x
Leon Bridges: Gold-Diggers Sound

Leon Bridges
Gold-Diggers Sound

Feel-good r&b gør sig bedst som sofistikeret baggrundsmusik

GAFFA

Album / Columbia Records / Sony Music
Udgivelse D. 23.07.2021
Anmeldt af
Ida Hummelgaard

På en mørk bar i Fort Worth, Texas sidder den musikalske efternøler af soul-sværvægterne Otis Redding, Al Green og Sam Cooke. En mand med sin westernguitar klædt i klassisk silkeskjorte og trompetformede fløjlsbukser. Og mens strengene smører øregangen, runger vokalen i hele lokalet – en beroligende røst, der synger om hjerteskærende kærlighed. Det er Grammy-vindende Leon Bridges, der efter to anderkendte album og en ep har cementeret sig som en af nutidens største croonere.

Og han er tydeligvis fra den gamle skole, hvor r&b-lyden er kirkeorgel, doo-wop-kor, storslåede blæserarrangementer og sårbare ballader i en overflod af rumklang. Det viste han på det gennemslagskraftige debutalbum Coming Home (2015), som dog også blev lidt en skabelon for, hvordan en retro soul-plade skulle lyde. Her tog opfølgeren Good Thing (2018) i stedet de karakteristiske elementer ind i et mere nutidigt og kommercielt popunivers. Og det er i krydsfeltet mellem jazz, pop, soul og r&b, at Bridges har forsøgt at forny sin tilbageskuende stil.

Hybridproduktioner og statiske hiphop-beats

Selvom Bridges har flyttet sig meget fra den åbenbare retrodyrkelse, stikker det stadig frem på den nye plade Gold-Diggers Sound. Et album, der er kommet til i Hollywood-baren/studiet/hotellet af samme navn, hvor musikeren har boet og lavet musik de sidste to år. Et sted, der ser ud til at passe perfekt ind i Bridges’ old-school stil, hvor studierne tilbyder analogpult og plads til det helt store band-setup, som man indspillede musik ”i gamle dage”. Den æstetik er også gennemgående i både starten og slutningen af pladen.

Bridges introducerer os med en jazzet ballade under tangentgeniet Robert Glaspers akkompagnement, som efterfølges af albummets stærkeste numre ”Motorbike” og ”Stream” – begge med legende guitarfigurer, lækkert kvindekor og effektive melodier. Der er ægte feel-good vibe, og det fungerer bare. Den samme ”tilbage til rødderne”-tilgang er der på pladens hornfanfare, afsluttende strygerballade og duetten ”Don’t Worry” (feat. Ink), hvor Bridges virkelig får kamp til stregen af sangpartneren Ink, når det gælder vokallækkerhed.

Men imellem er også flere overflødige numre – som den anonyme og statiske ”Details” og pophymnen ”Why Don’t You Touch Me”, der i overstimulerende rumklangsproduktion giver associationer til 00’er-croonerne Mario eller Ne-Yo, og som bare bliver alt for klichépræget og pladderromantisk.

Til gengæld kommer der revanche på ”Magnolias”, ”Sho Nuff” og ”Sweeter” (feat. Terrace Martin), hvor numrenes programmerede hiphop-beats passer overraskende godt blandt blæseharmonier og solide hooks. Trommemaskine-grooves er dog ikke et forventeligt produktionsvalg (selvom Bridges’ faste producer Ricky Reed også har fødderne plantet i hiphoppen), men det rykker faktisk ikke ved fundamentet. Det er stadig musikerens fløjlsbløde vibrato-vokal, westernguitaren og de stærke melodier, som bærer pladen. 

De enkelte trap-hi-hats og loopede sekvenser er kun små afstikkere i et subtilt og gennemarbejdet album, der trods et forsøg på at virke nysgerrig og afsøgende ingen reel risiko har taget og forbliver i den sikre grøft. Ligesom Leon Bridges’ forrige plader falder Gold Diggers-Sound derfor også mere i kategorien som sofistikeret baggrundsmusik til øl med vennerne eller søndagsmiddagen med familien. Det siger dog alligevel mere om nutidens musikforbrug, end det gør om selve musikken.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA