x
Christopher leverer et hult og mangelfuldt show

Christopher, Musikhuset Aarhus, Store Sal

Christopher leverer et hult og mangelfuldt show

Anmeldt af Simone Nowack | GAFFA

Det var en overraskende performance og et overraskende format, der mødte mig i går, da jeg tog til Christopher koncert i Musikhuset Aarhus – den første på hans efterårsturné.

Mens jeg havde forventet fuldt band og fuld palaver, måtte jeg og resten af publikum “nøjes” med et akustisk format og et meget simpelt setup. Det i sig selv gør ingenting, såfremt man som musiker kan leve op til det. Det vender vi tilbage til.

Ind på scenen kom Gustav på guitar, Mathias på keys og til sidst Christopher, som placerede sig på tre centrerede højstole, med fire store lamper i ryggen. Med åbningsnummeret “The Chancer” var publikum begejstrede fra start, og jeg var spændt på, hvad aftenen skulle bringe.

At vi har med Danmarks måske største popcharmør at gøre stadfæster sig hurtigt. Efter første nummer introduceres vi således for Christophers tanker om at være tilbage på scenen og om hele coronasituationen. Min første tanke er, at det egentlig er ret fedt og ret hyggeligt, at Christopher opbygger en god kontakt med sit publikum. Men det er en tanke, der falder brat til jorden, jo længere hen i koncerten vi kommer.

Jeg kan ligeså godt skære ind til benet med det samme: Christopher snakker simpelthen alt, alt for meget. Tendensen igennem koncerten var, at der imellem hver sang var snak, jokes og påtagede sketches de tre musikere imellem, som fik lov at fylde mere end musikken. Lad os lige dvæle ved et eksempel.

Inden Christopher spiller sit fjerde nummer “Irony”, er vi vidne til en lang svada om sangens oprindelse. Han forklarer, at sangen er skrevet med udgangspunkt i en masse hverdagslige aspekter, man gerne vil gøre bedre. Stoppe med at ryge. Blive veganer. Lægge telefonen mere væk. Men det bliver også en historie om at få store tatoveringer, selvom ens forældre hader det. Jeg er forvirret og forsøger ihærdigt at ane et budskab og noget dybde i fortællingen, men jeg kan ikke finde det. Det bliver en sludder for en sladder.

Forvirringen topper, da der over højttalerne lyder den klassiske iPhone-ringetone. Det er Gustavs telefon, der “ringer”. Han tager den, og et tåkrummende skuespil udfolder sig på scenen for at understrege det blege budskab om, at telefoner fylder for meget i vores hverdag. Gudhjælpemig om Mathias’ telefon ikke også “ringer”. Jeg forsøger virkelig at forholde mig åbent og imødekommende for gimmicken, men der er ikke noget over den, der holder. Det er underligt, fjollet, ligegyldigt – og har intet med musik at gøre.

Det er et grundlæggende problem under hele koncerten, for tendensen fortsætter. Der er mange eksempler på disse tåkrummende gimmicks, og sammen med alt Christophers sniksnak får det lov til at fylde nærmest 70 procent af showet. Og når der så kun er 30 procent musik tilbage, sætter det en musikanmelder på noget af en opgave.

Men. Lad os snakke lidt om den – altså musikken. For Christopher skal have, at han er en dygtig sanger. Hans stemme fejler ingenting, og han er dygtig både i de dybere toner, og når han kommer helt op i de lyse. Og jeg tror, at det, man kan forvente af en kunstner som Christopher er de “let-lyttelige” poptracks, der ikke kræver så meget andet af lytteren, end at det skal være nemt og humørbringende at lytte til.

Men det man til gengæld godt kan forvente af en så stor popstjerne som Christopher er, at han tager musikken mere seriøst. Her vender vi tilbage til det akustiske format. Formatet kræver utroligt meget af artisten, fordi musikken kommer til at fremstå helt nøgen og nedbarberet, hvorfor man også må gøre sig nogle grundige overvejelser om, hvordan man skræddersyr sin musik til det. Men i Christophers club-bangers som “Copenhagen Girls”, “Told You So” og “Bad” med flere bliver der ikke taget højde for det faktum.

Sangene bliver leveret på en hul måde – tenderende til det akavede – mens Christopher en gang imellem fjerner sig fra sin stol og luller lidt rundt på scenen og forsøger at få publikum med på lidt klapperi. Formatet holder ikke, og musikken falder til jorden. Det er fesent.

Det er næsten ironisk (apropos) at Christopher står allerstærkest, i løbet af hele aftenen, da han synger “First Like” – en sang, der er lavet til Natholdet som en joke.

Noget andet, man også kan forvente af en af landets største popartister er en energisk og tilstedeværende performance. Især lige med Christopher, fordi det er det, han er kendt for. Jeg havde glædet mig enormt meget til at vidne denne energibombe i aften, men det var der ikke særligt meget af. Han sad primært på sin stol igennem showet eller stod let-klappende bag mikronfonstativet. En sjældent gang imellem kom han hen til scenekanten, men nåede aldrig ud over den.

Jeg håber, at Christopher får en musikalsk åbenbaring og kigger lidt mere indad for fremtiden. Der mangler et noget mere seriøst grundlag for hans musik og performance, for når man er en af landets mest kendte artister, kunne man godt forvente et mere gennemført, overraskende og professionelt show. Jeg bliver ikke overrasket en eneste gang, kun over hvor mangelfuld en perfomance det er.

Jeg har virkelig svært ved at forstå Christopher som artist efter i aften, og det kunne godt vidne lidt om, at Christopher selv befinder sig i en identitetskrise. På aftenen lover han dog, at der er ny musik på vej med ordene: “Er I klar til at høre noget ny musik? Så må I vente til marts”... Øv. Bare et enkelt nummer fra den kommende plade kunne ellers have klædt aftenen.

Overordnet er publikum betragteligt på, og man mærker tydeligt, at det er den hårde kerne af fans, der er dukket op i aften. Men Christopher skal passe på med at hvile for meget i, at han har sine fans i sin hule hånd. Det skal handle meget mere om musikken, end det gjorde i aften. Det er altså en ommer, Christopher.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA