x
Coldplay: Valby Hallen

Coldplay, Valby Hallen

Coldplay: Valby Hallen

Anmeldt af André Devantier | GAFFA

Mudrede popambitioner

Al erfaring viser, at en lydmæssig katastrofe i jumbojetklassen ligger på lur mellem Valby Hallens fire betonvægge. Især hvis man er den type rockband, hvor selve klangen spiller relativ stor rolle. Tordag aftens opvarmningsnavn, den skotske kvartet Idlewind, møder Valby Hallens indre udyr for fuld styrke og ender deres dage vingeskudt på bunden af en mudderpøl. Det samme er tæt på at ske for hovednavnet Coldplay, som har trukket 6.000 begejstrede tilskuere til torsdagens udsolgte koncert. De fire unge englændere slipper dog nogenlunde fra den lurende katastrofe ved at skrue helt op for volumen. Et imponerende lysshow, hvor bandmedlemmer bliver projiceret op på fire storskærme i sort/hvid på en baggrund af skiftende farver, hjælper også (det må have kostet en formue!).

Næppe mange kunne forudsige, at Coldplay skulle gå hen og blive britpoppens nye store kæledægger og publikumsyndlinge, da Coldplay for to år siden udsendte debutalbummet Parachutes. En status, som for alvor er slået fast med opfølgeren fra i år, albummet A Rush Of Blood To The Head. Forsanger Chris Martin fører sig frem med relativt beskedne rocksstjerne-manerer: Laver roterende runddans på scenen med guitar og tilsvarende kropsvridninger, når han foroverbøjet giver den som klaverbasker. Chris Martin vil gerne underholde på publikums præmisser og har taget et lynkursus i dansk: “Velkommen”, “Det er godt at være her”, “Tusind tak” og meget andet lyder det oppe fra scenen. Endnu værre bliver det som optakt til nummeret Green Eyes, hvor Chris Martin i akustisk version synger omkvædet fra den danske nationalsang: Aquas internationale hit Barbiegirl.

The Scientist er en velsmurt ballade, som langsomt tager til i styrke. Og efter den fornemme Yellow fra debut-albummet Parachutes (skåret ud i pap for de tungnemme med gult scenelys) er begejstringen i Valby Hallen støt voksende. Klimaks er nummeret Clocks, som med U2-følsomhed og pianobanken understreges af imponerende og effektfuldt grønt laserlys, der lægger sig som et tæppe over publikum.

Det kan dog ikke skjules, at Coldplays’ tekster er banale grænsende til det pinlige - i en grad som til tider får Robbie Williams’ til at fremstå som dybdepsykologiske mesterværker. Endnu mere banal er trommeslager Will Champion, hvis stereotype banken er en af de få ting, som beklageligvis trænger tydeligt gennem Valby Hallens lydmæsige morads. Der er et stykke vej til Travis’ ubesværede, melodiøse charme, U2's korsfæstede patos eller Radioheads dybdegravende musikalske knoglemarvsstudier. Men alligevel formår Coldplay at blande lidt af det hele uden at fornærme nogen. Coldplay er først og fremmest et popband - men et intelligent et af slagsen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA