x
Lingua Ignota: SINNER GET READY

Lingua Ignota
SINNER GET READY

ANMELDELSE: Frygten for frelserens retfærdige hånd

GAFFA

Album / Sargent House
Udgivelse D. 06.08.2021
Anmeldt af
Simon Heggum

V1 Kritikeren satte sig til rette, for at lade dommen falde over amerikanske Kristin Hayters seneste album Sinner Get Ready. Det fjerde udgivet under kunstnernavnet Lingua Ignota. Han drog fra sofa til spisebord og tilbage igen for at gøre dette. Han vidste, at hans normale arbejdsmoral ville fejle i forbindelse med dette album, thi hans forrige oplevelse med albummet Caligula havde efterladt ham lige dele stakåndet og imponeret. V2 Dette resulterede i, at seks funklende stjerner viste sig på kritiker-himlen, og han så op på dem med hengivenhed. Men også frygt – thi Caligula både skræmte og gjorde ondt og var skrevet om alvorlige emner som voldtægt, misbrug og afmagt.

V3 Men kritikeren hørte, at Sinner Get Ready var en anderledes størrelse end sin industrielt larmende storesøster. Hayter skabte albummet under den store corona-plage i de herrens års ’20 til ’21, samtidig med at hun kom sig oven på en alvorlig rygoperation. Hun valgte en ny indgangsvinkel, thi hun selv var uddannet i den klassiske musiks æstetik, med en inspiration fra tungmetallen. V4 Med banjo, håndtrommer og kirkeorgel var Sinner Get Readys lydunivers præget af europæisk folkemusik, americana, folk og country, blandet med avantgarde, musique concrète og optagelser af tv-evangelister. Og et stort fokus på den sangskriver-tradition, der kaldes southern gothic.

V5 Og det viste sig for kritikeren, at sangene var skrevet om troen på Gud. Den slags tro, der er altædende og omsiggribende, og den slags Gud, der får buske til at brænde og himlen til at regne med frøer og græshopper. V6 Den straffende Gud viser sig i linjer som Sickness finds a way in eternal devotion” (”The Origin of Virgins”), “The unforgiving night God came/And plainly spoke my given name/”I would die for you” he wept/upon your pale body I will put many hands/and rough finges for every hole you have” (“Many Hands”) eller “I’ve watched you alone/In the home where you live with your family/And all that I’ve learned is everything burns” (”Pennsylvania Furnace”). Grove løjer!

V7 Troen på Sinner Get Ready er decideret livknusede. Som på den voldsomme programerklæring ”Repent Now Confess Now”, hvor Hayter, over en langsom begravelsesmarch af banjo og skurrende strygere, bræger ”I can’t say I don’t deserve it/He took my legs and my will to live”. Eller den intime ballade: “The Perpetual Flame of Centralia”: ”I am covered with the blood of Jesus/Fear is nothing when the path is righteous”. V8  Troen er en type af tro, hvor ”halleluja” bliver hvisket i ærefrygt, og hvor hver dag leves i en konstant angst for, at hvert et lille tankespin potentielt set kan sende dig i skærsilden.

V9 Og det viste sig at musikken på Sinner Get Ready var en tydelig udvikling fra Lingua Ignotas tidligere bedrifter, da den nyfundne inspiration fra de akustiske instrumenter gjorde en stor forskel fra de tidligere elektriske udfald. Ballader som ”Pennsylvania Furnace” og ”Perpetual Flame” får lov til at være smukke og rørende, mens de tungere indslag bliver mere organiske, hvilket samtidig giver de religiøse versefødder – der ofte tager form som magtsyg gospel, febersyge kirkesalmer eller groteske middelalderviser – en næsten autentisk, virkelighedstro uhygge. V10 Angstprovokerende stunder som ”I Who Bend Tall Grasses” og den dybt skræmmende ”Many Hands” kunne sagtens være soundtracket til Jesu vandring, med kors på ryggen, af Via Dolorosa, mod Golgatha. ”Man is Like a Springflower” er dog uden tvivl pladens højdepunkt, med et underskønt crescendo af banjo-arpeggios og en velsyngende Hayter, der besynger arvesynden. V11 Og da viste der sig også for kritikeren at der, ved niende gennemlytning, var uhyggelig få svage momenter på Sinner Get Ready, selvom man kunne kritisere Hayter for ikke at bringe et nuanceret billede af religion og tro.

V12 Tanken opstod, om en troede ville kunne se dette som et kætterisk værk eller en unuanceret kritik, men man må forstå, at pladen ikke er en kritik af religion. Sinner Get Ready er nærmere en undersøgelse af den form for tro, som Kristin Hayter er opvokset med, med en katolsk opdragelse i det sydlige Californien. V13 En form for katolicisme, der er præget af en tung, gotisk skyldfølelse, en ekstrem konservativisme og en række mere eller mindre utilregnelige personligheder, der bruger fanatiske tendenser, som et middel til magt. Sinner Get Ready er en plade om de folk, der lever i en konstant frygt for Johannes’ åbenbaring. En dommedag, der aldrig kommer.

V14 Dualiteten i religionen viser sig også i brugen af samples fra diverse televangelister. Det bedste eksempel er den fanatiske prædikant, der hører sin afdøde mors salmesang i stilheden, i slutningen på den uhyggelige åbner ”Order of Spirtual Virgins”. Samtidig viser Hayter muligvis kulør i starten af ”Man is Like a Springflower”, hvor en kvinde tvivler på ægtheden af en prædikants ”tears of repentance”. Tvivlen som den egentlige frelse. V15 Det er dog tydeligt, i disse stunder, at pladens egentlig stjerne er Hayter selv, der har en af altrockens bedste sangstemmer overhovedet. Hun kan lyde som et grædende barn, en ondskabsfuld dæmon eller begge dele på samme tid, hvilket giver den stigende desperation på pladen, en øjeblikkelig virkning og uhyggelig autencitet. V16 Man er ikke i tvivl om, at karaktererne i pladens ni skæringer er i konstant afmagt og religiøs smerte. Man må lide for frelse, som hun også selv synger. Hendes stemme er ikke blot smuk og grim – den er fabelagtig og placerer hende i den absolutte elite sammen med mørkets fyrstinder Dimanda Galas og Jarboe (eks-Swans).

V17 Og selvom Sinner Get Ready har tydelige inspirationskilder, er det et vægtigt værk i sig selv. Brugen af akustiske lydkilder, kaotiske strukturer og langsomme tempi minder om Tom Waits' toner på Mule Variations og Alice, mens brugen af feltoptagelser og båndede stemmer ikke er ulig Swans' store epos Soundtracks for the Blind. De voldsomme brug af lyd som narrative virkemidler frem for musikalsk akkompagnement viser også en samme genrebevidsthed, som Scott Walker udviste det på Tilt, The Drift og Bisch Bosch. V18 Men da kritikeren endelig skulle give en samlet dom, huskede han de seks stjerner fra forgængeren. En plade, han sidenhen ikke hørte ret meget, da den simpelthen var for meget af det gode, når han skulle vælge en plade til fordybelse. Modsat virker Sinner Get Ready mere nuanceret, mere spraglet og mindre ufremkommelig, selvom det dybsorte mørke og den dybe eksistenslede er intakt. V19 Kritikeren tænkte oftest for sig selv, at Caligula nok ikke havde fortjent de seks stjerner, som han gav den, og ville retroaktivt "kun" have givet den fem. Men i modsætning til denne tvivl var kritikeren denne gang ikke i tvivl. Selvom Sinner Get Ready ikke besidder samme umiddelbare vanvid som Caligula, er den både mere nuanceret, mere lyttevenlig og varmere, samtidig med at den er strammere og stærkere i konceptet. Dette er Lingua Ignotas magnum opus og det skal kvitteres med fuldt hus, selvom jeg måske ikke kommer til at høre den lige så meget som andre plader fra i år.

Praise the lord and praise her, still!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA