x
Soft Cell: Cruelty Without Beauty

Soft Cell
Cruelty Without Beauty

Soft Cell: Cruelty Without Beauty

GAFFA

Album / Cooking Vinyl
Udgivelse D. 02.09.2002
Anmeldt af
Finn P. Madsen

Røde velourmøbler, blinkende discokugler, farverige cocktails og stramtsiddende lak. Den genopståede duo Soft Cell skruer effektivt tiden tilbage til firsernes bøsse- discomiljø på deres første studiealbum i næsten 20 år. Marc Almond og Dave Ball begyndte i slutningen af halvfemserne at skrive sange sammen igen og fandt ud af, at den musikalske gnist mellem dem stadig var intakt. Det har nu resulteret i albummet Cruelty Without Beauty, som faktisk er ganske hæderligt. Ikke at udspillet tilføjer noget nyt til billedet af Soft Cell eller indeholder en klassiker som Tainted Love. Bandet leverer en gang iørefaldende og florlet electropop med Marc Almonds lyse vokal som det absolutte kardinalpunkt. Emnerne i Soft Cells tekstunivers er stadig de samme. Bandet har altid kredset om de mørke sider af sexlivet, hvor et voksende forfald eskalerer lige så hurtigt som en motor med fuld turbo. De dunkende basgange på Desperate, Whatever It Takes og Le Grand Guignol virker stærkt forførende, hvor Almond i sidstnævnte udfordrende spørger ”Would you like to tast a little pain?” Soft Cell lyder anno 2002 som en happening, der først lige er begyndt.

Finn P. Madsen


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA