x
Télé Rouge: 38 °C

Télé Rouge
38 °C

La flamme rouge de la musique électronique

GAFFA

Album / Sleeping Adroids I/S
Udgivelse D. 27.11.2020
Anmeldt af
Simon Heggum

Télé Rouges frontfigur Una Skott er måske ikke et gigantisk navn på den danske popscene. Men som guitarist har hun været højrehånd for væsentlige danske kunstnere som Nana Jacobi, Fallulah og Martin Hall. Alle kunstnere, der, på den ene eller anden måde, bevæger sig i de mere eksperimenterende lag af popmusikken. Oftest med et fokus på at rykke ved popskabelonens status quo eller, i Halls tilfælde, rykke sig helt væk fra den. Især i livesammenhænge har Skotts guitar spillet en væsentlig og interessant rolle, som på samme måde føjer nye veje til guitarens klangverden.

Så derfor er det sjovt at skulle give sin ærlige mening om Télé Rouge, som i høj grad er Skotts hovedprojekt, selvom bandet også indeholder Christian Peter Sekjær på bas og Anders Mortensen på synthesizer. Og sidstnævnte må siges at få frie hænder, da de mere eksperimenterende, guitarbaserede flader fra Skotts CV stort set er væk fra lydbilledet på 38 °C. Det er klart sammenspillet mellem den veldrejede technopop og Skotts luftige vokal, der har fokus i Télé Rouges lydunivers.

Og nå ja! Så er der jo det specielle ved Télé Rouge, at alle sangteksterne er skrevet på fransk. Vel at mærke af Skott selv, som må siges at være mere end lidt frankofil. Nærværende anmelder valgte, fejlagtigt, fransk da han gik på gymnasiet, og trods en velmenende lærerinde og en lettere sadistisk tvangsgennemgang af Marguerite Duras L’Amant (1984) husker jeg ikke ret meget andet end det franske, jeg har lært af Freakazoid. 

Men Skott beviser, som mange før hende, at det franske sprog er et flot, poetisk og æstetisk sprog, der har en helt bestemt ordlyd i sig, som også lægger op til en særlig slags form for melodisk finesse. En ligvistisk dekadence, der gør, at man kan lytte til sproget intenst, uden at fatte et klap af, hvad der bliver sunget. En tendens, der skriger på lige dele lurvet chanson og ren Eurovision. Og vi kommer godt rundt i manegen på 38 °C.

Ep’en er også et stort kvantespring siden tidligere udgivelser, som undertegnede faktisk ikke rigtig brød sig om. Det gør jeg med denne ep. Det er, som om den lettere ironiske nikken til quirky indiepop og Air-ironi (den slags, man finder på den dybt undervurderede 10.000 Hz Legend), har gjort, at Télé Rouge har fået et gigantisk kvalitetsløft. Skotts vokal – der aldrig har været dårlig – passer bare bedre til det neonblinkende grand-prix disco, som man finder på 38 °C. Jeg bilder mig ind, at Skott kanaliserer franske popkvinder som Niagara og Vanessa Paradis med virkelig fine resultater, trods den tydeligt danske accent. Kalder man det så i øvrigt dransk?

Åbneren ”Étoile Binaire” kombinerer luftige, atmosfæriske synths med en lurvet funkbas og et glimrende omkvæd og skyder sig ind i undertegnedes ’70’er Studio 54-hjerte, mens ”Feu” blander mere nutidige techhouse-synths med et medrivende Daft Punk-groove. ”C’est La Folie” kaster Skotts vokal ud i en mere staccatopræget melodi, mens den franske house sætter sine spor i et arrangement, hvor en veldrejet synthbas klart er sangens hovedattraktion. Den mere nutidige lyd klæder også Télé Rouge, og undertegnede får samtidig lyst til at lytte til Justices Cross igen – vel at mærke for første gang i ni år.

Jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg synes, de mere eurodance-influerede rytmeforløb på ”Je M’Enfuis” passer til Una Skotts luftige sangskrivning. De insisterende Haddaway-klaverer og det højtskruede synth-mellemspil er tæt på at vælte karosseriet over bord på trods af at selve sangen, grundlæggende, er et godt stykke popmusik. Det bliver simpelthen for opstyltet i forhold til resten af ep'ens smagfulde univers.

Heldigvis er den flotte afslutter ”Élan” ikke blot en dejlig popsang, med overraskende akkordskift og atmosfærisk opbygning, men den giver også plads til Una Skotts vokal, som indimellem godt kan blive blæst omkuld af maskinparken på ep’ens andre numre. Det afsluttende dreamhouse-stykke kunne sagtens være fortsat og bygget længere op, i stedet for at slutte alt for tidligt.

Jeg må indrømme, at jeg var lidt ængsteligt for at anmelde Télé Rouge, når nu fordoms bedrifter ikke imponerede mig. Men jeg er glad for, at den dranske (jeps, det er en ting nu) trio tog mig hjerteligt ved næsen og samtidig har fået lavet en fin elektropop-ep, som er en værdig tilføjelse til 2020’s discorevival. Jeg kommer klart til at lytte til det her igen – hvilket ikke altid er en selvfølge, når man har det arbejde jeg har – og derfor runder jeg sgu op fra ”godt” til ”fedt”. Fem stjerner her fra!

Og så en lille joke til de faste læsere! Skal vi have den igen? ”Le fromaaaaaaaaaage….”


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA