x
Of The Wand And The Moon: Your Love Can’t Hold This Wreath Of Sorrow

Of The Wand And The Moon
Your Love Can’t Hold This Wreath Of Sorrow

ANMELDELSE: Stemmen fra dybet indfrier alle forventninger efter 10 års albumpause

GAFFA

Album / Heidrunar Murkrunar
Udgivelse D. 08.10.2021
Anmeldt af
Finn P. Madsen

Titlen på Of The Wand And The Moons første album i 10 år lægger ikke ligefrem op til fest. Med efterårets komme, tusmørket der sænker sig og løvfaldet, der banker på ankommer Your Love Can’t Hold This Wreath of Sorrow som det perfekte soundtrack til årstiden, mørkt og dystopisk. Kim Larsen, som er synonym med bandet har altid ligget i den dybe ende af vokalskalaen med en baryton, der mere varsler alvor end fri leg og begejstring.

Et årtis pladepause kan høres. Vokalen er klædeligt blevet nogle toner dybere og vækker stærke påmindelser om Leonard Cohen og Lee Hazlewood på falderebet af deres karrierer. ”Whispers of the past/Memories of yesteryears/The things that did not last/I recollect the tears”. Det er uroen og længslen, der trænger sig på for til sidst at ende i tårer på den iørefaldende ”Whispers of the Past”. OTWATM lyder som om, årene er gået sporløst hen over deres musikalske dna.

Allerede på albummets anden skæring kommer det første store højdepunkt med titelnummeret, der sender kuldegysninger igennem hele kroppen ved dette helt igennem berusende genhør. En klassisk neo-folk-hymne, som kun Kim Larsen kan levere den. Pakket ind i tusmørke og tungsindig film noir. Den flotte produktion af strygere og Bo Randes (Blue Foundation, The William Blakes, Choir of Young Believers) guddommelige vignetter af flygelhorn får nummeret til at stræbe mod de højere luftlag. Det føles så godt, at det nærmest gør ondt.

Rejsen ind i tungsindet fortsættes på ”Let’s Take a Ride”, hvor Tim Ellegaards rytmiske bas binder hele den musikalske stemning sammen med nogle flydende trompetstrofer, igen smukt eksekveret af Bo Rande, mens Kim Larsens dybe vokal forkynder en sindstilstand med opbrud og måske en ny begyndelse ude i horisonten: ”All this emptiness just brings me down/Let’s break from path head out to sea”.

Kim Larsen har sat et udsøgt hold af kompetente musikere på sit sjette album. Gæster som Martin Hall og Uffe Lorenzen og den faste trup bestående af Bo Rande og Sarah Hepburn og ikke mindst Mikkel Elzers storladne produktion, der grænser til det pastorale. Alle forstår de at aflæse Kim Larsens neo-folk-rødder og ved, at der ikke skal lukkes alt for meget lys ind. Både musikalsk og tekstmæssigt er numrene fyldt med atmosfære og skrøbelige sindstilstande. ”Can you save me?/Will you save?” messer Kim Larsen på udspillets absolutte højdepunkt, den fremragende og dystre ”Twilight Halo”. Den får mørke skyer til at trække faretruende op og male himlen sort. Livets skyggesider gløder her med en intensitet og patos, der er sjældent hørt.

For at forstærke udtrykket har Martin Hall skrevet det medfølgende essay ”Dead Skin Cells”, som har et nærmest filosofisk skær over sig og brillerer med et passende sort verdenssyn. Pudsigt nok synger Hall gæstevokal på albummets mest oplivende nummer, ”Nothing For Me Here”, hvor hans lyse falset side sammen med Bo Randes trompet med de farverige klangflader får stemningen til at løfte sig til en ægte fuldblods popbasker.

Your Love Can’t Hold This Wreath of Sorrow er ikke et album, der går en i møde. Men ved genhør åbner dørene sig ind til Of The Wand And The Moons smukke og mørkrandede sjæl, mens stemmen fra dybet drager én det sidste stykke. Det burde være en påmindelse til Kim Larsen om, at der ikke skal gå ti år, inden vi igen hører fra ham på albumfronten.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA