x
Mirakel-afslutningskoncert efterlader spillested starstruck

Martha Wainwright, Nashville Nights International Songwriters Festival, Posten, Odense

Mirakel-afslutningskoncert efterlader spillested starstruck

Anmeldt af Adam Bouttai | GAFFA

Der er ét navn, der har fyldt blandt et festivalprogram udvalgt fra øverste sangskrivningshylde. Det er artisten, hele Nashville Nights International Songwriters Festival har snakket om (og sågar sunget om). 

Efter fin drømmesfærisk digi-pop fra Toronto-bandet Bernice kan de tre medlemmer trække i backingband-rollen i tillæg til bassist Morgan Moore. 20:00 entrerer Martha Wainwright Postens scene under applaus fra et fuldt bemandet spillested. Kontrabassen files ominøst med buen af Morgan Moore, inden Wainwrights imponerende vokal overtager æter og hjerter på "Love Will Be Reborn”. En tekst, der er et fint pejlemærke for, hvor de Wainwrightske vinde blæser i et univers ud over skilsmisse-katastrofer.  

Fake it till you make it
Posten er ikke mere end et dusin minutter inde i sætlisten, før Wainwright med afvæbnende charme konstaterer, at hun ikke har en sætliste. I øvrigt har bandet heller ikke haft mulighed for at øve, og lydprøve fandtes der heller ikke tid til. 

Korsanger Robin Dann indtræder til dåd og lægger lækkert kor på “Hole in My Heart”. Speed strumming på Wainwrights Gibson-strenge underbygger blot de flakkende brus fra følelseslivet som en første-bliks-forelskelse giver, når tomrummet i hjertet skal udfyldes. Der uddeles en omgang sjæle-fjernvarme direkte fra kilden. Det er alt for uoriginalt at kalde Wainwright larger-than-life. Hun er made-by-life, og der er få artister, der har overmandet Postens æter så overbevisende som hende. 

Bundniveau præsenteres
Der lægges en nedre standard som introduktion på “Report Card” – ikke på kvalitetsskalaen, men derimod på negativitets-aksen. “It won’t get worse,” lyder det tørt fra scenen. En fornem eksekvering af tracket med falsetfraseringerne, der får fremkaldt rigelige mængder gåsehud på underarmene. Phil Melanson har for en stund erstattet trommestikker med børster til hi hatten for at frembringe lige så rislende frekvenser som dem i følelseslivet. Thom Gills betagende Jazzmaster og Wainwrights formfuldendte vibrato lukker denne stærke præstation, der kalder på våde varer. Wainwright får med lun canadisk humor bestilt fire styks Bier vom Fass med indskudt bemærkning om manglende likviditet i danske kroner og øre: "Whatever it costs in Danish kroner, I don't have it". 

Being Right – Being Martha Wainwright 
“Being Right” annonceres som et nummer, der lig resten af den ikkeeksisterende sætliste ikke er gennemøvet. Lidt tempo-startvanskeligheder og en smule mikrofon-feedback er eneste småting, der tåler lidt årvågenhed, uden dog at være kritisk. Det samme kan desværre ikke siges om dét, der burde have været koncertens højdepunkt. Som en direkte definition på fænomenet "at jynxe", bliver det nævnt, at bandet ikke har haft mulighed for en ordentlig lydprøve. Grunden: Leonard Cohen Tribute, der spillede Posten op timerne forinden.

Wainwright får charmerende svovlet alverdens Cohen-covers, inden hun selv istemmer Cohens “Chelsea Hotel #2”. Nummeret leveres i første omgang på en sådan facon, at der ikke findes passende superlativer, men 7-9-13 blev vist glemt i forbifarten. Skæbnens ironi vil det da også, at Wainwrights vokal gentagende gange falder ud af, hvad der ligner en døende Shure-mikrofon. Det er en direkte håndhævelse af Murphys lov. Udfaldene på vokalfronten betyder, at aftenens måske største kraftpræstation fuldstændigt massakreres af tekniske kalamiteter. Wainwright redder dog fornemt nummeret hjem, men det er stadig et af de numre, hvor man tænker: the one that got away. 

Lånemikrofon med fransk stemmestyring
Mens Postens lyd- og lysvogtere udskifter mikrofon-hardware tages en lånemikrofon i brug med ordene: “This is my French microphone”. Hvis man ikke havde en smule frankofili i DNA’en, så kommer det nu med et flot cover af Barbaras "Dis, quand reviendras-tu?”.

“I don’t play the piano, you’ll see why in two seconds.” Janteloven får dermed rigeligt spilletid, men det skal alligevel lyde, at Wainwright mestrer tangenterne i det omfang, det er tilstrækkeligt til at blæse publikum bagover. Toneopbrydningen af akkorder rammer insisterende, mens Melanson igangsætter klokkespil. 

Franske gloser fortsætter således på minimalistiske og storladne "Falaise de Malaise” – et nummer, der efterlader publikum tryllebundne fra denne gigantiske rekonstruktion af kærlighed på lydformat. Halv euforiske og hel jazzede “uhhh”’s ryger sporadisk gennem mikrofonen. Wainwright kan sejrrigt knytte næven under den efterfølgende applaus, inden hun lader stålstrengene genindtage æteren. 

Veltilrettelagte ekko og rumklangskud indgydes på “Body and Soul”. Dualiteten mellem kødeligt legeme og flyvsk ånd går op i en højere enhed med Robin Danns messende korarbejde og et magisk c-stykke. Det tekstuelle gods er tonstungt og leveres med en type eksistentiel indlevelse, der får Postens betonvægge til at blive til gummi i fundamentet.

Fejlbehæftet og perfekt 
Med magnetiske egenskaber tenderende til ren telekinese er der dog enkelte aber dabeis. Helt telepatiske evner har Wainwright nemlig ikke, og bandet får lige et par bemærkninger om næste passende sang i sætlisten – 2008-nummeret “Bleeding All Over You”. Der afsøges country-klang med legende lethed inden annonceringen af sidste sang, "Factory”. Gill får påført Jazzmasterens strenge en omgang velfortjent slitage. Wainwright kan afslutningsvis drage smukke vibrato-fraseringer på et mirakel af en koncert, der både kan kaldes fejlbehæftet og perfekt på én og samme tid. 

Encore-sekvensen åbner med alternativ rundbordspædagogik. Samtlige musikanter, på nær Gill bag flygel, slår ring om Wainwrights mikrofon under “Proserpina”. Fuldstændigt magisk præstation. 

"Bloody Mother Fucking Asshole” er den fuldstændigt ucensurerede titel på Wainwrights mest populære skæring om faderen Loudon Wainwright III. Hun får hermed sidste ord på scenen, solo og som en Wainwright, der står i skyggen af ingen. Akkoladeregnen kan faktisk ingen ende tage efter 85 minutters magtdemonstration fra et band, der lige har leveret en mirakelkoncert på Gefühl og en håndfuld Albani på klods.
 
Sættet bærer naturligt præg af at være ganske u-tight. Et halvt dusin fodfejl har sneget sig ind og en enkelt K3’er får tommelfingeren til at vige en smule, men så heller ikke mere. Der leveres 85 minutters tonalitet ud over hvad man som musikalsk lykkeridder overhovedet kan drømme om en september-kedelig søndagsaften. Halvanden time af tilværelsen er givet i bytte for en uforglemmelig eksplosion af tonalitet. Efter et styks nedfalden stjerne på Postens scene, så må krateret ordnes mandag morgen. Alle, der måtte have blå mærker og ømhed i korpus efter at være blevet starstruck kan mandag morgen søge hjælp ved nærmeste pladepusher i jagt på Wainwrights bagkatalog. Indtil da kan du læse GAFFA's anmeldelse af Wainwrights seneste album, Love Will Be Reborn.

Martha Wainwright sætliste: 
"Love Will Be Reborn”
“Getting Older”
“Hole in My Heart”
“Around the Bend”
“Traveller”
“Rainbow”
“Report Card”
“Being Right”
“Chelsea Hotel #2” (Leonard Cohen cover)
"Dis, quand reviendras-tu?” (Barbara cover)
"Falaise De Malaise” 
“Body and Soul”
“Middle of the Lake”
"Bleeding All Over You”
“Factory”
Encores:
Encore 1: "Proserpina"
Encore 2: "Bloody Mother Fucking Asshole"

Martha Wainwright Liveband:
Martha Wainwright: Vokal, guitar & keys
Robin Dann: Kor & perkussion
Thom Gill: Guitar, keys & kor
Phil Melanson: Trommer & kor
Morgan Moore: Kontrabas & elbas & kor


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA