x
Soft Cell: Store Vega

Soft Cell, Store Vega

Soft Cell: Store Vega

Anmeldt af André Devantier | GAFFA

Uden smæk for skillingen

Modent og sortklædt var fremherskende tendenser hos det publikum, som havde fundet vej til en halvdyr (250 kr.) koncert i Store Vega tirsdag aften for at konstatere, om synth-pop pionererne Soft Cell - alias sangeren Marc Almond og keyboardspilleren Dave Ball - kunne fremmane og påkalde 80'er-ånden. Ikke disco-udgaven af 80'er-ånden, men den udgave, som gik i sorte støvler og havde tyk eye-liner under øjnene. Et spiritistisk projekt, som man med en vis lettelse kunne konstatere ikke endte som et tåkrummende og pinligt bluffnummer, men ej heller kunne overbevise særlig mange om det absolut livsnødvendige i at gendanne duoen efter næsten to årtiers tavshed.

I teorien havde det været et helt patetisk projekt, hvis det ikke lige var, fordi sidste års reunion-album, "Cruelty Without Beauty", rent faktisk er overraskende godt. Uden fordoms stilskabende storhed formåede Soft Cell her at lave synthpop - opdateret, men med umiskendelig 80'er-klang - båret oppe af bundsolidt håndværk. Alfa og omega for Soft Cell er - foruden Dave Balls sans for melodier og instrumentale finurligheder - Marc Almonds insisterende - ja, ligefrem tryglende cabaret-stemme og hans teatralske scenefremtræden. Vi fik teater - dog hverken gogo-piger eller dværge - i kraft af en smittende begejstet Marc Almond, som slog ud armene, blottede sin spinkle brystkasse og prøvede at drøne rundt, mens Dave Ball stod pænt indhegnet bag sine keyboards.

Et af aftenens højdepunkter var “Baby Doll” fra ‘83-albummet "The Art Of Falling Apart", som Marc Almond iscenesatte med en rød klud viklet om mikrofonstativet, der gjorde det ud for babydoll’en. Her og i andre glimt kunne man ikke lade være med at tage hatten af for den fødte entertainer, som bor inde i Marc Almonds halvanden meter høje, afblegede krop. Men Soft Cells første koncert på det europæiske kontinent i umindelige tider kom til at bære præg af, at Marc Almond rent vokalt ikke helt var på omgangshøjde med sig selv. Han overlod - tilsyneladende stakåndet - ofte sangen til et publikum, som med undtagelse af de uundgåelige afslutningsnumre “Tainted Love” og “Say Hello, Wave Goodbye” ikke magtede at løfte opgaven. Begge disse numre er fra Soft Cells debutalbum og hovedværk, "Non-Stop Erotic Cabaret" fra 1981. Og det albums sange kunne publikum tydeligvis godt have tænkt sig flere af. En gruppe tilhørere, som til lejligheden havde fundet fetishtøjet frem, stod således efter koncerten og råbte på “Sex Dwarf”, “Entertain Me” og “Frustration” - de hyperenergiske, underlivsorienterede numre fra netop "Non-Stop Erotic Cabaret".

I stedet blev det til alt for mange numre fra det i forvejen ikke særligt gode ‘84-album "The Last Night In Sodom" og en skizofren fornemmelse af at være vidne til en oplevelse, som var glædeligt nutidssvarende, men alligevel også en omgang småsørgelig, lummer nostalgi.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA