x
Go Go Berlin: Lyfe

Go Go Berlin
Lyfe

Så hellere Chris Cornell og Timbaland

GAFFA

EP / Mermaid
Udgivelse D. 13.11.2020
Anmeldt af
Jens Dræby

Åbneren "I Never Meant To" er en ganske glimrende nostalgisk popmelodi, der minder meget om en poleret udgave af det, Kasabian gjorde på Velociraptor! Der lånes fra 60'ernes simple ballader, og Christian Viums stemme bærer værket mere end nogensinde. Pudsigt nok lyder Go Go Berlin poppet som aldrig før her på den første plade, efter guitarist Mikkel Dyrehave meldte sin exit fra bandet. Det er på en måde trist at se endnu et dansk band efterlade rocken og ikke se sig tilbage.

Ep'ens numre er i bedste fald overpolerede pseudo-eksperimenter med ufarlige ingredienser og i værste fald et kedeligt spild af Viums enestående vokal. I første kategori finder vi "Welcome to the Hills", der åbnes med lidt nymoderne disko-rytmer og en dyb, tilbagelænet stemme. Christian Vium overtager sangen og gør sit ypperste for at gøre nummeret bare en smule interessant og synger "you took me to the Hills, to the thrills of the cheap pills" mens lyden af en kvalt elguitar minder lytteren om, at der altså stadig er lidt rockband i Go Go Berlin. Det er ikke fordi, sangteksterne nogensinde har været en styrke hos gutterne bag hittet "Castles Made of Sand" men det er bedrøvende ironisk at lave en sang om at blive opslugt i de kunstige, materialistiske og nådesløse Hollywood Hills.

I den anden grøft finder man synthballaden "Nervous", hvor hooket lyder lige lovlig lånt fra Bon Ivers "Hey, Ma". Slet ikke nogen dårlig sang, men Justin Vernon har næsten sunget den i forvejen, og det virker ikke som en sang, Go Go Berlin burde spille. Slet ikke med så klæbrig og nussepusset produktion, der stryger envher lytter med hårene. På "Struggle is Real" er også den velkendte sangstemme fra "Electric Lives" og "Here Comes the Darkness" opslugt af den altædende samlebåndspop, og den deprimerende metamorfose fra skriggrøn silkelarve til desperat flakkende, gråbrun natsværmer er fuldendt. 

Det er svært at sige, om det ivrige forsøg på fornyelse var reddet ved at udgive en fuldlængde, som for alvor kunne argumentere for Go Go Berlin som popband. Da Chris Cornell udgav Scream og den bizarre single "Part of Me" til hovedrystende kritik, var der i det mindste kant og et spændende eksperiment for Timbaland, der søgte og fandt grænsen for sin succes i 00'erne. Der er sange, som aldrig skulle have set dagens lys, men Chris Cornells "Part of Me" fungerer nu på afstand, for der er trods alt en kompromisløshed i musikken. Lyfe af Go Go Berlin skal stort set bare i skraldespanden sammen med alt det andet brug-og-smid-væk-plastic, der giver momentære glædesstunder. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA