x

Den Gale Pose
Definitionen Af En Stodder

Den Gale Pose: Definitionen Af En Stodder

GAFFA

Album / Fem Svin / Warner
Udgivelse D. 03.04.2001
Anmeldt af
Mark Dalhoum Pedersen

Vand er vådt, himlen er blå (grå i DK), og Den Gale Pose ved, hvordan man skruer et funky track sammen. Der er ik’ så meget at diskutere, sådan er det bare. De ved, at man ikke kan nøjes med at loope et beat, mens man "siger sjove ting som Sonny Soufflé" (citat: Jokeren, Dér), hvis man vil lave et gennemført nummer, som de fleste mennesker gider lytte til..Med deres fjerde album Definitionen Af En Stodder slår DGP atter deres ry som nogle af Danmarks bedste producere fast. Beats’ene er ekstremt velfabrikerede, så det swinger i sandeste DGP-stil hele pladen igennem. Numre som den første single Definitionen Af En Stodder, Nick’s Groove og instrumentalen Kruizer Klazzic er fryd for laid back funk-glade øregange, mens Strøm I Hegnet, Generation W (med den altid forrygende L.O.C.) og Dommedag Nu er lidt mere hårdtpumpede..Et andet prisværdigt aspekt ved Definitionen... er, at Jokeren får sagt, hvad han har på hjerte; det er ikke bare fest-og-fisse-lir det hele. På Dér giver han udtryk for sin mening om berømmelse, på Strøm I Hegnet giver DGP fingeren til forudsigelig dansk hip hop, og La Coca Razzia handler om coke-misbrug. Mest dybdegående er dog det personlige Dommedag Nu, hvorpå Jokeren beretter om sine depressioner og nedture. Det er et kraftigt plus for pladen, at Jokeren har formået at variere indholdet af sine tekster..Der er dog også kedelige party-arty-numre som No 1 (m/Clemens), D.G. Players og Klub Rapport (m/KNOX). Disse tracks lyder som noget, man har hørt lidt for ofte før og forstyrrer det ellers fine helhedsbillede..Men alt i alt er Definitionen Af En Stodder, hvad man kunne forvente: et særdeles udmærket album fyldt med grundigt gennemarbejdede beats og for det meste ganske gode tekster. Det er endnu et bevis på, at Den Gale Pose kan deres kram, hvad enten man kan li’ dem eller ej..


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA