Nelly Furtado
Whoa, Nelly!
Nelly Furtado: Whoa, Nelly!
GAFFA
Album / Universal
Udgivelse D. 28.02.2001
Anmeldt af
Jan Opstrup Poulsen
Det er bestemt ikke uden ambitioner, at den canadiske sangerinde Nelly Furtado debuterer med sit bud på den store popplade. Whoa, Nelly! går nemlig efter de stilfulde kompositioner i et både fløjlsblødt og lettere krast antræk, hvor det er den indtrængende og insisterende stemme, der sætter aftrykket i melodiens pude..Foruden en velafbalanceret pop tilstræber Nelly Furtado i sine sange også et direkte udtryk, som Lauryn Hill til fulde behersker. Det kommer tydeligst frem i hendes skarpe fraseringer og lidt for tilstræbte street-attitude i en håndfuld R&B-sange. Nelly Furtado vil gerne være en del af det skrappe søsterselskab, men her mister hun hurtigt troværdigheden, fordi sangene hurtigt bliver indfanget i gentagelsens mønster..Nelly Furtado er mere fuldendt som en sød lille sangfugl. Det kommer på flot vis til udtryk i den vidunderlige popsang Im Like A Bird, der bæres igennem af en fortræffelig melodi og en formidabel vokalpræstation..Hvis Nelly Furtado formår at tage tråden op fra Im Like A Bird og andre af albummets fortræffelige popanslag, kan hun med tiden blive et spændende bekendtskab. Det kræver dog, at hun skruer lidt ned for den meget amerikaniserede tone og åbner op for den canadiske tone, der har ganske stolte poptraditioner..