x
OneRepublic: Human

OneRepublic
Human

ANMELDELSE: 00'er-navn skriver sig selv i glemmebogen

GAFFA

Album / Mosley Music / Interscope Records
Udgivelse D. 27.08.2021
Anmeldt af
Ida Hummelgaard

For mig står OneRepublic stadig stærkest i bevidstheden gennem deres hitparade fra 2007-debuten Dreaming Out Loud – men det er måske også min teenagenostalgi, der tager over, når jeg husker deres musikvideoer fra Boogie Listen eller glæden ved infrarød-deling af ”Apologize” og ”Stop and Stare” fra min Sony Ericsson. Egentlig har bandet jo leveret en god håndfuld hits på sine efterfølgende album – ”Counting Stars”, ”Secrets”, ”Good Life”, “Kids” og “Wherever I Go”.

Men selvom flere hundrede millioner streams er en bedrift i sig selv, er OneRepublic også et band, der har kæmpet om relevans på den store popscene med sine største rivaler Maroon 5 og Coldplay, der (modsat dem selv) har udviklet og udfordret deres grundlæggende lydunivers fra 00’erne adskillige gange på både godt og ondt. I stedet har OneRepublic forblevet i periferien, noget som muligvis har noget at gøre med den gentagne fortælling om bandet – et sideprojekt for frontmanden Ryan Tedders sloppy seconds, der i stedet serverer guldet som sangskriver og producer til blandt andre Adele, Beyoncé, Taylor Swift, Demi Lovato, Ed Sheeran, Camila Cabello, Lady Gaga, Miley Cyrus og Shawn Mendes.

Ligegyldigt hvad har Tedders flair for ørehængende hooks, og det finder man også enkelte gange på det nye album Human. En udgivelse, der er blevet teaset siden 2018 og efter mange års ventetid endelig er kommet. Men var det ventetiden værd? Egentlig har årene bare gjort projektet endnu mere pinligt… musikken lyder nemlig forældet. Det er uinspireret, anonymt og skabelonbaseret.

Samme tricks, samme lyd

OneRepublic var uden tvivl mestrene i feel-good musik for 10 år siden og soundtrackede mange teenage-hjertesorger og emotionelle slutscener i Greys Anatomy. Men siden da har poplandskabet altså flyttet sig en del, og lyden er udkørt. Deres forsøg på at rykke til den på Human er så alligevel også genbrugte tricks som trap-beats og vocoderkor på ”Somebody to Love”, “Forget About You” og Kygo-hittet ”Lose Somebody”. De endnu mere forældede klichéer med storslået gospelkor, akustiske guitarriff og cinematiske strygere er der også rigeligt af på ”Run”, ”Savior”, ”Better Days” og ”Wanted”.

Resten af numrene lyder som en lang smøre af det samme sample-bibliotek med intetsigende synthoverflader og uttalige ad-libs-vokaler. Når man så kombinerer det med reelt kedelige hooks på ”Someday” og ”Didn’t I” og letkøbte tekster som – ”I’ll take care of you / Oh, you’ll take care of me too” (“Take Care of You”) – “Sometimes you need someone to save you / Hoping you could be my savior” (“Savior”) – ”Oh, I know that there’ll be better days / Oh, that sunshine ‘bout to come my way” (“Better Days”), så bliver det her album en generisk pakke af ensformige kompositioner, der føles alt for ligetil, overfladisk og tom for idéer.

Der er nogle få højdepunkter på pladen som den velproducerede ørehænger ”Rescue Me” og den eksperimenterende ballade ”Wild Life”. Men selv på de numre, hvor melodierne og produktionen virkelig fungerer, er der så lidt gennemslagskraft og overbevisning i lydbilledet, at det næsten virker til, bandet har skrevet pladen som baggrundsmusik til reklamer eller reality-tv. Hvis OneRepublic ikke allerede var i periferien, vil denne plade give god grund til at skrive dem i glemmebogen. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA