x
Love Shop: Levende mænd i døde forhold

Love Shop
Levende mænd i døde forhold

Ægte dansk noir

GAFFA

Album / A:larm Music
Udgivelse D. 01.10.2021
Anmeldt af
Simon Heggum

Skal man tro valg af titel, artwork og grundstemning i Love Shop anno 2021, har det været på tide at lukke mørket ind i gruppens klangunivers igen, selvom det aldrig har været helt væk. Vi ser fortsat Jens Unmack – eneste faste medlem af gruppen, efter Hassig og Halls triste skæbner – vedligeholde kærlighedsbutikken på bedste vis med en fast gruppe af musikere omkring sig. Love Shops genkomst for 11 år siden med Frelsens hær smed det sene mesterværk Risiko af sig i 2017.

Her formåede Unmack endelig at undslippe skyggerne fra fordums tid og leverede det bedste værk siden Anti. Den efterfølgende Brænder boksen med smukke ting var også hæderlig, men blegnede en smule – måske fordi den alligevel udkom for hurtigt efter Risiko, selvom åbningssalven af ”Folkets Hus”, ”Til jorden kommer” og ”Underdanmark” var den bedste åbningstrio siden ”Love Goes On Forever”, ”Copenhagen Dreaming” og ”Fremmedlegionær” på klassikeren Go!

Så Love Shop 2021 er på mange måder nået det punkt, som de hellige tre konger nåede i kølvandet på Go! og Det løse liv. For hvordan definerer man sig selv igen, når man allerede har gjort det flere gange? Hvordan holder man fortsat en relevans, når man har opnået det, man har længtes efter? Hvordan genopdager man en drivkraft? Netop denne tankegang synes at skrige igennem hele Unmacks output siden debuten 1990.

Et efterhånden imponerende bagkatalog, der kun indeholder få reelle fadæser, og det er næsten umuligt at finde bundlinjen (hvis du er i tvivl om bundlinjen, kan du altid lige give ”Min pizzaven” et lyt). Derfor er det interessant, at Love Shop synes at have manifesteret et fast lineup, som også er de eneste optrædende på dette 13. album, der har den rodløse titel Levende mænd i døde forhold. De nye hellig tre konger tæller foruden Unmack producer og tangentmand Mikkel Damgaard og Hr. Skæg-lookalike/guitarist Mika Vandborg, som har været en fast del af butikken siden henholdsvis 1997 og 2010.

Trioen er de eneste musikere på Levende mænd i døde forhold, ud over sangerinden Stine Hjelm, der synger med på et par skæringer, og dette giver pladen et langt mere råt, elektronisk og skrabet udtryk, som er det mindst polerede og mest skramlede, Love Shop nogensinde har været. Langt fra Hilmer Hassigs perfektionistiske produktion. Samtidig er sangene endnu mere mol-prægede, end de har været længe og kaster samme skygger som det ufremkommelige nordiske noir, man fandt på den dybt undervurderede, iskolde National. Ja, faktisk fremstår Levende mænd i døde forhold som en varmere og roligere søster til Nationals kokain-glam.

Den åbnende salve af ”X” og den fængende sortsalme ”The Troubles” viser vejen frem for Love Shop. Vejen fører ind i et anderledes nuanceret mørke. Hvor mørket på National virkede dramatisk og sammenbidt insisterende, er mørket på Levende mænd i døde forhold præget af et tusmørkelandskab, i blågrå tåge og skygger af sære skabninger, der bevæger sig forbi én som spøgelser, uden man rigtig ser dem. Her, hvor skæbnen er gået i stå. Teksterne er oftest holdt i datid og besynger handlinger, der allerede tidligere er sket. Konsekvenserne af de blåøjede valg, man tog som yngre, tilværelsens dybe melankoli, livets efterår og den uundgåelige følelse af ”var det det?”

Et eksempel er ”The Troubles”, hvor Unmack bruger ungdomsromantiske metaforer som ”børn af øjne så blå” og blod, der ”smager tyst af rustne bær”. Metaforer, der peger tilbage på hans tekstunivers på den mere blåøjede debut 1990. Men her er den unge mand blevet voksen og bitter og længes efter de unge års drivkraft. I stedet er ”the troubles” gået fra at være en ild, der ikke kan slukkes til en plæne, der skal slås. På ”Glæden ved at sige nej” ædes manden op af et liv af karrieremæssige kompromisser i en selvskabt, mental postapokalypse, hvor ”bierne falder ned” og ”træerne er gået ud”, blot fordi man aldrig lærte at sige nej.

På den mundrette ”Ægte Nordic noir” besynges livets efterår og en knugende tomhed, der viser sig mellem to personer, når jeg’et endelig anerkender du’ets ”vægelsind”, som muligvis altid har været der. Et vægelsind, der er så åbenlyst, at selv de mest troende – her ”katedralerne” – tidligere har tvivlet. Lidt lys lukkes dog ind hist og her. Som på ”Efterårsklassikerne”, hvor hovedpersonen synes at nyde sit eksil, efter partneren er taget udenbys, og han nu har ”byen helt for mig selv”. Men senere viser det sig, at eksilet også bliver meningsløst, når man stiller sig selv spørgsmålet ”om der stadig er noget at give, når ikke gives et ønske om at få”. En linje, som er en af de stærkeste, Unmack nogensinde har skrevet, til en sang, hvis omkvæd står som en sej monolit af mørk poesi. Se kannibalens åbne gab, indeed.

Og mørket går igen i musikken, hvor Unmack kun er flankeret af Vandborgs smagfulde guitar- og overraskende stærke basspil samt Damgaards tangent- og produktionsarbejde. De fleste rytmeforløb er programmerede eller minimale, og de forvrængede guitarer på ”The Troubles” og ”Kun længes skygger mod aftenens fald” blandes med sagte, pirrende synths, mens dramaet får hele armen på den mesterlige ”På livet og på lykken og for os”, der besidder et patosfyldt omkvæd, hvor himlen virkelig falder ned på jorden.

De klassiske popmomenter findes faktisk kun på ”Ægte Nordic noir”, der ud over en genial titel har et klassisk, formfuldendt Love Shop-omkvæd og klart står som en af årets bedste danske singler. Det kan godt være, det er mørkt, men det er nyklassikere som ”Kræmmersjæl” og ”Skøjteløb på Bagsværd Sø” også. Det andet popindslag, ”Sort Bornholm” skriver sig mere ind i traditionsrige toner fra ”Fuck min højdeskræk” og ”Copenhagen Dreaming” og besidder en 70’er-poppet melodi og et dur-præget drive, som står i kontrast til Unmacks afsluttende ”rådne kister-rådne bårer”-vers.

Levende mænd i døde forhold er mørk, minimal og elektronisk popmusik uden derouter. Produktion og akkompagnement holder fokus fuldstændig på Unmacks natsorte sange, og ikke en tone eller tekstbrok er overflødig. På den måde kunne indgangsvinklen minde om de tendenser, Nick Cave har haft på senere plader som Push the Sky Away, Skeleton Tree og den glimrende Carnage fra i år. Rolige, syntetiske skyer af truende mørke og en eksistentiel følelse af afmagt og dyb melankoli. Bemærk i øvrigt, at begge sangskrivere har haft døden tættere på sig end de fleste. Cave med sønnen og Unmack med bandmedlemmerne.

Dette slår én på den afsluttende ”Exitstrategi”, hvor Unmack synes at tælle ned til enden, mens en synth, der lyder umiskendeligt som Henrik Halls mundharmonika, søger at bryde frem fra mørket som et ekko af en fortid, man aldrig kan få igen. Om Stine Hjelms afsluttende kor skal forestille livets vinter og de sidste timer, ved jeg ikke, men Love Shop er tættere på enden end starten på Levende mænd i døde forhold, og den urolige fornemmelse af ophør og lyden af Charons båd i de vuggende, bornholmske bølger kan høres mellem de syntetiske toner og den dystre poesi. Dette 13. Love Shop-album er ikke lige så skelsættende som 1990, Go! eller Risiko. Men det vil snildt kunne være at finde i toppen af mine personlige Love Shop-favoritter sammen med Anti og National.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA