x
Playboi Carti: Whole Lotta Red

Playboi Carti
Whole Lotta Red

Form er alt. Playboi Carti er form.

GAFFA

Album / Interscope Records
Udgivelse D. 25.12.2020
Anmeldt af
Elias Kvist

På nummeret ”Punk Monk” halvvejs inde i det længe ventede album fra Playboi Cartis hånd, Whole Lotta Red, lyder omkvædet: ”One thing I hate the most / is some friendly ass niggas”. Her er tonen lagt for størstedelen af albummets 24 skæringer. Med selveste Kanye West i ryggen har Atlanta-pioneren bygget et album op omkring tre ingredienser: Et voldsomt tempo, Cartis naturligt unaturlige vokal samt tungt bassede beats, der ikke vil dig noget som helst godt. Bogstaveligt talt.

Efter at have eksperimenteret i en række stilarter af mumble-rap med alskens samarbejder og features har Jordan Terrell Carter ikke bare taget et markant skridt i sin egen musikalske løbebane, men har skabt noget, der er ulig alt andet, jeg har hørt i 2020.

”Rockstar Made” åbner værket. Beatet drypper ned ad væggene, det er kradsende, beskidt, bassen er for høj, en distorted synth skjuler sig i baggrunden, alt imens Carti repeterende messer ”neva2much”. Et vildt startskud. Videre til ”Go2DaMoon” giver Kanye sin feature det samme ironisk-seksuelle vink til alskens modefænomener, mens han endnu engang hiver en fuldstændig hengemt kanin op af ærmet til sample i form af den indiske Laxmikant-Pyarelals ”Soul of Bobby” fra 1973. Så mange kontraster på spil, men det hæmmer ikke for one-liners og attitude hele vejen. Hele pladen er mættet med det.

Beatet er dog nydeligt, inden det radikalt skifter på ny med ”Stop Breathing”. Bassen er igen skruet op på turbo, og Carti er i sit dæmoniske forkrøblede hjørne, hvor mord og åndenød er overalt i en ufattelig ubehagelig, men dragende dissonans. Og temaet afviger ikke fra dette koncept pladen igennem. Vi kommer hele trædemøllen igennem af euforiserende medikamenter for at supplere de rent morbide tendenser.

Vi ser det på ”Beno!” med 808 Mafia som gæsteproducer, der lynhurtigt tænder for den poppede catchy Carti, som særligt blev hørt på Die Lit (2018) og Playboi Carti (2017). Det var for meget før, men står på denne udgivelse i et helt andet ganske essentielt skær, idet det rosenrøde spilles op imod de mørkere plamager, så der opstår en strukturel harmoni, der gør lytteoplevelsen igennem albummet utroligt stor.

Cartis stærkeste våben er og vil altid være hans vilde vokal, der er over-pitched og mixet markant højere end lydproduktionen. Men det er nødvendigt for albummet, da han vitterligt agerer som et instrument i sig selv, med sin chopped up flydende vokal og rim-flows, der er et studie værd i sig selv.

Vi hviler ikke for længe på laurbærrene, før ”JumpOutTheHouse” springer ud af højtalerne og ikke efterlader nogen spor. ”M3tamorphosis” fortsætter manien med Carti, der forvandlet til Morpheus taler i hieroglyffer, mens Kid Cudis nynnen og mere sobre flow føles mere veltimet end nogensinde. ”Slay3r” rammer rent i hitmaskineriet og klinger som et klassisk Carti-nummer, hvor han viser sin dedikation til mumble-rappens svendestykke. Ulykken lurer konstant om hjørnet, men kun som et efterstræbelsespunkt, en grund til at tage den næste molly.

Sådan bevæger albummet sig konstant i den masochistiske zone. Refrænet på ”No Sl33p” lyder: ”When I go to sleep / I dream ’bout murder”. Lyden er upoleret og uvelkommen, det er reglen mere end undtagelsen. Men det øger kun ens interesse for, hvad der mon sker på næste track, indtil man er helt opslugt af fænomenet Carti. Som på ”Teen X”, hvor en sprælsk forening med Future finder sted, som med hud og hår investerer sig i Cartis lyd og tempo. Og det er klædeligt, især med tanke på hvordan ”DS2” fra 2015 så tydeligt ikke bare har været inspirationskilden for Whole Lotta Red, men så essentiel for den pille-glade trap-scene, vi ser i dag. Det er et yndigt mester-lærling-forhold, der udspiller sig med allermest mulig dekadence.

”Meh” erstatter singleforløberen ”@MEH” for at imødekomme fansenes utilfredshed med sidstnævnte og viser blot, hvordan Carti på udgivelsen tog hans egen lettere mere fordøjelige lyd fra tidligere tider, komprimerede den og gjorde den mørk og uhyggelig. ”Vamp Anthem” sprutter og spjætter ud over et kitschet orgel i baggrunden. Men det er bare ikke for meget, for alt er for meget på albummet. Carti springer rundt i segmenterne, leger og bryder med formen og ser sig ikke tilbage. Det kunne ikke være bedre.

”New N3on” fortsætter således. Hurtige keys, en pitchet Carti, som rimer på alt, for alt slutter med ”ioån” her, og det er en fornøjelse. Med salutten til sin trofaste fanskare arbejder han sig videre på ”Control”, som må være noget af det tætteste, vi kommer på en popballade på albummet – en Carti-ballade vel at mærke. Atlanta-drengen forvandler storbyen til et Sonic-spil i arkaden for at håndtere sorgen over døde kammerater og opvæksten i ghettoen. Det er måske mere plat end poesi, men det kommer ud på et her, og det skaber en times portræt af en rapper i sine egne dæmoners og personaers vold. Hvor det for de fleste andre handler om at svømme væk fra disse, dykker Carti hovedkulds ned i dem for hvert nummer, der går.

”On That Time” har den samme punkede aggressivitet, der sammenslutter albummet som helhed. ”King Vamp” er den ultimative superhelte-eskapisme, så uimponeret eksekveret, at det er lige ved ikke at holde vand længere. ”Place” redder dog foretagendet ved at samle hele albummet i Cartis messende trance over life so far i overhalingsbanen: ”u want Chanel, bitch u’ hell”. Rapperen er forskudt, konstant for langsom eller hurtig for beatet, formen er hele tiden udfordret, og sangenes kontinuitet af rim og de mudrede grumme beats udfordrer sig selv, men overlever hver gang, hvilket fortsætter på ”Sky” og ”Over”. Det er et inferno af bestialsk bas og synth, de hopper på hovedet af hinanden på en sang, afventer på en anden, og Carti udfolder sin livsforglemmelse ud over det minimalistiske lydlandskab.

Først på ”F33l Lik3 Dying” mærker vi glimtet af et lys ude i horisonten. Over et sample af Bon Ivers ”iMi” lander døden og kærligheden ind over Carti, og han er tvunget til resignation. Mandefaldet er smukt og slemt på samme tid og tilsat nok sødme til, at den lange tur i sølet frem til lukkeren føles velkomment og spændene hele vejen igennem.

Det tjener Playboi Carti til fulde at have lavet et album, der er så ufiltreret, så hæmningsløst og så meget hans eget. Whole Lotta Red er et album, der er så energisk, kompromisløst og fandenivoldsk, at det uden tvivl vil komme til at skille folk mere end samle. Er du stået af efter de første tracks, kommer du formentlig ikke til at nyde resten af albummet. Det er DNA’et. Men fanges du af Cartis maniske attitude, de rimene og atmosfæren, så er der en stor musikalsk oplevelse i vente på dette album.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA