x
Turbonegro: Scandinavian Leather

Turbonegro
Scandinavian Leather

Turbonegro: Scandinavian Leather

GAFFA

Album / Burning Heart
Udgivelse D. 28.04.2003
Anmeldt af
Erik Barkman Petersen

At kalde norske Turbonegro et særpræget band er som at sige, at paven er en religiøs mand. Se bare fotoet i Scandinavian Leather-bookletten: Samtlige bandmedlemmer er klædt i cowboystof fra top til tå, hvis man da ser bort fra deres læderhandsker og hovedbeklædninger, der tæller en matroshue, en tophat og en militærhjelm. Allersærest er deres make-up: knaldrød læbestift og rigelige mængder rouge.
Bladrer man om til teksterne, bliver det direkte uhyggeligt: ”Hey boy, you wanna get ahead / You gotta give some head” lyder rådet i Sell Your Body. På cd’en serveres linjen til lyden af pågående garagerock tilsat pop-metal a la Twisted Sister og Quiet Riot. Det bliver ikke meget mindre trendy, selv i disse firserglade tider, men Turbonegro har en herlig ironisk distance, og lortet bliver til guld i deres hænder.
Allerbedst er de, når de serverer deres benhårde riff og iørefaldende omkvæd på en sprød bund af ravende storhedsvanvid som på Ride With Us. Men Scandinavian Leather holder generelt et godt niveau og tager fint tråden op fra Apocalypse Dudes - trods fire års "pause" imellem de to album.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA