x
Ikke sort, men spirituel fredagsskole

Den Sorte Skole, Vor Frue Kirke, København

Ikke sort, men spirituel fredagsskole

Anmeldt af Ivan Rod | GAFFA

Producer- og dj-duoen Den Sorte Skole (alias Martin Højland og Simon Dokkedal) gav fredag aften to koncerter i en række af planlagte kirkekoncerter dette efterår.

Koncerterne er alle – med god grund – slået stort op og skabt i et prisværdigt, tværæstetisk samarbejde med kunstnerkollektivet Vertigo, som arbejder med lys og laser.

Første koncert fandt sted den 1. oktober i Klosterkirken i Nykøbing Falster, passerede torsdag og fredag den 7. og 8. oktober gennem Vor Frue Kirke/Domkirken i København og når den 29. oktober Skt. Lukas Kirke i Aarhus (med foreningen Det Turkise Telt som medarrangør) og 18. november Roskilde Domkirke.

Fælles for nævnte venues er, at de 1) er kirker med højt til loft, 2) byder på en helt særegen akustik og arkitektur med rødder i tradition og tro og 3) som noget helt naturligt indbyder til andægtighed, opmærksomhed og refleksion – et godt udgangspunkt, når det tværæstetiske samarbejde folder sig ud.

Koncerten i København

Kirkeskibet i Domkirken i København henlå – da dobbeltdørene gik op – i en dunkel belysning og tæt ”røg”. Folk fandt i spændt forventning deres pladser på bænkene forud for den anden af to udsolgte koncerter. Og lidt over 21 blev lyset så først skruet op i styrke for straks efter helt at blive slukket.

Mørket og andægtigheden var næsten til at skære i. Folk fokuserede. Lyttede. Og snart dukkede stilfærdige strejf af reallyd og elektronisk musik op af røgen – alt imens et smukt lys i uforudsigelige mønstre og hastigheder gav mørket dybde og rummet karakter og afstanden mellem udøver og passivt lyttende ”formindskedes” – vi blev som ét kød.

Den elektroniske musik antog karakter af noget sakralt/spirituelt. Koncerten åbnede med elementer af oldnordisk messesang, gik over i en katolsk vuggesang af libanesisk afstamning og herfra over i en hellig veda fra Sydindien, en bøn/recitation på urdu (pakistansk) og en gregoriansk sang af spanske munke – og så fremdeles. Det globale udsyn var således klart. Vi var som lyttere med rundt i det meste af verden – til bøn – mens vi lyttede til samples fra et hav af kompositioner af alverdens oprindelse.

Det religiøse aspekt

Undervejs sad jeg og tænkte, at kombinationen af musik, sang og lys(installations)kunst på den ene side og domkirkens rum og hvælvinger på den anden side som et helt utrolig godt match, en unik oplevelse.

Det hele var helt sikkert møntet på at overvælde og forbinde. Og vel kunne man påstå, at det var intellektuelt. Men lyd og lys – og røg og rum – gik også i kroppen. Ikke bare hos undertegnede, men åbenlyst hos mange andre. I den forstand oplevede jeg ”live-værket” Refrakto som et både religiøst, spirituelt og verdsligt vellykket værk. Man kunne ikke være til stede uden at blive berørt. Måske blev man ikke omvendt, men man forblev heller ikke upåvirket.

Det var af samme grund heller ikke overraskende, at snakken blandt publikum udenfor – efter koncerten – kredsede om den næsten religiøse oplevelse. Martin Højland og Simon Dokkedal og Vertigo formåede således også med fredag aftens sene koncert at trøste og indgyde nyt mod.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA