x

Olesen-Olesen
Anonyme Melankolikere

Olesen-Olesen: Anonyme Melankolikere

GAFFA

Album / MNW
Udgivelse D. 02.04.2002
Anmeldt af
Jan Opstrup Poulsen

Umiddelbart lyder det, som om det hele er gået i sort for brødrene Peter H. Olesen og Henrik Olesen på Anonyme Melankolikere. Tungsindet hænger som regntunge skyer over sangene, der alle æder sig ind i sindets mest opgivende tankespind. Her er tilsyneladende ingen vej tilbage, og vi skal alligevel alle sammen dø, som der synges i sangen Misantropen. Men det er ikke en dansk forklædning af The Cures Robert Smith, der kvæder sin lidelsesfulde selvmedlidenhed.
Olesen-Olesen har altid taget højde for det danske vemod i deres små rullende sange, og Anonyme Melankolikere skal mest betragtes som et opgør med den selvcentrerede melankoli. Under overfladen bobler sygeligheden, og man trækker uvilkårligt på smilebåndet over disse sortsynede sange, der bare ikke efterlader nogen form for håb. Det er misantropen, der har den absolutte hovedrolle i Olesen-Olesens hudfletning af vores evige trang til at fortabe os i selvmedlidenhed.
Historiernes rammer er Olesen-Olesens efterhånden velkendte fortællende sangstil, der henter inspirationen i hverdagens mere anonyme betragtninger, som de krydrer med lidt referencer til afdøde lyrikere som Frank Jæger og Eik Skaløe. Slægtskabet med poeten og beatnikken er da også ganske iøjnefaldende i deres bohemerock, der musikalsk trækker på den danske rockmusik, fra før den mistede mødommen og den mere traditionsbundne danske lyrik.
Der er derfor ikke tale om nogen form for musikalske eksperimenter på Olesen-Olesens fjerde album, der bæres af et besnærende let beat i en fornem minimalistisk udklædning.
Olesen-Olesen er de levende betragtninger, som kan finde glæden i livets små stunder og altså denne gang forsøger at få skovlen under misantropen. Det lykkes nu ikke helt, fordi brødrene selv gemmer på rigelige mængder af denne stemning og derfor synger med en spaltet tunge.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA