x
Sommer er kommunikator for verdens finurlige facetter

Peter Sommer & Tiggerne, Musikhusparken, Aarhus

Sommer er kommunikator for verdens finurlige facetter

Anmeldt af Mie Lykke Sørensen | GAFFA

Det er i et mærkeligt sammensurium af begejstring, forventning og mild forvirring, at jeg træder ind på den pavillondækkede plads uden for Musikhuset. En plads, der er danner rum for det, der hedder ”Aarhus Åbner Op”. Dels fordi det er første gang i mands minde, at jeg snuser til noget, der kunne minde lidt om festival og normale tilstande. Græs under fødderne, kolde fadøl og forholdsvis fri bevægelse uden mundbind, hvis man ifølge arrangøren ikke står stille. Et af de tiltag, der er lavet mod den pandemi, vi er trætte af at tale om.

Jeg styrer hen mod de mørkegrønne havestole, der for en kort stund får mig til at kaste en øm og nostalgisk tanke til en familiesommerferie med campingvogn og tilhørende 90’er-fortelt. De indbyder til, at man sætter sig på dem. Og det gør jeg så. Alt emmer af sommer. Temperaturen og lun, og solen (der tidligere på dagen har været formørket) giver stadig lidt af det gyldne lys, den har tilbage til dagen. Og sommeren varer ved. For ”Sommeren” selv træder ind og ligner en, der er glad for at være tilbage i sit rette element.

Fuld af den jyske finurlige, jyske lune, som synes at klistre til Peter Sommer, sætter han gang i det, der er den første udgave af den række af koncerter, der skal foregå over sommeren ved parken foran Musikhuset. Peter Sommer slår mig som en af de artister, der kan mestre at balancere et menneskeligt nærvær og samtidig vedligeholde en underlig form for kunstnerisk utilgængelighed i de minutter, han står deroppe på scenen, iført en gennemført spillemandsæstetik, med 70’er-inspirerede snabelbukser i cowboystof.

Båret frem af en beundringsværdig og hjemmevant selvsikkerhed åbner Sommer aftenens koncert til tonerne af sangen ”7.777.777”. Understøttet af en enkel, blød synth understreger han sine evner som historiefortæller, mens han med versene ”Så fik vi himlen ned på jorden igen. Ved jorden at blive, det tjener os bedst, min fine ven” peger om på bagtæppet, der viser et billede af Sommers artwork. En tegning af overdimensionel sol, der går ned, måske over Aarhus. En passage, der ligeledes viser Sommers evne til at sanse sine omgivelser små detaljer og tillægge dem betydning.

Sommers speciale i historiefortælling viser sig på flere måder. Også i overgangen mellem indledningsnummeret og til det, der bliver ”Skønne Spildte Kræfter”. En af sangene fra det anmelderroste album Elskede at drømme, drømmer om at elske. Et album, der fik mig overbevist om Sommers kvaliteter. Og bevirkede, at jeg konverterede.

Med spørgsmålet ”skal vi kalde tiggerne ind?” kaldte han det velkendte ”Tiggerorkester” ind, både i sangen, på scenen og med en gennemslagskraft, der syntes at sprede en kollektiv oplivning blandt det siddende publikum. Det, at publikum var tvunget til at sidde, var ellers noget, som Sommer virkede til at kæmpe lidt med undervejs. Men han gjorde det nok så godt, som man kunne forvente, efter omstændighederne.

En af de ”sommerske” særegenheder viste sig i den ordkløveriske kommentar til arrangements titel, ”Aarhus Åbner Op”. Som Sommer sagde: ”Aarhus åbner ikke bare… Den åbner fandeme også OP”. En lille gæv understregelse af den måske lidt komiske og unødvendige tilføjelse i ”op”. For hvor er det? En betragtning, der fortsatte med at dukke op i små anekdotiske overgange mellem sangene. Heldigvis virkede den til at blive vel modtaget af arrangørerne, der selv virkede til at kunne se det sjove.

Sommer, der kastede om sig med sange fra sit snart 20 år lange bagkatalog, var gavmild med både nyt og gammelt. Særligt sange fra de to nyeste album, herunder førnævnte og 2020-albummet Stærk strøm hen over ujævn bund. Her står blandt andet fremførelsen af sangen ”Vi der valgte Mælkevejen” som en af dem, der hensatte mig i en mærkelig forhandling. Måske fordi Sommers stemme klinger bedst i de mørkere toner, når den ikke presses op i registret, som den gør her.

Sangen, der også er en parafrase over Bjarne Reuters bog af samme navn, hænger meget godt sammen med det udtryk, den fik. Ungt, legende og fuld af frem og drømme, med vers som ”vi bliver sgu da stjerner en dag”. Og måske lidt uperfekt. Og det gjorde egentlig ikke så meget, for måske var det selve hensigten.

Tilbage til det der nærvær. Det var tydeligt, at Peter Sommer var bevidst om sin rolle. Men også om det menneskehav, der betragtede ham, og som undervejs fik en lille hilsen med på vejen, når blikket mødtes eller nogle gik forbi scenens forkant for at købe øl. Et element, der som følge af restriktionerne blev ret forstyrrende og akavet, men nærmest uundgåeligt. Noget, Sommer formåede at navigere i.

Publikum, der måske var lidt mere stille, end hvad man sådan er vant til, oven på en lang lockdown, var ligesom en spilledåse, man skulle trække op for at give lyd. Men fra scenen blev der trukket listige kort fra hånden op, i form af radiovenlige og velkendte sange, der endte i en samklang af fællessang.

Blandt andet med ”Tigger”, der efter mange år på bagen blev spillet i en stille soloversion, kun understøttet af en harmonika. Afsluttet af Sommers kommentar ”Lød det næsten ikke som en rigtig festival?”. Også med nummeret ”8-6-6-0”, der med sine 20 kilometers lokale rødder kunne få de fleste i stadionsang. Og rejse sig i kollektiv klapsalve.

Alt i alt: Peter Sommer beviste endnu engang, at han er en dygtig musiker. Men også, at en dygtig livemusiker er mere end bare god musik. Understøttet af de velspillende tiggere og sit frasemageri mellem sangene understregede han, hvorfor han stadig er en af de dygtigste historiefortællere lige nu. Og måske den bedste, han har været hidtil.

Sætliste:

7.777.777

Skønne Spildte Kræfter

Elskede At Drømme, Drømmer Om At Elske

Sand Kærlighedshistorie

Vi Der Valgte Mælkevejen

Valby Bakke

Tigger

Sang Til Bo

Begge Veje

Bittersød Natskygge

Det Evige Nu

Ekstranummer:

Til Rotterne, Til Kragerne, Til Hundene

Hvorfor Løb Vi?

8-6-6-0

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA