når man tænker, det leveres af en sanger med engelsk som modersmål, imponerer nummeret ikke. Heller ikke den lyriske tæft i ”Rose” sidder i skabet, og den noget flade keyboard-pop, der understøtter nummeret, gør heller ikke underværker.

”The Deeper End”, hvor Grandaddys Jason Lytle afleverer en eminent vokal-cameo er til gengæld en ægte perle. Den flyvske synth vikler sig elegant om nummerets klaver og nummerets melankoli, og savnet i teksten foldes smukt ud. Det er så smooth, næsten easy listening, men alligevel ubesværet gribende, utroligt velklingende og bør være med i opløbet som årets bedste single. Også den mere kølige ”Control” og albumlukkeren ”Lava Moving Over the Land” står sig godt.

”Top of the Hill”, med sit duvende orgel, er også lige i skabet og med Lowlys Soffie Viemose som endnu et inspirerende og velplaceret gæsteindspark på albummet. Det er også her, man fanger noget den af ildevarslende, måske næsten let truende vibe, som har været at finde på bandets tidligere albums. En Lynchian-stemning af at være på lidt usikker grund, og at der lurer noget under overfladen; en af de ting, der har løftet Palace Winter. Det kunne man godt have ønsket sig mere af på et album, der savner en smule mere bid og pondus.

Der skal dog ikke sås tvivl om, at konstellationen Coleman/Hesselager stadig har masser af international klasse og er et imponerende par, både når det kommer til sangskrivning og levering. Denne anmelder havde måske bare drømt om lidt mere.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA