Sugababes: Store Vega, København

Sugababes, Store Vega, København

Sugababes: Store Vega, København

Anmeldt af Nanna Balslev | GAFFA

Foto: Kristoffer Amlani Ulbak

Siden deres debutalbum One Touch fra 2001 har Sugababes udviklet sig fra selvbevidste teenagere til voksne kvinder og har indtaget tronen som Englands mest populære pigegruppe. Ved deres første koncert i Danmark blev der sat streg under, at Sugababes er det girlband, som det er ok at kunne lide - også hvis man ikke selv er teenager. Størstedelen af publikum var nemlig ældre end de tre piger på scenen, og man skullle kigge langt efter skrigende teenagefans.

Efter danske Burhan Gs opvarmning lagde Sugababes velspillende band ud med en rocket intro til bootleg-hittet Freak Like Me og kort tid efter indtog Mutya, Keisha og Heidi scenen iført elegant matchende tøj. Selv om de engelske ugeblade har svirret med rygter om interne problemer i trioen den seneste måned, var der ingen dårlige vibes at spore hos de tre piger på scenen.
Sugababes fulgte op med det geniale gennembrudshit Overload til publikums store begejstring. Sangen gik over i den stemningsfulde Run For Cover, der fik lidt gang i det ellers tamme publikum.

"Can we get a sexy guy on stage" spurgte de tre sukkersild kælent, og smilede lumskt fra scenen. Det mandlige offer blev anbragt på en høj stol, og så kastede pigerne sig ellers ud i en æggende lapdance til tonerne af sangen Chemical Reaction.
Det, som slog én mest ved koncerten var trioens attitude, der lugter lagt væk af selvbevidsthed og stil. Det var tre brandsexede kvinder, der fremførte trioens imponerende hitkatalog, og den stilfulde, nedtonede koreografi mindede på intet tidspunkt om de påtagede, overdrevne dancemoves, der normalt er et must for enhver teenpop-gruppe.

Midt i koncerten fremførte pigerne et akustisk sæt med det smukke Sting-cover Shape, der hurtigt fremkaldte gåsehud hos undertegnede. Pigerne fortsatte med kærlighedserklæringen Breathing Easy, hvor jamaicanskfødte Keisha imponerede med sin sjælfulde stemme. I det hele taget var man aldrig i tvivl om, at pigerne virkelig kan synge, og ikke blot er et resultat af dygtige producere og kreativ vokal-airbrush.

Andre højdepunkter var den nye Too Lost In You og Stronger fra 2002-albummet Angels With Dirty Faces, hvor alle tre sangerinder udfoldede deres sangtalent. Sangen sluttede i et messende kor og slog over i en psykedelisk rocket start på Round, Round.

Desværre kom det voksne publikum aldrig i dansehumør, og kom først rigtigt op at svinge under ekstranumrene Caught In A Moment, In The Middle og Hole In The Head.
Sugababes første koncert på dansk jord var ikke banebrydende, men en fin rundvisning i trioens mange pophits, der balancerer mellem det sødmefyldte og det sexede. Og Sugababes kan stadig prale af at være Englands bedste pigegrupppe. Som min veninde udbrød undervejs: Tænk at tre små piger kan synge sådan!

Setliste:
Freak Like Me
Overload
Run For Cover
Virgin Sexy
Million Different Ways
Too Lost In You
Shape (akustisk)
Breathing Easy (akustisk)
Buster
Stronger
Round, Round

ekstranumre:
Caught In A Moment
In The Middle
Hole In The Head


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA