x
Stærkt sølvbryllup i sin helt egen teater-rock-niche

Baal, Train, Aarhus

Stærkt sølvbryllup i sin helt egen teater-rock-niche

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Du godeste, er der allerede gået 25 år?! Jeg husker tydeligt, da Baal udgav deres debutalbum Sensorama i februar 1996. Måneden forinden havde jeg set dem live for første gang, da de varmede op for britiske Tindersticks på Husets Musikteater i Aarhus – hvor VoxHall nu ligger – og jeg tænkte, at de da var lidt for pompøse til at være supportband for nogen som helst, men selv burde stå øverst på plakaten.

Det kom de så også hurtigt til. Sensorama-albummet fik fremragende anmeldelser, blandt andet seks stjerner i GAFFA, og bandet fik pæn kommerciel succes med deres musik, som adskilte sig meget fra, hvad der ellers hittede i Danmark i midt-90’erne. Her var ikke det mindste spor af grunge eller 90’er-ironi, men derimod en teatralsk og dyb patosfuld rock, der trak på både Queen, David Bowie og kabarettraditionen fra Kurt Weill.

Siden gik salgstallene lidt ned, men Baal fortsatte, med lidt udskiftninger undervejs og har opbygget en solid fanbase, hvor de jævnligt udgiver nyt – der gik dog 10 år mellem de to seneste studiealbum – og kan fylde mellemstore spillesteder i København og provinsen. Sideløbende har den karismatiske forsanger Bjørn Fjæstad haft en solid karriere som sanger i diverse teaterkoncerter og ved hyldester til store sangere og sangskrivere som Bowie og Cohen, og nu er bandet så taget på corona-udskudt jubilæumsturné for at markere 25-året for debuten.

Modsat 20-års jubilæumsturnéen i 2016 har gruppen denne gang ikke tænkt sig at spille albummet i sin helhed fra start til slut. Det ville nok være lidt for meget en gentagelse. I stedet har de lovet at spille højdepunkter fra bagkataloget, og de åbner med ”The Weight of the World” fra 2008-albummet Behind Your Echoes. Train er næsten fyldt, og de fleste blandt publikum ser ud til at have været med siden debuten. Vi bliver skudt godt af sted med den fængende rocksang, der straks sætter gang i fællesklappene. Begejstringen stiger yderligere, da vi fortsætter med ”Chronical Love Song”, det første af trods alt mange sange fra Sensorama, der også har leveret sættets næste nummer, ”Burnfeast”.

”Burnfeast” er en tyst ballade, hvor inspirationen fra kabaretmusikken er tydelig, og Henrik Melanders tangenter spiller den musikalske hovedrolle i tæt samspil med Bjørn Fjæstads stadig meget store, ekspressive og fuldt kontrollerede stemme. Sangen har nogle karakteristiske pauseringer, hvor timingen er vigtig, og det har det erfarne band naturligvis helt styr på. Publikum lytter med i stor koncentration, også til den tankevækkende tekst om den ensomme kvinde, der tilbereder en stor middag og må spise den helt alene, mens den elskede glimrer ved sit fravær.

Der er anderledes tryk på den rockede ”King Media”, ligeledes fra Sensorama, hvis tekst om mediernes enorme indflydelse på folks tankebaner bestemt ikke er mindre aktuel i dag, hvor de såkaldt sociale medier jo også er kommet til i mellemtiden. Der har altid været bid og vid i Baals sangtekster, ligesom det melodiske konstant har været i fokus. Der har gennem årene hver gang været et stærkt melodisk fundament til at stabilisere Baals pompøse musikalske konstruktioner, og derfor holder de stadig, her efter 25 år. Det hjælper selvfølgelig også, at de fire musikere omkring Fjæstad – foruden Henrik Melander (eneste oprindelige medlem ud over Fjæstad) er det guitarist Morten Lundsgaard, bassist Troels Skjærbæk og trommeslager Kenni Andy – er så fremragende på deres instrumenter, som de er. Melander og Skjærbæk står også for de flotte korpassager.

Sid ned, venner

Koncerten rammer et højdepunkt midtvejs under endnu en ballade, ”Wagner’s Music”, hvor publikum traditionen tro bliver bedt om at sætte sig ned på gulvet. Jeg indrømmer blankt, at det er nogle år siden, jeg sidst har været til Baal-koncert, og jeg mindes, at det gik lidt hurtigere op og ned sidste gang, både for publikum generelt og for mig selv. Sangens melodi er til gengæld lige så let, som den altid har været, ligesom den humoristiske og selvironiske tekst om at have ambitioner, der rækker længere end evnerne – eller måske bare være en wannabe – stadig holder.

Undervejs spiller bandet sange, som de ifølge Fjæstad ikke har fremført længe, eksempelvis ”Moonraker” fra det guitarfattige, elektronisk orienterede 1998-album Karaoke og ”Orbit” fra det poporienterede Funtex fra 1999. Det er dog stadig sølvbryllupsjubilaren, som er i hovedfokus, og størstedelen af materialet stammer fra før årtusindskiftet. ”The Sorry Song” og ”Slowly” fra forrige års Time is Old, bandets hidtil seneste studiealbum, viser dog, at de stadig kan skrive sange.

Hovedsættet slutter med Sensoramas ”Eurodope”, der begynder som et heftigt rocknummer, men midtvejs skifter til en valsende ballade og bliver dér resten af sangen. Publikum synger med på det afsluttende kor, som Fjæstad dirigerer med stor publikumskontrol, og da bandet forlader scenen, synger salen med i flere minutter.

De kommer naturligvis ind til ekstranumre, blandt andet den smukke ”Det sorte sand” fra Aarhus Teaters opsætning af den græske tragedie Antigone i 2002, med tekst af dramatikeren Simon Boberg. Det klæder Fjæstad at synge på dansk (hint!) – han har også udgivet et fint dansksproget soloalbum i 2015 – og det er skønt, at de har givet nummeret nyt liv på genindspilningsalbummet The Quiet Session fra 2020. Sidste sang er, som altid, ”The Last Show on Earth”, et nummer, som har fået ny betydning her efter coronakrisen, for på et tidspunkt kunne vi jo se frem til, at vi havde oplevet det sidste show, om ikke nogensinde, så i hvert fald i en rum tid.

Sådan gik det som bekendt også, men nu er vi tilbage, bank under bordet, og lige nu befinder vi jo os jo midt i den store genåbning, hvor det heldigvis ser ud til, at folk godt tør gå ud igen. Spot Festival kunne i hvert fald melde udsolgt i denne weekend, og The Minds of 99 kunne sælge 50.000 billetter i Parken for en uge siden. Sorg er til glæde vendt.

Baal er stadig et særegent og relevant band her 25 år efter debuten, hvor de stadig har en helt unik position i dansk musik, om end Kellermensch har taget stafetten op, i et lidt mørkere hjørne af banen. Jeg tager gerne 25 år mere. Men hvis jeg også skal sætte mig ned på gulvet til den tid, tør jeg ikke love, at jeg kommer op igen.

Baals turné fortsætter til:

23. september: Gimle, Roskilde

25. september: Tapperiet, Køge

Sætliste:

1 Weight of the World

2 Chronical Love Song

3 Burnfeast

4 Karaoke

5 The Sorry Song

6 Moonraker

7 King Media

8 Wagner’s Music

9 Orbit

10 Bubble Fake

11 Violent and Different

12 Slowly

13 Copenhagen Streetlights

14 Eurodope

Ekstra:

15 Det sorte sand

16 Bikerhead

17 The Last Show on Earth


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA