x
Bisse: Tårefilm

Bisse
Tårefilm

Græd til – men ikke over – endnu et bevægende Bisse-udspil

GAFFA

Album / Showbisse Inc.
Udgivelse D. 27.11.2020
Anmeldt af
Ole Rosenstand Svidt

Hyperproduktive Bisse er igen-igen-igen klar med et album, det i alt 11. fuldlængdeudspil fra og med debuten i 2005 og det andet i år. Sidste gang vi hørte fra Bisse, var han grundet corona-nedlukningen blevet adskilt fra sit band og måtte indspille det hele selv. Det skete på forårets vellykkede Cobid-20-album, men nu er han genforenet med sit orkester, og det betyder et udspil med en fyldigere instrumentering end det lidt skrabede Cobid-20, om end tonen er ret afdæmpet og noget melankolsk på store dele af albummet.

Bisse er kendt for at lave album med et gennemgående tema, og hvor vi tidligere har hørt om barndommen, om Danmark og som sagt coronakrisen på hver sit udspil, er Tårefilm et breakup-album. Bisse (eller hans fortæller) og kæresten er gået fra hinanden, og lejligheden er tømt, som det konstateres i åbningsnummeret ”Hvide vægge”. Det giver anledning til en lang række betragtninger og refleksioner gennem albummet, fra savn over selvransagelse til rejselyst – men, lidt overraskende, ikke meget vrede – og en form for erkendelse på den afsluttende ”Den sidste tåre”, hvor Bisse konstaterer, at ”ingen er døde”.

Højdepunktet er den syv minutter lange ”Den hovedløse rytter”, hvor Bisse-jeget går ind i en døvekirke for at tale med Gud. Det lykkes, selvom Bisse-jeget ikke er troende og ”ikke betaler kontingent”, som Gud bemærker. Det giver simpelthen gåsehud at høre Bisses stadig mere desperate tryglen om en mening med tilværelsen oven på et diskret, men dansabelt beat og Oh Lands meget smukke kor. En af de stærkeste sange i Bisses bugnende bagkatalog, på højde med ”Shotgun for dig” og ”Seks hjerter”.

Fremhæves skal også den smågroovy ”Optimistjollen” med synth-lyde, der sætter tankerne i retning af introen til Michael Jacksons klassiker ”Billie Jean”, de flotte blæsere på adskillige numre, eksempelvis Malthe Becks stemningsfulde saxofon på ”Dråben” og ”Tåreperser” og det diskrete kor på "Hvide vægge" og "Antennebarn".

Sangene er yderst melodiske hele vejen igennem, og der er som sædvanlig masser af substans i Bisses tekster, hvor man ikke lægger mærke til, at de kun af og til rimer, og hvor der, som titlen antyder, er masser af tårer undervejs. Og ikke mindst opfindsomme ordspil på faste vendinger og klichéer, når en tåre bliver en dråbe i havet, som bliver dråben, der får bægeret til at flyde over og gå over sine bredder i ”Dråben”. Og i ”Optimistjollen” udtaler Bisse: ”Som en spillemand har jeg vel held i spil,” når han nu ikke har held i kærlighed.

Bisse har også stort held med sit 11. album, som i øvrigt er yderst velproduceret af Mads Brinch Nielsen, der har sørget for, at de enkelte instrumenter og vokalen står klart i lydbilledet. Hvis du er Bisse-fan, vil du også elske dette udspil, og ellers kan det stadig anbefales at komme med om bord på turen på tårekanalen. Bisse har sikkert for længst tørret øjnene og er nok allerede i gang med noget nyt.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA